En weekend af de bedre

Et pludseligt indfald og vi var afsted. En weekend i Odsherred, med indlagt forsinket fødselsdagsmiddag på Dragsholm (jeg var, meget upraktisk, feberramt på husherrens rigtige fødselsdag).

I formiddags kørte vi i det smukkeste vejr mod Gislinge. Fra bakkerne over Fårevejle Kirkeby er der udsigt til morgendisen over Lammefjorden.odsh_4

Vi havde nået at bestille en sæk grøntsager fra Søren Wiuff, med afhentning på Brogård. odsh_5Aspargesmanden sælger uforskammet billige, friskhøstede grøntsager. Hver lørdag kan man hente en sækfuld for kun 100 kr. Det er de grøntsager der er tilbage, når Noma og de andre gourmetrestauranter har fået det, de kan bruge. Der er både helt almindelige ting og spændende specialiteter. Ugens sæk indeholder denne gang æggeblommekartofler, Carlo gulerødder, selleri, løg, lyserøde kål, majs, hestebønner, salatsennep, micromeria og citronverbena.

Ved gårdens indkørsel står Sørens fars store smukke ‘familietræer’ og vogter – et for hvert familiemedlem. Sørens er det eneste der er faldet; men til gengæld fik han gården…odsh_6

Vi fortsatte op mod Sidinge, hvor vi ville besøge den herlig gårdbutik. Via Hagested, tog vi turen over Avdebodæmningen.odsh_2

odsh_1

Et stort keramikrelief ligger midtvejs på dæmningen; desværre er det lidt svært at både se og fotografere. Relieffet viser hele Lammefjordsinddæmningen med en årstalsoversigt over udtørringen.odsh_12

odsh_3

Vi fortsatte videre over Gundestrup og Herrestrup til Sidingefjorddæmningenodsh_11

På vej mod Vig passerer vi Sidinge frugtplantage og gårdbutik med skønne hjemmelavede delikatesser. De sælger frugt, most, saft og nøddedressinger – og har et dejligt udvalg af oste, øl og mange andre lækkerier. Vi fik også en chorizopølse fra Nr. Asmindrup Slagtehus med os.

I Vig ville vi lige købe lidt mælk og andre fornødenheder – og løb lige ind i lørdagens store tuskemarked. odsh_7

Vejret indbød til lidt ‘snusning’ – vi købte lidt kaffe og et par croissanter, for vi var ved at blive lidt formiddagssultne, og trissede rundt. Jeg er ellers ingen ørn til loppemarkeder, men jeg fandt nu en fantastisk dejlig lædertaske i en skøn, blød grå farve, nærmest ubrugt. Den er jeg sikker på jeg kommer til at elske!odsh_9

Der røg også fire store chrysantemum i efterårsfarver med – til potterne på terrassen derhjemme.

Det sidste stykke vej tilbage til Ordrup Næs, byder på en af mine yndlingsudsigter over Sejrøbugten fra området ved Esterhøj.odsh_8

Hjemme igen indtog vi frokosten på terrassen i korte ærmer og bare ben – i følgeskab af en Odsherred Guld fra Rørvig Bryghus. Ahhh… sådan skal livet leves.odsh_10

 

11 tanker om "En weekend af de bedre"

  1. Ellen

    Tak for en skøn, skøn tur!
    Tasken er også lige mig, men du var der til at købe den – den ser god ud og er rigtig pæn 😉
    Jeg elsker my(s)tiske billeder som det øverste – det giver et dejligt, drømmeagtigt landskab.
    Ham Søren Wiuff kunne jeg godt tænke mig at have i nærheden af min bopæl, men i stedet flytter jeg endnu længere væk fra ham 🙂

    1. Fiberfryd Forfatter

      Tasken er så dejlig! Jeg er sikker på den bliver fast indbygger på min højre skulder 😉
      Lyset var helt utroligt der først på formiddagen; lav sol og dis. Jeg ville også gerne kunne udnytte sækkesystemet noget mere, men enten skal man herover eller hente i København – og så er det ikke helt så billigt.

  2. Lona

    Sikken en fantastisk måde at bruge en skøn lørdag i det dejlige oktobervejr. Det er nogle rigtig dejlige billeder, næsten som at være med {;o)

    1. Fiberfryd Forfatter

      Ja, det var absolut en god lørdag – og så sluttede vi af med en forrygende god (som altid) middag på Lammefjordens Spisehus (Dragsholms ‘billige’ restaurant). Mums!

  3. Maiken

    Lyder som en rigtig dejlig weekend. Alt er ofte så planlagt, så det er dejligt befriende at være impulsiv en gang imellem 🙂

    1. Fiberfryd Forfatter

      Det er jeg ellers ikke god til; men det er dejligt, når det endelig lykkes for mig 😉

  4. Pia

    Tak for en dejlig tur og nogle skønne billeder.
    Vi har jo det herligste efterår, så det er bare om at nyde det efter bedste evne. Det ville være synd at sidde inde og gå glip af det gode vejr i alle de lyse timer.

    1. Fiberfryd Forfatter

      Tak, Susanne – det er heldigvis nemmere at tage gode billeder, når vejret er så vidunderligt – og så gør den lave sol også sit 🙂

  5. Stegemüller

    Hej igen

    Jeg forsøgte lige at lade Sage finde en RSS-kanal til dig, da jeg gerne vil følge dig, men der kommer ingen feeds frem. Hvad gør jeg så?

    1. Fiberfryd Forfatter

      Uha, hvis ikke du kan finde ud af det, så er vi vist ilde stedt, Hanne 🙂
      Jeg burde da være til at finde, men har du husket hele adressen? /wordpress skal med, for jeg har endnu ikke fundet ud af, hvordan jeg slipper af med ‘efterløberen’.
      Jeg håber det lykkes for dig…

Der er lukket for kommentarer.