Sankte Hans, Sankte Hans, vi vil fred…

Det udviklede sig til en smuk aften og efter at have set Madames indlæg om Sankt Hans i Liseleje, besluttede vi sammen med datter og svigersøn, at vi ville kigge derud. Vi plejer normalt at have bål i haven, men i år havde vi lyst til noget nyt.

En af fordelene ved bålet i Liseleje er tidspunktet; de tænder først kl. 22.15, hvor det begynder at skumre, så bålet virkelig kan ses  – og så kunne vi nå at spise sammen i fred og ro. skthans
Der var mange mennesker, men eftersom der er masser af plads til at sidde eller stå  i klitterne og se ned over stranden, var det ikke noget problem. Solen gik ned i smukke farver og bålet blev tændt af de besøgende ved hjælp af fakler.skthans1

Et smukt og stemningsfuldt skue, som fik mig til at tænke på P.S. Krøyers ‘Sankt Hans blus på Skagen strand’.Krøyer_sankthans3

Det eneste minus var, efter min mening, højttalermusikken. Ikke lige min kop te. Vi fik begge udgaver af ‘Sangen’, med hhv. pigekor og Shub’erne, efterfulgt af lidt gedign rock – og så selvfølgelig Liselejevalsen i en gammel version, der lød som stammede den fra en 78’er.
Vi plejer selv at synge og det savnede jeg.

Heksen på bålet får mig altid til at gyse lidt; selv om det er en symbolsk tradition og jeg selv har fabrikeret mange hekse til vores bål. Når der går ild i hende er der alligevel lidt for mange mindelser om inkvisitionen og de mange stakkels kvinder (og mænd) der led døden på bålet.skthans2

Fyrværkeri hører normalt heller ikke til i ‘min Sankt Hans’, men her fik vi et smukt, smukt festfyrværkeri med, inden vi gik hjem. Vi gav os god tid på vej tilbage til bilen, for der var en solid bilkø ud af Liseleje. Det er nok ikke sidste gang vi fejrer aftenen på denne måde.fyrværkeri

10 tanker om "Sankte Hans, Sankte Hans, vi vil fred…"

  1. Madame

    Det glæder mig, at I også var til sankthansbål i Liseleje – jeg synes, der er en særlig stemning ved havet og i de smukke klitter.

  2. Lona

    Det ser da helt vildt hyggeligt ud! Vi var til studentergilde og hele vejen hjem kunne vi dufte bål og vi så også fyrværkeri – så det er åbenbart det nye sort!

    1. Ditte

      Ok, jeg har ikke hørt om fyrværkeri i forbindelse med Sankt Hans før, men nu må man vel gribe lejligheden, når det ikke går an at fyre af året rundt

  3. Merete

    Jeg ville ønske at vi gjorde som i vores naboland. At vi holdt sankt Hans i en weekend i stedet for på en bestemt dato. Så kunne vi, der skal meget tidlig op, også komme ud og se bål. Jeg synes nemlig det er for sent kl. 22.15 når vækkeuret ringer kl. 05.

    1. Fiberfryd Forfatter

      Det ville gøre det meget nemmere! Måske er det derfor mange tænder bålet nogle timer tidligere.

  4. Ellen

    Der er altid en speciel stemning, når man oplever Skt. Hans på en strand.
    Til Merete: TAK – det er lige vand på min mølle – jeg skrev om det for nogle dage siden, men fik ikke ret mange tilhængere, desværre. Nu ved jeg da, at djeg har en i dig. Skt. Hans skal nemlig flyttes til nærmeste weekend, for der er alt for mange, der skal tidligt op dagen efter og derfor springer fejringen over.

    1. Fiberfryd Forfatter

      Ja, Sankt Hans bål passer så godt til vand. Hehe, Meretes indspark var lige vand på din (fornuftige) mølle 😉

Der er lukket for kommentarer.