Farver & Striber… farlige fristelser

Lidt for mange gange om året dukker en helt forfærdelige fristelse op i min postkasse. Det værste er at jeg selv har bedt om den (ellers har jeg frabedt mig alle reklamer) – og så er den ikke engang på glittet papir!

Den landede i min postkasse igen i går, fyldt med former og farver lige efter mit hoved;  mange med eksotisk knald på, men der er også plads til de blide nordiske. Der er mønstre i massevis, både den slags der er malet med brede penselstrøg og de små og sirlige.
Jeg bliver altid så glad af at kigge på al den farverige sprudlen i tekstiltryk og broderi.

Det er selvfølgelig forårskataloget fra Gudrun Sjöden jeg taler om. De kan altså noget med farver derovre på den anden side af sundet, men de er jo også naboer til Marimekko-land.

Den svenske tekstildesigner har sans for skandinaviske kvinder i deres (=min) bedste alder og meget af hendes tøj har plads til både balkon og bagperron – og det der fylder lidt rigeligt midt imellem 😉

Denne gang stiller hun selv op som model på forsiden.

Billigt er det desværre ikke, så jeg er klædeligt tilbageholdende; køber jeg endelig er det næsten kun på udsalg. Men åh, hvor det dog lokker og frister…
Denne her kunne jeg sagtens se mig selv spankulere rundt i de næste par år.

 

5 tanker om "Farver & Striber… farlige fristelser"

  1. Ellen

    Du vejer da ikke et gram for meget!
    Men jeg kan godt se, at den tøjstil lige er dig – jeg håber, du nænner at investere i noget af det 🙂

    1. Ditte Forfatter

      Arrh, Ellen, ikke helt sandt, men pænt sagt 🙂
      Og tak for opmuntringen til at solde ud over mit behov; måske kan jeg give mig selv en ekstra fødselsdagsgave lige om lidt? 😉

  2. Madame

    Jeg er lige som dig vild med Gudrun Sjödens smukke univers! Desværre får jeg ikke katalogerne mere og ved ikke, hvor man bestiller dem.

  3. Pia

    Sådanne fristelser får jeg slet ikke i postkassen. Jeg er så tilpas vanskelig, at jeg har svært ved at finde noget jeg bryder mig om. Og jeg kunne aldrig drømme om at købe uden at have set og mærket på varen. Jeg stiller alt for mange krav 😉 Blade og reklamer er mere taknemmelige end jeg er 😉

Der er lukket for kommentarer.