At betræde nye stier

I dag er en beslutning, der har været længe undervejs, blevet offentlig:
Jeg stopper i arbejdslivet den 1. oktober, præcis 28 år efter min ansættelse som bibliotekar i Halsnæs/Frederiksværk Kommune. Reelt bliver det ca. midt i september, da der er lidt ferie, seniordage og afspadsering der skal ‘udryddes’ inden da. ansættelsesbrev

Jeg indviede min chef til dagens MUS-møde og der flød lidt tårer på begge sider af bordet; men beslutningen og tidspunktet er helt rigtigt. Vi aftalte at give besked til mine kolleger med det samme (jeg er helst ikke en der går og putter med tingene) så nu er alle orienteret og der er blevet krammet og snakket (og heldigvis også skumlet en lille smule).
Resten af dagen har været både euforisk og uvirkelig; fire måneder er faktisk ikke lang tid, med alt det jeg gerne vi have fra hånden og de ting der skal overdrages, selvom den proces så småt startede allerede da jeg gik ned i tid.

Tænk engang, så megen frihed har jeg kun har haft i tiden inden jeg startede min skolegang som 6-årig! Der drømmes store drømme om tid til at ‘lege’ med madlavning, brødbagning og syltning, strikke, sy og måske få gang i spinderokkene og vævene! Og hvad med at tegne og male akvarel igen? Der er så meget spændende der lokker.
Jeg vil også forfærdelig gerne få taget hul på den læsning det har knebet med de sidste år. Jeg forstår ikke helt hvorfor, for siden jeg lærte at læse har jeg ikke kunnet færdes nogen steder, uden at have en bog indenfor rækkevidde!

Og så er der selvfølgelig familien – det bliver da en luksus uden lige, at kunne stille op som pasningsklar farmor, når det kniber 🙂

16 tanker om "At betræde nye stier"

  1. Maiken

    Heldige dig 🙂 Alt den tid du nu får til kreative sysler, det bliver dejligt for dig. Jeg snupper lige 20+ år mere på arbejdsmarkedet……

    1. Ditte

      Ja, der skal lægges en hel del år på jobbet endnu, Maiken; og typisk mig har jeg selvfølgelig en snert af dårlig samvittighed over for min yngre kolleger m.fl. som ikke får den mulighed. Men jeg har besluttet at nyde det alligevel 🙂

  2. rejen

    Stort tillykke, jeg er sikker på at både du og familien bliver glade for den beslutning. 😀

  3. Susanne

    Det glæder mig på dine vegne. At du kan gøre det og selv træffe beslutningen om at det skal være nu. Jeg håber, at du bliver rigtig glad for dit nye liv, når det bliver en realitet.

    1. Ditte Forfatter

      Ja, tænk hvor privilegeret jeg er! Jeg havde ikke troet at jeg nogensinde ville stoppe før end jeg blev smidt ud 😉 Men så sker der uforudsete ting og ens vilkår ændres – og så har jeg heldigvis den mulighed.

  4. Pia

    Det lyder som du har truffet en god beslutning og nye stier er altid spændende at udforske, især hvis man selv er med til at vælge dem og har den fornødne tid som jeg godt kunne ønske mig lidt mere af. Efterløn er ikke noget jeg kan komme i betragtning til, så jeg glæder mig bare over at have et arbejde 🙂

    1. Ditte Forfatter

      Et arbejde ER en velsignelse, men når nu tingene har udviklet sig som de har, føler jeg mig usigelig heldig at have den mulighed.

  5. Ellen

    Wow! Hvor godt! Tillykke med beslutningen! Jeg taler af erfaring og kan godt betro dig, at det ikke varer ret længe at vænne sig til ikke at skulle på arbejde 😀
    Fire måneder er nogenlunde det samme varsel, jeg gav min arbejdsplads. Det lyder som lang tid, men jeg skal da lige love for, at den tid gik hurtigt, da det kom til stykket.
    Det er en fascinerende tanke, at man skal til at have alverdens fritid – og planer har du jo nok af.
    Hvor er jeg glad på dine vegne – knus fra Ellen

    1. Ditte Forfatter

      Næh, det gik da forbløffende og uventet stærkt for dig 😉
      Tak og knus igen

  6. Nina

    Hej Ditte

    STOR beslutning. Tillykke med det, jeg tror du bliver rigtig glad for dit kommende arbejdsfrie liv. Jeg kender mange både tidligere kolleger, venner og familie som ikke har fortrudt et eneste sekund.
    Vh Nina

    1. Ditte Forfatter

      Tak, Nina. Jeg er stadig lidt fortumlet, men meget, meget glad for beslutningen og har sjovt nok fundet nyt overskud, nu hvor jeg kan se en ‘ende’ på det.

Der er lukket for kommentarer.