Månedsarkiv: april 2015

Gavmild give-away

Her går det stadig travlt, men jeg har da haft tid til at deltage i en give-away – ikke noget jeg gør ret ofte, da mit lykkegen normalt ikke virker i den slags sammenhænge. Men Britts give-away, i anledning af hendes blogs 10 års fødselsdag, var noget særligt. Hun udloddede tre ualmindelig fine gaver, hvoraf jeg faldt for to, så jeg smed alligevel et lod i bunken.

Og tænk, denne gang var jeg heldig! Så nu sidder jeg her som ejer af 400 gram af det smukkeste, blanke, totrådede kidmohair fra Dansk Mohair – endda i mine yndlingsfarver. Ikke nok med det, i pakken havde Britt skrevet en sød hilsen og vedlagt et lækkert stykke chokolade og et brev med lakrids/mynte te! Kan man andet end blive rørt over sådan en gavmildhed? Så jeg må sige det igen: Tusind tak, Britt – det varmer – både bogstaveligt og i overført betydning 🙂kidmohair

Nu er problemet ‘kun’ at finde det helt rigtige projekt til sådan et lækkert garn. Hvis nogen har en god ide (jeg har selv alt for mange, så et fingerpeg ville være godt), så er I velkomne til at give jeres besyv. Garnet løber 370 meter pr. 100 gram.