Månedsarkiv: juli 2014

Et land af sten og vand

Vi har været på miniferie hos Ellen og John i deres dejlige hus i nordskåne, hvor vi blev forkælet i alle ender og kanter. John fragtede os villigt rundt, så vi kunne opleve nogle af omegnens herligheder (de er mange).ej_4

Vejret var solrigt og varmt, meget varmt, så vi kunne sidde ude på altanen og nyde den store svenske stilhed fra vi stod op, til vi gik i seng. Ind imellem afbrudt af en enkelt motorcyklist eller tre, der også forstod at benytte sig af sommervejret. ej_1

Vi besøgte Svarta Bergens arbetslivsmuseum, der var meget interessant. Det er svært at forestille sig det slid, der er blevet lagt på dette sted, for at bryde nogle af verdens hårdeste og tungeste sten. Kun 5% af det brudte har den perfekte, finkornede kvalitet man ønsker, de resterende 95% kasseres og stables i enorme ‘bjerge’.ej_3

Her er lidt information, sakset fra Sydsverige.dk.

‘Svarta Bergen – Hägghults Stenbrud er et enormt krater i landskabet skabt efter årtiers brydning af bjergarten sort diabas. Med sine mål – ca. 1000 meter i længden, 60 meter i bredden og 75 meter i dybden – er Hägghult verdens største sort diabas-stenbrud.
Diabasen fra Hägghult har en meget høj kvalitet. I rå form er den mørkegrå, men når den slibes, bliver den blank sort og kan anvendes til bl.a. facadebeklædning, bygningsudsmykning, gulve, monumenter, skulpturer og gravsten.’

Den smukke sorte diabas er f.eks. brugt til soklen på krigsmonumentet Marine Corps War Memorial, men stenene kan altså også bruges til mindre og mere personlige erklæringer.ej_2

Næste dag besøgte vi Gustafsfors, hvor Helgeån og søen Möckeln mødes nær Âlmhult.ej_6

Stedet er kendt vidt og bredt for sit fortræffelige fiskevand, men område, der ejes af Sydkraft, er også usædvanligt idyllisk at bevæge sig rundt i, med sluser, broer og en række ruiner af tidligere tiders småbrug, bl.a. en papirfabrik.ej_5aej_7a

ej_8
ej_9

Efter Gustafsfors fandt vi et dejligt sted i skyggen, med udsigt til sol- og vandbadende børn og voksne, hvor vi nød den medbragte kaffe og kage (Lone Landmands skønne rabarbertærte – kan kun anbefales).ej_11

Inden vi næste dag atter vendte næserne hjemad, måtte vi, trods varmen, lige en tur ned til ‘åen’. Ikke bare er det et betagende syn, men der vokser også uanede mængder af porse, så nu er smagen af ‘underbara Sverige’ bragt sikkert hjem og kan om nogle måneder serveres til frokostbordet.ej_10

I bagagen kom også en stor portion af Ellens solbær – så syltetøjet til vinterens pandekager er også reddet 🙂

Min form for motion

tourdefleecehvidJeg både løber (kurve i løbbinding) og dyrker ’spinning’ (på min rok) …og nu deltager jeg oven i købet i Tour’en! Som førstegangsdeltager er jeg i år iført den hvide trøje og kører for ‘Team Rookie’.

På Ravelry er der over 7.000 medlemmer af gruppen ‘Tour de Fleece’. Denne spindeevent ‘kører’ hvert år parallelt med ‘Tour de France’. Inklusive hviledage, bjergetaper og alt det andet.

Man konkurrerer først og fremmest med sig selv, men der er også forskellige wildcardgrupper, hvor der konkurrencespindes til den store guldmedalje. Jeg opdagede tilfældigt gruppen på Instagram og fik lige præcis kastet mig ind i feltet, på den første dag.
Og sikken et held, for det har holdt mig til ilden og jeg er allerede blevet meget bedre. Det er en fornøjelse at sidde på terrassen med rokken og nyde en stille brise i varmen.spinding
Indtil videre har jeg spundet på den fine grå-lilla corriedaleuld fra Uldtrolden, men jeg er snart færdig med de godt 300 gram. Jeg er nu nede på en løbelængde på omkring 240 m pr. 100 gram. Helt ok, når jeg selv skal sige det, med lidt held bliver der nok til en lille lun cardigan… lavlady1a

Straks man (læs: jeg) tager fat i en ny interesse, opstår der uopsættelige behov. Jeg købte først to uldhjul/tops i skønne farver fra Uldtrolden.uldtrolden

Dernæst accepterede jeg juli-udfordringen (emnespinding over temaet ‘Ved lejrbålet’) fra Danske Spindere på Ravelry – og måtte anskaffe lidt passende ‘bålfarvet’ uld fra Susses Spindehjørne, samt lidt sort og blå merinould, som en filtende ekskollega var så sød at donere.lejrbål

Da jeg skal ud at farte i Tour-perioden, hvor der jo skal spindes hver eneste dag, var det også nødvendigt med noget småt, transportabelt spindeudstyr: En håndten.
Jeg har godt nok en gammel hjemmelavet model (i spånplade og rundstok), men den er tung og klodset – og jeg havde, i Saltum, forelsket mig i Pia Aaes’ smukke tene, som hendes far producerer. Ergo; en 35 grams ten blev bestilt og er modtaget (sammen med 30 gr. Polwarth øvefibre, tak) så nu er jeg flyvende – ok, ikke helt, for det er svært! aaes

Den sidste ‘nødvendighed’ kunne jeg heldigvis selv sy, af stof og foer jeg havde herhjemme:
Et spindeklæde. spindeklæde

Karen havde vist sit på Instagram (ja, jeg ER glad for Instagram) og jeg eftergjorde det, med både mørkt og lyst stof på samme side og lommer til ting og sager. Jeg var bare lidt for hurtig, for den sorte og hvide trekant burde have været spejlvendt, da jeg holder fibrene over højre ben; men nu ved jeg det til næste gang.
Og se lige knapperne: Mærkevareknapper fra Tommy Hilfiger – eller rettere, fra Netto, som engang solgte blandede rester af plastknapper fra kinesiske fabrikker for en slik ;-D
hilfiger

 

Det er da her, det sner!

Takket være gode ildsjæle, sker der ting og sager i Halsnæs kommune. madmarked

I Lynæs huserer den lokale købmand, Thomas Ingversen. I år er købmandsbutikken omdannet til Lynæs Madmarked, inspireret af, og i samarbejde med Birgitte Escherich, idekvinden bag Madmarkedsbevægelsen, der startede i Præstø. Konceptet baserer sig på »den gode smag, ingen madspild, økologi, bæredygtighed, ærlighed, gennemskuelighed, lokalt fællesskab og lokale råvarer«.  Thomas er også en del af Spisekammer Halsnæs.
På Madmarkedet kan du købe gode økologiske varer og spise gedigen, hjemmelavet økologisk mad for blot 75 kr. lynaes

Hvis vejret er til det, kan man sidde og nyde maden i baghaven, lige ud til hav og fjord og inde ved siden af har familiens to sønner, Johan og Jeppe, deres Surfcenter. Lynæsvand er nemlig perfekt for både wind- og kitesurfere.

I Hundested er det bl.a. Andrew Brown fra Glassmedjen, der er med til at sætte fut i byen. Havnen fik for et par år siden sin egen flydescene, hvor der holdes fine, og meget forskellige, sommerkoncerter under fællesbetegnelsen ‘Watermusic‘.
Watermusic

Forleden kunne vi, sammen med temmelig mange andre, nyde en dejlig middag og en forrygende koncert med Cæcilie Norby, Lars Danielsson (bas), Klaus Menzer (trommer) og Olivier Antunes (tangenter) på molen lige foran Glassmedjen, i den skønneste, danske sommeraften. Bygerne holdt sig, helt fornuftigt, ude over Kattegat, mens lystsejlere og Hundested-Rørvig færgen gled ud og ind af havnen.

Frederiksværk er heldig at have min gode veninde, Helga Jensen, som utrættelig ildsjæl. Vi har været kolleger på biblioteket, hun har haft eget galleri og nu arbejder hun i Gjethuset som kurator. Og så sætter hun projekt efter projekt i søen og er både iderig, flittig og foretagsom. Gennem flere år har hun stået bag det store sommer(kunst)projekt ‘Outstanding Halsnæs‘, som jeg vist har skrevet om, og vist billeder fra, tidligere. Heldigvis støtter kommunen og flere og flere institutioner op om projektet, så hun bliver aflastet lidt. Her er jeg gået i tænkeboks i Mikael Halstrøm Eriksens skulptur fra Outstanding Halsnæs 2011.OLYMPUS DIGITAL CAMERA

I år er en del af projektet i borgernes hænder. De opfordres til at tage billeder af byen og lægge dem på Instagram under #delditfrv. Billederne vil efterfølgende blive udstillet og også brugt i forbindelse med en planlagt byudvikling. I går var der derfor introduktion til Instagram, med efterfølgende byvandring, og der blev fotograferet og lagt billeder op i en stadig strøm. Et udpluk af mine kan ses herInstawalk

Resten kan ses her, hvis du har lyst til at kigge med – sammen med alle de andre jeg går og tager. Vi havde følgeskab af en meget behagelige journalist fra TV2 Lorry, Johanne Wulff, som skulle lave en minifeature fra vores Instawalk. Den bliver sendt i Søndagsmagasinet og jeres undertegnede er formentlig at møde; jeg blev i al fald involveret :-S