Månedsarkiv: september 2015

København strikker også

Blishøne og grønalger i voldgraven ved Frederiksborg Slot

Indenfor strikkeverdenen har hovedstaden i mange år glimret med noget nær totalt fravær af spændende events. Der har ellers været et utal af strikkefestivaler på øer, strikkecamps på campingpladser, messer i Fredericia og Middelfart og garnstafet i Århus. København har haft Fåreavlernes julemarked, et dejligt arrangement, men ikke helt det samme. For et par år siden kom AOH-messen til Rødovre og tidligere i år fik vi den herlige Pop-up strik. Og så kom den sørme – den ‘rigtige’ strikkefestival, som jeg har ventet med længsel på, Knitwork. To ildsjæle har knoklet for at skabe denne strikkefestival i centrum af København, hvor Indre Bys Kulturhus satte de gode rammer og vejret var perfekt.knitwork1

Fredag aften var jeg til min første workshop, ‘Farvernes Mekka’, med Charlotte Kaae og Katrine Wohllebe som undervisere. Begge farveglade kvinder, men med forskellig tilgang til emnet. Charlotte er vild og sprudlende, mens Katrine er mere målrettet og systematisk – gæt hvem der ligner mig mest 😉 Det var første gang de skulle undervise sammen og det gav selvfølgelig lidt overlap og gentagelser, men det var en god ide at bruge begge, fordi de supplerer hinanden så fint.ck

Jeg fik skabt min personlige farvecirkel, ud fra mine yndlingsfarver, legede med garner i alle farver og fik gode fif. Bl.a. hvorfor mobiltelefonens kamera er guld værd, når man vil vurderer farvernes valør (men husk at bruge den neutrale mono s/h, ikke et af de andre filtre).valør

Lørdag var jeg optaget af en familiefødselsdag i Hillerød (hvor billedet øverst er taget), men søndag morgen tog jeg afsted igen. Denne gang til en workshop med svenske Maria Gustafsson om tvebinding, en gammel nordisk strikketeknik, som især er blevet brugt i Sverige. Lige noget for mig, der elsker at lære nye teknikker. Selv om jeg har snuset til tvebindingen tidligere, er det noget særligt at få kvalificeret undervisning. Her er et udpluk af Marias mange fine vanter.tb1

Det er en uhyre langsommelig teknik, så man kommer helt ned i tempo. Man strikker med to tråde (der begge holdes i højre hånd) og garnerne (som helst skal være z-tvundne) snos mellem hver maske, så det bliver et meget varmt, tæt og ikke særligt elastisk stykke strik, som egner sig rigtigt godt til f.eks. vanter. tb
Det tager lidt tid at vænne sig til at holde garnet i den ‘forkerte’ hånd, men nu går det helt fint med garnføringen. Jeg er i gang med et par pulsvarmere og er allerede halvvejs med den første – det er jeg faktisk lidt stolt af.

Resten af søndagen brugte jeg på at ose rundt imellem de mange dejlige stande og snakke med kendte og ukendte strikkere. Lidt indkøb blev det også til: booklets

En gave til en veninde – og til mig selv to nye ‘booklets’ af henholdsvis Katrine Wohllebe og Signe Strømgaard og selvfølgelig lidt garn. Et enkelt fed Malabrigo Lace i en perfekt, kølig rød, som skal supplere i et sjal, hvor garnet ikke rækker så langt som jeg havde håbet, og en cone med hele 2000 m. kobberfarvet glimmertråd. Pænt mådeholdent, når jeg selv skal sige det.garn

Sidste punkt på dagsordenen var en interessant paneldebat om ophavsret og strikkedesign, med bl.a. designer Charlotte Kaae og open source fortaler Henrik Chulu – interessant debat.
Tak for denne gang; jeg glæder mig til næste år.knitwork3

Når man nu ikke kom til Fanø …

Ja, så tager man selvfølgelig til Præstø!Den_stråtækte
En sms fra Ellen, der lokkede med en omgang ossobuco i ‘Den stråtækte’, passede fint til en ledig lørdag (og broderparten af en søndag, skulle det vise sig), så med dynerne under armen og strikketøjet i tasken, sadlede vi bilen og drog sydpå.

Ellen og John, de dejlige, gæstfrie mennesker, stod klar med picnickurven da vi kom, så vi tog straks på tur. Da det var Dansk Vindag, gik turen først til vinsmagning i Faksinge, hvor vi fik lov at smage på både hvid-, rød- og rosévin. Et lille hobbykooperativ passede de omkring 700 vinstokke og lavede i fællesskab vinen. Hvidvinen var absolut den der faldt bedst i min smag. Der var også adgang til en lille skovhave, med mange forskellige spændende buske og træer, så den måtte vi også lige kigge på (og smage lidt på blommerne).vin

Derefter gik turen til Sandvig havn. Sandvig

En lille, idyllisk perle ved Bøgestrømmen og det perfekte sted at nyde kaffe med hele to slags kage til; en skøn mandelkage fra Ellens hånd (som jeg skal huske at få opskriften på) og kirsebær/chokolademuffins medbragt af undertegnede. Solen og skyerne samarbejdede pænt, så der var sol det meste af tiden – men åbenbart ikke, da jeg tog dette billede 😉Sandvig2

Så satte vi kurs mod Kalvehave havn, hvor færgen til den lille ø Lindholm afgår.lindholmfærgen
Lindholm ejes af Statens Veterinærinstitut og kun medarbejdere, og folk med særlig tilladelse, må besøge øen. Her arbejdes der nemlig med diagnosticering af og forskning i forskellige virussygdomme, der kan skade produktionen af husdyr i Danmark, f.eks. svinepest og mund- og klovsyge. Fra havnen er der en smuk udsigt til Dronning Alexandrines Bro.Kalvehave

Efter også at have rundet Bakkebølle strand, hvor der igen var fin udsigt, denne gang over Storstrømmen og Farøbroerne, kørte vi hjemad, med et enkelt pitstop ved Rynkebjerg langdysse, som tog sig ekstra godt ud i den lave sensommersol. Ren guldalderidyl.Rynkebjerg

Aftenen gik alt for hurtigt med dejlig mad, vin, snak, mere vin, strik, kaffe, kage, calvados og (hvis jeg glemte at nævne det) snak. Til sidst var stakkels John segnefærdig (han havde også ført køretøjet, mens vi andre slappede af) og vi forbarmede os over ham og krøb til køjs.

John og Ellen var friske på endnu en omgang sightseeing søndag, og denne gang gik turen nordpå til KalklandetFaxe Kalkbrud er enormt, meget større end jeg havde forestillet mig og et ganske eksotisk syn sådan set fra oven.kalkbrud

På Stevns fik vi set både Rødvig, med det smukke krudttårn, og Stevns Klint med Højerup gamle kirke. Her besluttede en front af hidsige, sorte skyer at smide overskydende vand fra sig og vi flygtede ind på det nærliggende traktørsted i håb om kaffe. Desværre var der ikke plads, så vi kørte videre mod Stevns Naturcenter på Mandehoved.Højerup-Mandehoved

Fuglekiggerparadiset begavede os med synet af en fiskeørn og Ellen og jeg fik plukket lommerne fulde af flotte slåen, inden vi igen måtte kravle i ly for regnen. Vi besluttede, at det måtte være nok for denne gang og returnerede til ‘Den stråtækte’. Efter at have indtaget en sidste kop kaffe (med kage, ja), vendte den lille blå bil snuden mod nordsjælland, med to glade og indtryksmættede mennesker ombord. Vi takker for en skøn weekendSlåen-snaps 🙂

 

I år kommer der altså slåensnaps på julefrokostbordet, sammen med fyrrekogle- og paradisæblesnapsen. Efter et par dage i fryseren er der hældt vodka på bærrene og farven er allerede skiftet til en fin rosa.

Krudtværksfestival, motion – og en hviledag

frb-slot

Krudtværksområdet i Frederiksværk er et helt specielt miljø. Her holder en lang række foreninger og mindre erhvervsvirksomheder til. Hvert år i september afholder de sammen Krudtværksfestival, hvor foreningerne holder åbent hus og hele området er fyldt med stande (hovedsageligt med loppesager), mad og drikke, levende musik og andet gøgl. Det trækker rigtig mange mennesker til.

Lørdagen tilbragte jeg derfor i Raskmagerhuset, vævekredsens hus, hvor vores Bindestue også holder til. I Raskmagerhuset er der mange hyggelige spor af min mor, der tidligere var meget aktiv i foreningen. Billedtæppet på væggen i foreningens køkken, er f.eks. en prøve til et af de billedtæpper min mor designede som fællesarbejder.rask2

Sammen med en flok af strikkerne sad jeg på terrassen med strikketøjet, for at snakke med de mange mennesker der kom forbi. Kaffe og kage var der, som I ser, masser af til de besøgende og vores frokost, græsk mad og Retsina, hentede vi hos Græsk Forening.

Billedet af fire glade strikkere, bl.a. undertegnede, er lånt, for jeg fik ikke taget nogle af os.Krudtkvinder
Det er tydeligt, at der igen er ved at komme interesse for vævning. I kølvandet på strikke- og hækledillen har spinding, farvning, plantefarvning og nu vævning fået en opblomstring. I mange år har vævekredsen savnet yngre medlemmer, men det er der sandelig ændret på. Nu står vi pludselig med venteliste til vævekurserne og mange nye medlemmer. Jeg er også selv i gang med at planlægge et væveprojekt – i uld fra lageret!rask

Her er endnu et spor: Rammen om den sjove tekst, der handler om det oprindelige Raskmagerhus, er også min mors værk.

Mandag var jeg til yoga for anden gang. Det er lidt hårdt, men efter 1,5 time er kroppen dejlig varm og gennemarbejdet, så jeg nyder det faktisk (især bagefter). Trods rigelig mave har jeg lidt svært ved at lokalisere deciderede mavemuskler, så nu har jeg indledt et større eftersøgningsarbejde. Rita, yogainstruktøren, hævder nemlig at fem minutters træning om dagen i bare to uger kan gøre underværker, så nu prøver jeg at modbevise hende – eller få mig en glædelig overraskelse. Og her må Inge og Ellen godt grine højt, for jeg har bestilt sådan et uhyre (godt nok den gamle model):vivofit

I dag har jeg slappet af ved syltegryderne og med lidt bagning til onsdagens Bindestue. En gammel krydderkageopskrift med tyttebærsyltetøj blev støvet af og denne gang brugte jeg både usødet æblemos og en par spsk. ribsgele i stedet for tyttebærrene. Lidt for meget dej gav mulighed for mindre smagsprøver i muffinstørrelse og de blev både lækre og luftige.bag
Der er kogt hyben-æble-havtorn marmelade og jeg har forsøgt mig med at blande hybenmos i min traditionelle mirabellemosmarmelade. Begge dele er endt godt, så det er måske ikke sidste gang, at jeg prøver de blandinger? På den anden side; går det som det plejer, så laver jeg såmænd nye versioner næste gang. Det ER bare sjovere på den måde.sylt

i weekenden havde jeg bestilt en sæk grøntsager fra Søren Wiuff (med bl.a. årets allersidste portion hvide asparges). Der var også en pose mirabeller i, så i år har jeg ikke behov for at tage på mirabellerov i naturen. Til gengæld er jeg begyndt at samle til bunke af brombær. De modner over en længere periode, så dem fryser jeg efterhånden som jeg får plukket, indtil jeg har en ordentlig portion.

Så er det tirsdag = blogdag …

I dag handler det om strik.
Tidligere har jeg skrevet om Knitsoniks spændende måde at udvikle mønstre på og jeg har igen leget med farvet og mønstre. Denne gang deltog jeg i en swatch-along, hvor alle havde samme foto som udgangspunkt for mønstre og farvesammensætninger. Resultaterne, med det pågældende foto og Felicitys kommentarer, kan ses på Knitsoniks blogindlæg.larvestrik

Mit bidrag var dette – og igen kunne jeg have fortsat i en uendelighed med at kreere nye mønstre. Vildt inspirerende.

I løbet af forår og sommer har jeg bl.a. strikket på to sommerbluser, Isabell Kraemers ‘A hint of summer‘ og Ankestricks ‘Walk along‘. Fine bluser begge to, i henholdsvis Coast og Lincot. Den første er færdig og i brug, den anden er stort set færdig, men sat på standby, for jeg bøvler med at få halsen helt rigtig til mig.

I maj, på den årlige strikketur til Sverige med min gode strikkeveninder, fik jeg omsider sparket til at få afsluttet en to år gammel knitalong. Et skuldersjal i kniplingsstrik med masser af perler; mit første rigtige stykke ‘lace’ og noget af en opgave. Det er Renaissance shawl af Anne-Lise Maigaard. Jeg er glad for resultatet, selv om sjalet nok ikke vil blive brugt så tit, men det egner sig godt til at have over skuldrene til en fin kjole.hint

Lidt småt til børnebørnene er det også blevet til – dels min egen opskrift, inspireret af flere forskellige opskrifter, på ‘Puttehøns‘ til påske (som fremover kan bruges til at gemme et blødkogte æg i) og en lille Rajas Raglan til Sylvester. Temaet er vist gult …børnestrik

Jeg var jo på strikkekursus i foråret, for det er vigtigt for mig at få nye input. Meget af det vi gennemgik, havde jeg nu lært mig selv, men samvær med andre om strik er altid givende og der var skam også øjenåbnere iblandt. Og så har jeg fået smag for strikkeprøver i lange baner 😉

Mit første projekt fra kurset var ‘Brug bobler og bieser frit til et mindre arbejde’. Jeg valgte at lave håndledsvarmere og da mønstret fik lidt ‘prik-streg-prik’ over sig, blev det til Telegrafistvarmere 😉 Skulle nogen få lyst at strikke et par, så sig endelig til; jeg har en opskrift der meget gerne vil testes.

Et andet projekt var inspireret af et traditionelt mønster, som vi brugte til en strikkeprøve. Det kaldes ‘Skjøldrarnir’ (gavle) på Færøerne og ‘Dag och natt’ på Gotland. Jeg strikkede en tehætte i rester af et lækkert kidmohairgarn fra Dansk Mohair, Gotlandsk pelsuld fra Filcolana og Hverdagsuld fra Tusindfryd.tele-hætte

Det, jeg virkelig tænder på, er at arbejde med inspirationskilder og eget design. Derfor jeg har besluttet at vælge ‘Strik 3′, når det en gang udbydes igen. Strikketeknikker kan jeg sagtens lære mig selv, så det rene tekniknørdekursus, ‘Strik 4‘, springer jeg foreløbig over.

Mit store ønske er et kursus på Skals Højskole, med fokus på design. Jeg er også ret betaget af de mange rigtig gode strikkekurser der udbydes i Sverige (eks. HV’s i Stockholm), men det er desværre ikke praktisk muligt. Men jeg skal da deltage i to workshops på Knitwork i København i slutningen af måneden. Det er ‘Farvernes mekka’ ved Charlotte Kaae & Katrine Wohllebe og ‘Tvebinding’ ved Maria Gustafsson, så lidt inspiration bliver der fyldt på 🙂

Der er meget mere strik på vej, men det må komme i et senere indlæg.

Sylfide bliver jeg aldrig …

Ja, så er jeg her allerede igen. Jeg stod nemlig og smurte min (smørløse) frokost og tænkte lidt på min figur; ret sikker på, at der var for meget energi i måltidet, selv om det var både sundt og godt.

Jeg er vild med gode, gammeldags rugbrødsmadder og har svært ved at undvære dem. Der er næsten altid fisk (sjældnere kød) og grønt på brødet og meget gerne en god rygeost i sæsonen. Middagsrester er også fremragende pålæg, når man gerne vil undgå madspild. Frokosten i dag bestod af fire meget tynde skiver hjemmebagt rugbrød (uden smør) med følgende pålæg.frokost

  • Ålbæks skønne fennikelpølse (i tynde skiver) og forårsløg med lidt dijonsennep under
  • Agurk og basilikum med en smule mayo under
  • Kogt kylling i valnøddecreme (en middagsrest) med persille
  • Kogt kartoffel, løg og gomasio, med en smule mayo under
  • Og så lige to tomater og et par radiser med lidt salt, persille og surkløver fra haven.

Som ung var jeg, trods en glubende appetit, åleslank og nok for tynd, trods kvindelige former. Nu har hormoner, børnefødsler, bevægelsesmønstre og et langt livs glæde ved god mad fyldt ud hele vejen rundt. Heldigvis for mig, fordeler det overskydende fedt sig nogenlunde harmonisk over hele kroppen, men, men, men … Der ER altså lidt for meget af mig.

spritz

En spritz (inspiration fra sommerens tur til Italien) eller en cortado med mørk chokolade er luksus

Jeg har aldrig været den store ‘kurmager’, men for 11 år siden tabte jeg mig faktisk 12 kg. Det var dengang Årstiderne havde en slankekasse med medfølgende opskrifter – og det var egentlig ikke så svært. De mellemliggende år har vægten langsomt sneget sig op over den øvre BMI-normalgrænse igen – og det hjælper desværre ikke at bruge den alternative taljemålsmetode i stedet, suk. Nogle halvhjertede forsøg på forbedring, bl.a. med Madlog, er det blevet til, men endnu er overvægten nok mere et kosmetisk end et direkte helbredstruende problem og hjertet er som sagt ikke helt med på spøgen.

Jeg spiser sundt og grønt, uden en masse søde sager og ret mange alkoholiske drikke. Mit absolut mådeholdne slikforbrug består mest af lidt god, mørk chokolade til kaffen og lidt saltlakrids. Kager er en sjældenhed. Til gengæld er jeg vild med gode oste, æg og nybagt brød. Efter at have forladt arbejdsmarkedet, så snack’er jeg nok lidt for mange mandler i løbet af dagen; godt nok er det sundt fedt, men det ER jo stadig fedt. Alt i alt er problemet, at der ryger mere indenbords, end der forbruges!Fjordtur

For motion kniber det også med; det er altså SÅ usigeligt kedeligt. Jeg har, også som barn, holdt mest af stillesiddende sysler, så jeg vil selvfølgelig ti gange hellere sidde i sofaen og strikke, end mase rundt 😉 Det bliver kun til de gængse traveture (med Endomondo, når jeg ellers husker det) og lidt daglige gymnastiske øvelser for ryg, nakke, skuldre, arme osv. Det er vist det.
Nu har jeg meldt mig til yoga i aftenskolen og er skrevet op til en plads i aktivitetscentrets (gratis) motionsrum. Det skulle forhåbentlig give lidt mere gang i kroppen. Måske skal jeg også lokke datteren til at genoptage vores svømmesøndage (endnu en gang)?
Sådan en kilometer i vand en gang om ugen er også værd at tage med i regnskabet.

To blog – or not to blog …

Brunshuse

Sommer i Brunshuse

Livet udenfor skærmen lader sig ikke stoppe, men sådan er det åbenbart ikke med blogningen.
I al fald har sommeren gået sin gang, uden at trangen til at skrive på bloggen har meldt sin ankomst, sådan for alvor. Også selv om uhyrlige mængder af spamkommentarer dagligt har henledt min opmærksomhed på den 🙁violykke

Forleden var jeg til et meget hyggeligt strikke-blogtræf hos Violykke. Næsten alle de der var med var ‘bagud’ på blogindlæg og den smådårlige samvittighed plagede en smule. Vi tænker jo på de ‘venner’ der læser med og synes de har krav på lidt nyt. For en hel dels vedkommende var det Instagram, der havde taget over. Det er også tilfældet for mig. Hurtige billeder, med en lille kommentar, der nemt lader sig uploade på farten – ikke så megen eftertænksomhed, ikke det store tidsforbrug og ingen bøvlet redigering af billeder. Og så er mange af ‘vennerne’ efterhånden også repræsenteret der.

På vej hjem i bilen snakkede jeg med Bettina om dilemmaet. For vi vil egentlig gerne blogge. Bettina mente struktur var vigtig og jeg har tænkt over det og besluttet at lægge mit bloggeri i faste rammer, foreløbig en fast dag en gang om ugen, så må vi se om det giver resultat. Skulle trangen komme over mig, så er det dog tilladt med ekstra indlæg 😉

Jeg mangler f.eks. at fortælle om en vidunderlig togtur til det nordlige Italien i maj, en skøn sommerferie med børn og børnebørn på sydfyn, vidunderlige madoplevelser, ture til (og med) venner og familie og alle de ganske banale daglige hændelser – og så selvfølgelig strikketøjet.

Men det der fylder mit liv nu, er min mors død den 25. juli i år. Min helt usædvanlige, kloge, kreative, betænksomme og kærlige mor er ladt tilbage, mens vi andre bevæger os støt og ubønhørligt fremad, ind i fremtiden. ER_blog

På hendes 90 års fødselsdag, den 26. august, holdt vi urnenedsættelse og spiste frokost sammen for at fejre hendes liv. Min far, som fyldte 90 i starten af juli, er selvfølgelig knust.
I samfulde 66 år var han helt og aldeles forelsket i min mor. Det tomrum der nu er opstået, kan ingen af os afhjælpe, uanset hvor meget vi står ved hans side. Det er svært.

Jeg finder trøst i tanken om det gode liv hun havde, den dejlige familie hun skabte og udfrielsen af den smerte og træthed der prægede det sidste halve år af hendes liv. Og så har jeg arvet hendes ufærdige strikketøj og billedvævning og finder stor glæde i at sidde med det i hænderne. Begge dele har jeg arbejdet koncentreret med og begge dele er ved at være færdige. Billedvævningen, et portræt af min far, skal hænge hos ham og tæppet i modulstrik, som min mor selv har designet (et af rigtig mange vidt forskelligERarbejdere), er til min bror.

Jeg har været så letsindig at love at lave en opskrift på tæppet (min mor strikkede bare ud af hovedet), så mon ikke den dukker op her, når jeg engang bliver færdig?