Syltetid

Jeg havde fået lidt for mange citroner og appelsiner i huset, så jeg gik i gang med at sylte. Appelsinerne skulle (selvfølgelig) ende som appelsinmarmelade med vanilje og mandler efter Anne Hjernøes opskrift. Det er en skøn marmelade!

Citronmarmeladen blev til efter et kik i min udklipsbog. Jeg har flere opskrifter, men som sædvanligt blander jeg, leger lidt og ender med min egen version. Denne gang blev det en ret ren udgave:

3 økocitroner
1 økoappelsin
1/2 liter vand
450 g økologisk syltesukker
1 spsk hjemmelavet vaniljesukker (Jamie Olivers udgave)

Riv den orange skal af appelsinen og frys den ned til en anden god gang. Skræl den gule skræl af citronerne og snit den i tynde strimler. Skær den hvide skal af frugten, del dem i kvarter og snit kødet i meget tynde skiver. Kom frugt, skræl og vand i en gryde og sæt den i køleskabet et døgn. Næste dag koges frugten i en time, derefter tilsættes sukker og vaniljesukker og det hele koges i yderligere 10 min.
Hæld marmeladen på skoldede glas (jeg bruger ovnen). Læg låget på glassene uden at stramme dem til og sæt dem i den 100 gr. varme ovn i 15 minutter. Luk glassene helt så snart du kan, uden at brænde fingrene. Hvis du er bekymret for holdbarheden kan du selvfølgelig tilsætte atamon.

Så er der vitaminer i spisekammeret!citrussylt

4 tanker om "Syltetid"

  1. Ellen

    Den citronmarmelade lyder som om den lige er noget for min gane! Den er gemt og skal prøves.
    Din appelsinmarmelade er uden tvivl også rigtig god, men der har jeg allerede en yndlings 🙂 – man skal dog aldrig være bleg for at prøve noget nyt …

    1. Fiberfryd Forfatter

      Jeg håber sørme den smager dig, så
      Jeg er vild med appelsinmarmeladen med mandler. Den er ikke så bitter, hvilket passer min gane, men nogen elsker jo appensinmarmelade af netop den grund.

  2. Pia

    Selvom man i dag kan sylte året rundt, så er syltetiden atter begyndt. Mine nyindkøbte citroner skal bruges til hyldeblomstsaft.
    Jeg elsker det bitre og sure der fremkommer ved appelsin- og citronmarmelade, mandler (og nødder) undgår jeg altid at blande i, da der her i huset skal tænkes på allergi. Jeg bliver nød til at lave noget de besøgende kan tåle at spise. Jeg selv spiser mange mandler, det er mit slik og fyld på morgenmaden.
    Lysende strikkepinde… Gad vide hvor effektive de er. Jeg tænker mest på min mor, som ikke kan se at strikke det mørke garn, og heller ikke ved hjælp af en 100 w pære. Det næste bliver så at få hende omvendt til noget nymodens 😉

    1. Fiberfryd Forfatter

      Allergier skal bestemt også tages alvorligt – og det er jo heller ikke et must at fylde den slags i marmeladen 😉
      Jeg er ikke sikker på at ‘selvlysende’ strikkepinde er specielt gode; lyset vil jo komme fra bagsiden og det gør det vist bare værre. En rigtig god indstillelig lampe er selvfølgelig det allerbedste 🙂

Der er lukket for kommentarer.