Først Mia, så Susanne – og nu undertegnede. For deres indlæg satte tanker i gang. Er vi så dårlige til at se andre, hilse og sende et lille smil?
Jeg nikker og smiler vist til alle jeg møder på min vej, for jeg kan ikke lade være. Ofte falder der en bemærkning af til en medpassager, en køkollega eller andre, som jeg for en kort stund deler rum med. Nogle gange føler jeg mig lidt som en gammel landsbytosse, når jeg får et forundret, måske endda surt, blik eller en ‘talende’ tavshed retur. Men de fleste reagerer positivt.
Da jeg var yngre spekulerede jeg ikke over, at jeg måske opførte mig lidt anderledes, men da jeg efterhånden fik flere bemærkninger om, at jeg var kendt som ‘hende den søde, der altid smilede’ fik det mig til at tænke. Så læste jeg et sted, at smil ikke bare viser glæde og venlighed, men også er et udtryk for afvæbning, underdanighed og (sådan fungerer det blandt dyr i al fald) underkastelse og jeg fik efterhånden en fornemmelse af, at jeg var alt for sød og bange af mig.
Den tanke plagede mig i mange år, men nu er jeg heldigvis fløjtende ligeglad. For jeg har opdaget, at både jeg og mine ‘ofre’ får det bedre, bliver gladere og mere positivt indstillet – og det er da dejligt. På biblioteket blev det en sport og en glæde at få trætte, sure, vrisne og mutte mennesker til at smile, inden de igen gik ud af døren. Ren win-win!
Forleden havde jeg en oplevelse der bestyrkede mig i, at det er godt at ’se’ hinanden – og agere. I lokaltoget opdagede jeg en ung kvinde, med sortmalede øjne og ringe i næsen, der sad og græd stille. Folk skottede lidt til hende og småmumlede, og ja, hun var måske en type som nogle kunne føle sig provokeret af.
Jeg var bekymret for, om hun ville føle at jeg var påtrængende, men gik alligevel hen og spurgte om hun var ok. Det var hun ikke. Hun havde netop fået den triste besked, at en fra hende terapigruppe havde begået selvmord og hun var selvfølgelig rystet. Der var ikke så meget jeg kunne gøre, hun fik bare lov at fortælle og fik et par venlige klap, inden vi skulle hver sin vej. Til gengæld blev jeg takket mange gange for, at jeg havde spurgt til hende – og jeg var glad for, at jeg fik overskredet den usynlige grænse.
Ha’ en dejlig dag med smil og glæde – og husk at sende lidt videre til jeres medmennesker 🙂
Her er et stykke med blåt at glæde sig over… 
Sendt via Blogsy