Månedsarkiv: januar 2015

Lidt om mennesker – og (u)væsener

Min mor, på 89, har en lang sygehistorie bag sig siden hun som 60 årig fik en blodprop i hjertet. Dem har der været flere af, og det endte med en meget omfattende bypassoperation for otte år siden, hvor vi nær mistede hende. Siden har hun haft problemer med hjerteflimmer osv. For fem år siden faldt hun og brækkede hoften – og kom op på benene igen, trods alle odds. Hun er en mønsterpatient, piver ikke og er sej og vedholdende med træning, khimmelost osv.

Det sidste halve år er hun blevet mere og mere handicappet af et håbløst kredsløb i benene, gennemforkalket som hun er. Hun blev undersøgt på Riget, hvor de gerne ville vente med at gøre noget, til det var kritisk – hun har jo både alderen og sin generelle tilstand mod sig.
Over julen er det blevet meget værre. Forkalkningen i pulsårerne gav hende stadig stærkere smerter, som morfin ikke havde megen virkning på, og gjorde det næsten umuligt for hende at gå. Men med vanlig tilbageholdenhed (man skal jo ikke genere lægen og hvad kan de egentlig gøre…) har hun været lidt svær at overtale til endnu et lægebesøg med hvad deraf følger. Orkede ikke rigtigt al det postyr længere.

Vores læge, en fantastisk kvinde, som hele familien værdsætter højt, fik hende hurtigt indlagt, for med sår som ikke ville læges på fødderne, var en operation eneste mulighed for at undgå amputation. Og på karkirurgisk afdeling var de ikke i tvivl – det var nu det skulle gøres.

I tirsdag lå hun næsten 5 timer på operationsbordet. Hun klarede det (dog ikke uden at give lægerne adskillige grå hår) – og de har lavet mirakler. Ballonudvidelse og oprensning af årer i lysken, samt en bypass: Man klipper en vene i det ene ben løs i begge ender og bruger den som ny hovedarterie. Et pillearbejde, for alle de små lommer i åren skal vendes om, så blodet kan løbe den anden vej. Sikken en koncentration det må kræve af kirurger m.fl.

Alt dette for at rose sundhedspersonalet.
Aldrig har vi oplevet uvenlighed eller afvisninger, altid en sød bemærkning, lidt sjov, et smil – selv om det er mere end tydeligt, at det kniber helt gevaldigt med tid, plads og ressourcer. Jeg beundrer de dedikerede mennesker, der hver dag gør deres bedste for deres patienter. For de er ikke alle ‘nemme og lydige’ som min mor; jeg oplever en hel del af hendes medpatienter som utålmodige, krævende, klagende og endda aggressive, ganske sikkert på grund af angst og usikkerhed.

Men væsenet!
Hvad gør vi dog ved væsenet, der vokser og vokser, næret af magtbrynde, bureaukrati, budgetter, konsulenter, økonomer, planlæggere, politikere, evindelige omstruktureringer og snak, snak, snak. En mastodont, der opsluger og opløser bevillinger og ligger som en tung byrde på alle de mennesker, der gerne vil det bedste. Den burde væltes og startes forfra, nedefra – der hvor man ved hvad det handler om: Mennesker… ikke væsener.