Lidt om mennesker – og (u)væsener

Min mor, på 89, har en lang sygehistorie bag sig siden hun som 60 årig fik en blodprop i hjertet. Dem har der været flere af, og det endte med en meget omfattende bypassoperation for otte år siden, hvor vi nær mistede hende. Siden har hun haft problemer med hjerteflimmer osv. For fem år siden faldt hun og brækkede hoften – og kom op på benene igen, trods alle odds. Hun er en mønsterpatient, piver ikke og er sej og vedholdende med træning, khimmelost osv.

Det sidste halve år er hun blevet mere og mere handicappet af et håbløst kredsløb i benene, gennemforkalket som hun er. Hun blev undersøgt på Riget, hvor de gerne ville vente med at gøre noget, til det var kritisk – hun har jo både alderen og sin generelle tilstand mod sig.
Over julen er det blevet meget værre. Forkalkningen i pulsårerne gav hende stadig stærkere smerter, som morfin ikke havde megen virkning på, og gjorde det næsten umuligt for hende at gå. Men med vanlig tilbageholdenhed (man skal jo ikke genere lægen og hvad kan de egentlig gøre…) har hun været lidt svær at overtale til endnu et lægebesøg med hvad deraf følger. Orkede ikke rigtigt al det postyr længere.

Vores læge, en fantastisk kvinde, som hele familien værdsætter højt, fik hende hurtigt indlagt, for med sår som ikke ville læges på fødderne, var en operation eneste mulighed for at undgå amputation. Og på karkirurgisk afdeling var de ikke i tvivl – det var nu det skulle gøres.

I tirsdag lå hun næsten 5 timer på operationsbordet. Hun klarede det (dog ikke uden at give lægerne adskillige grå hår) – og de har lavet mirakler. Ballonudvidelse og oprensning af årer i lysken, samt en bypass: Man klipper en vene i det ene ben løs i begge ender og bruger den som ny hovedarterie. Et pillearbejde, for alle de små lommer i åren skal vendes om, så blodet kan løbe den anden vej. Sikken en koncentration det må kræve af kirurger m.fl.

Alt dette for at rose sundhedspersonalet.
Aldrig har vi oplevet uvenlighed eller afvisninger, altid en sød bemærkning, lidt sjov, et smil – selv om det er mere end tydeligt, at det kniber helt gevaldigt med tid, plads og ressourcer. Jeg beundrer de dedikerede mennesker, der hver dag gør deres bedste for deres patienter. For de er ikke alle ‘nemme og lydige’ som min mor; jeg oplever en hel del af hendes medpatienter som utålmodige, krævende, klagende og endda aggressive, ganske sikkert på grund af angst og usikkerhed.

Men væsenet!
Hvad gør vi dog ved væsenet, der vokser og vokser, næret af magtbrynde, bureaukrati, budgetter, konsulenter, økonomer, planlæggere, politikere, evindelige omstruktureringer og snak, snak, snak. En mastodont, der opsluger og opløser bevillinger og ligger som en tung byrde på alle de mennesker, der gerne vil det bedste. Den burde væltes og startes forfra, nedefra – der hvor man ved hvad det handler om: Mennesker… ikke væsener.

11 tanker om "Lidt om mennesker – og (u)væsener"

    1. Fiberfryd Forfatter

      Tak, Inge – det er ikke så tit jeg kaster mig ud i noget der ligner ‘debatgenren’ 😉

  1. Ellen

    Hvis jeg havde en løsning på uvæsenet, så sad jeg ikke her, hvor jeg sidder, men hvor er det godt, at vi har nogle dedikerede mennesker, der gerne vil, trods næsten umulige arbejdsvilkår. Det kan bare ikke blive ved, og jeg er faktisk lidt spændt på, hvor mange lig der skal på bordet (bogstavelig talt!), inden der sker noget, der kan vende skuden.
    Jeg synes faktisk, at det er imponerende, at de vælger at gøre så meget for din mor, hendes alder taget i betragtning. Undskyld, det lyder helt vildt negativt, men netop taget den enorme penge- og øvrige ressourcemangel i betragtning … jeg er dog rigtig glad på både din og din mors vegne, at beslutningen blev truffet, som den blev.

    1. Fiberfryd Forfatter

      Jamen Ellen, jeg opfatter det ikke som spor negativt; både jeg og ikke mindst min mor, har selv tænkt det samme. Jeg var imponeret over den kæmpeoperation hun fik med firedobbelt bypass som 81-årig, men hun har jo fået otte rigtigt gode år. Hoften er til gengæld pinlig. Jeg har set røntgenbillederne og det er rent klamphuggeri, men ingen regnede vel med at hun overlevede. Desværre volder den hende en del smerter og lægen der opererede hende har hun ikke de bedste minder om. Det glemte jeg i farten, netop fordi vi er blevet så godt behandlet af alle andre.
      Og ja, jeg er utrolig glad for at de har behandlet hende, trods alder og kondition 🙂

  2. Lene

    Rigtig godt indlæg, og som en af dem på gulvet er jeg selvfølgelig glad for at menneskerne omkring din mor formåede at være menneskelige. Og ja væsenet vokser og vokser, og dem der er tættest på patienterne reduceres og reduceres, trist.

    1. Fiberfryd Forfatter

      Kære Lene, netop dine indlæg viser præcis det jeg også mærker på afdelingerne: De ansatte er meget engagerede. Nogle afdelinger er selvfølgelig bedre end andre, men vi har næsten altid mødt empati og tålmodighed hos personalet, på trods af uholdbare arbejdsforhold.

  3. Pia

    Det er et rigtigt godt indlæg, og meget af det er også en del af de oplevelser vi har haft i forbindelse med mors firedobbelte baypass. Nej, man generer da ikke læger i utide 😉 hvad der kommer af sig selv, går vel også væk af sig selv. Det plejer mor at sige, så npr det er grelt må vi andre overtage styringen.
    Vi hører jo desværre rigtigt meget dårligt om væsenet, og her i huset kan vi desværre også diske op med flere af de dårlige historier, men vi kan heldigvis også nogle rigtig gode af slagsen.
    Hvad man kan og skal gøre for at få flere af de gode historier, har jeg desværre ikke svar på, men flere hænder på arbejdspladsen ville hjælpe en del.

    1. Fiberfryd Forfatter

      De er nogle gæve kvinder, vore mødre 😉
      Flere hænder er nødvendige, det er der ingen tvivl om, desværre udmønter bevillingerne sig ikke så ofte til personalet på gulvet.

  4. Lene

    Hej
    Kan fuldstændig følge dine tanker.
    Må sige, at det ikke bare er ondt væsenet vil borgerne. Som det har været oppe i medierne fra tid til anden, så behandles der i den grad mere end der gjorde tidligere. Blandt andet kræftbehandling. Det er dyrt – så skal der spares et eller andet sted og det bliver ofte på personalet. Og så opleves det/og der er travlt.
    Som du har oplevet er der mennesker som stiller krav, om at det skal være nu og her jeg vil “betjenes” og ikke vente. Blandt andre de utilfredse og aggressive medpatienter. Det er måske et symptom på at væsenet kan meget og at man derfor også stiller høje krav til det.

    et

    1. Fiberfryd Forfatter

      Det er helt rigtigt – vi kan mere og mere og vi kræver mere og mere.
      Prioritering, især inden for sundhedsområdet, er et ømtåleligt emne og når der ikke prioriteres tilstrækkeligt, er resultatet bl.a. at ‘gulvpersonalet’ får mere og mere travlt.
      Jeg opfatter heller ikke væsenet som ‘ondt’ i sig selv, men det er vokset enormt og er svært at ‘styre’ og afstanden fra top til bund bliver let uoverskuelig.

  5. Pingback: Faste rutiner | F I B E R F R Y D

Der er lukket for kommentarer.