Lørdag kom vi hjem fra hovedlandet, jeg med en smule garn (og mange ideer) under armen. Mit rov var to cones Alpaca Sky, fire dejlige farver Højlandsuld og fire nøgler Pacalina fra Garnudsalg, samt 6 nøgler lækker tynd merino fra Saltum (Garngaragen).
Søndag var det afsted igen, mod Odsherred, hvor vi skulle låne ‘Paradiset på Næsset’ en uges tid. Det vil sige, jeg skulle mest låne, for husbonden måtte også passe job og lidt forskelligt på hjemmefronten, så det resulterede i masser af alenetid, med naturen lige udenfor døren. Ahhh.Svanerne i søen ved huset
Der var gang i bølgerne på sydstranden – ‘Badestranden’
Engen – med blomstrende tjørn og engelskgræs
Læ på den stenede nordstrand. Rapsens blomster synger på sidste vers.
For ikke at falde i, havde jeg taget lutter ‘gamle’ strikkeprojekter med. Jeg fik da også afsluttet min ‘meget pink-orange-gule’, fluffy sommerbluse. Den skulle egentlig være endt som en cardigan, men jeg er stadig i tvivl. Skal jeg skal klippe den op – eller beholde den som den er…
Jeg havde også en noget ældre sag med, som jeg egentlig havde opgivet. En rustik sommertop i Kraka-mønster. Strikket i et loppemarkedshørgarn kombineret med en spunsilk fra mine vævedage i 70’erne, så her er virkelig tale om udmugning i lageret! Nu har jeg delt til ærmegab, så den skal nok blive færdig også. Jeg må lave en rigtig pæn sammenstrikning på skuldrene, for jeg er virkelig i tvivl om, hvilken side der er finest at vende udad?
Torsdag kom husbonden, sammen med Vilfred, som vi skulle passe et par dage. Det er dejligt, at have god tid alene med barnebarnet. Vi fik gået ture og soppet i det kolde vand i blæst og køligt gråt vejr. Vi legede, slog græs og reparerede græsslåmaskinen. Vi grillede og holdt picnic på stenene i den anden ende af grunden i den skønneste aftensol. Og vi startede morgenen med at bage lækre boller.En fin Kopffüssel med arme, som Vilfred har tegnet – en hilsen til forældrene 😉
Lige til at kramme…
Lørdag, hvor vejret var helt fantastisk, kom forældrene så til frokost og vi fik en dejlig strandtur, hvor Vilfred, splitter Hansjørgen, plaskede rundt i vandkanten; brrrrr. De overnattede til søndag, hvor vi alle vendte næsen hjemad igen.
Men jeg er sørme ikke færdig med at holde ferie, for på torsdag drager jeg til Sverige med mine dejlige ‘strikketøser’. Vi skal strikke, drikke, spise, fnise og snakke i fire dage i en dejlig rummelig hytte ved Markaryd (og måske se lidt af omegnen). Ren luksus og jeg glæder mig! Måske kan jeg tillade mig at starte på et nyt strikketøj?
Problemet er såmænd bare at vælge…