Forårets Frost – og lus

Samtidig med forårets komme, fik jeg min Lopapeysa (eller islænder) færdig. Den fungerer perfekt som overtøj lige nu, når bare det ikke blæser for meget – eller jeg sætter mig direkte i solen.frost2

Den har været længe undervejs, selv om det er et hurtigt stykke strik, for uvist af hvilken grund, havde jeg slået 40 masker for lidt op – og jeg opdagede det først, da jeg var færdig med bullen! Om igen – og DET synes jeg er træls. Så den fik lov at hvile sig i et hjørne et stykke tid. frost1

Jeg har strikket vendepinde (ved striberne) i nakken, så den sidder bedre og afsluttet med en rullekant i stedet for rib, for ikke at få den for tætsiddende i halsen. Jeg slynger et tørklæde om halsen, hvis jeg får det for koldt.

Modellen hedder ‘Höst’ og er fra Hanne Rimmen og jeg er vild med hendes originalfarver.
Min udgave kalder jeg nu ‘Frost’, for med mit farvevalg synes jeg mønstret mere ligner iskrystal end korn og blomster. Garnet er Lett Lopi – og stammer fra lageret (hurra).frost3

Foråret er også lusetid i børneinstitutionerne, men Sylvesters første lus er mere fredelige. Jeg har strikket en lille trøje/kofte (som jo lige nu er det hotteste) hvor jeg har brugt meget små nøgler restegarner. Det lille mønster jeg strikkede mig frem til, har jeg kaldt ‘Lus på stribe’.lus2 Grundgarnet er ‘Trunte’ fra Hjertegarn. Jeg havde egentlig foræret det væk, for jeg er ikke vild med at strikke i det (se bare hvor ujævnt det er). Men jeg fandt et nøgle der var taget af og troede der var nok. Da Sylvester skal have ekstra længde på både krop og arme, løb jeg alligevel tør for garn til det sidste af ærmerne. Heldigvis var der hjælp at hente hos min strikkeven, der endnu ikke havde brugt garnet. Men, hvor jeg dog afskyr at sy alle de knapper i.lus1

8 tanker om "Forårets Frost – og lus"

  1. Ellen

    Din islænder kan da bestemt ikke hedde andet end Frost!
    Og lusene på stribe er så fine, men jeg kan godt se, at det må være noget møggarn, for du plejer vist at strikke fuldstændig jævnt, så vidt jeg husker.
    At få strikket af lagergarn giver rigtig god samvittighed. Jeg er i gang med en poncho til Anna, hvor jeg kun bruger lagergarn, og en poncho er noget, der kan tage fra … skønt!

    1. Fiberfryd Forfatter

      Ahrr, helt jævnt er det vist sjældent, men her er det da galt. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg er uvenner med det garn. Lagergarn er dejligt at have, men det hviler lidt tungt på samvittigheden, så nu bliver både Anna og du glade.

  2. Lona

    Nøj hvor er den flot! Skønne farver (har jeg nævnt at jeg er vild med blå?) og hurra for netop den slags lus!

Der er lukket for kommentarer.