I onsdags var jeg på tur til Metropolen sammen med ni andre fra den lokale vævekreds. Første stop var Zoologisk Museum, hvor vi skulle se den fantastiske silkekappe, vævet af edderkoppespind. Billedet herunder er lånt fra WikiMedia
Der findes også en video om kappens tilblivelse.
Der var stor skuffelse, da vi nåede 5. sal, hvor det viste sig at kappen var taget ned og sendt retur før tid, uden at det var rettet på hverken hjemmeside eller plancher. Besøget havde jo været planlagt længe. Men museet havde haft et klannerangreb og turde derfor ikke lade sådan en kostbarhed hænge i huset. Efter en del palaver fik vi de 75 kr. vi, hver især, havde betalt i entre, tilbage – og som plaster på såret en særlig rundvisning. Det var såmænd vældigt interessant, men jo ikke det vi havde regnet med.
I den aktuelle udstilling om mammutter var jeg især betaget af den russiske fotograf Evgenia Arbugaevas fantastiske billeder af nutidens mammutjægere der, under store strabadser, udgraver knogler og stødtænder i Sibiriens ufremkommelige og barske ødemark.

Efter et par timer på museet drog vi videre til Væveværkstedet i Smallegade på Frederiksberg. Et herligt værksted, hvor fire dygtige vævere (Berthe Forchammer, Pia Jensen, Amelie Tillgren og Ida Kornerup) arbejder og inspirerer hinanden. Berthe og Pia viste rundt og fortalte og det var meget spændende at høre om arbejdsprocesserne.
Berthe (hvis arbejdsbord ses herunder til venstre) startede som lærling hos Kirsten og John Becker netop som jeg var udlært, så vi var på værkstedet sammen nogle måneder, mens jeg færdiggjorde nogle prøvevævninger.
Det er ikke let at ernære sig som håndvæver. Bliver de f.eks. inviteret til at deltage i en udstilling, skal de selv betale for både materialer og produktion, men er langt fra garanteret et salg. Faktisk lå der nydeligt sammenrullede tæpper for en formue på værkstedet.
Pia er meget optaget af farver og indfarver selv sit garn. Herunder vikleprøver i massevis med alle mulige forskellige nuancer. Rækken af stribede prøver er forskellige valgmuligheder til det store tæppe på skitsen. Kun en af dem skal bruges.

Amelie Tillgren er også uddannet på Beckers legendariske væveværksted, hun var deres sidste elev. Herover ses Ida Kornerups arbejdsbord.
Det var også hyggeligt at gense et par af Beckers gamle væve, som jeg har været med til at slide på; især den helt specielle lokvæv (ovenover til venstre) som John Becker selv havde konstrueret. På den vævede jeg bl.a. nedenstående antependie til Stokkemarke Kirke.
Jeg må indrømme at det kløede og trak i de gamle væverfingre, sådan at stå på et rigtigt væveværksted igen. Jeg håber, at jeg på et tidspunkt når dertil, at jeg kan overskue den lange proces det er at sætte en væv op. Lysten fejler ikke noget.