Long time no see …

Her gik jeg og troede, at min blog var helt og aldeles stedt til hvile; men, i takt med at foråret spirer og gror derude, dukker jeg op fra flere vintres hi, for jeg har tænkt.

I morges, da vi skulle til at vende hjem fra et dejligt besøg hos John og Ellen ved Præstø, vendte Ellen og jeg kort blogskrivningens glæder og kvaler. Jeg læser glad og gerne med hos jer andre og føler mig ret velinformeret om jeres gøren og laden, selv om jeg sjældent kommenterer.

Ellen savnede at kunne følge med i mine meritter (hun bruger ikke Instagram, som ellers er min foretrukne platform) og min lyst til at blogge ligger stadig og ulmer. Jeg synes bare, at det tager rigtig megen tid, mere end jeg egentlig har lyst til at bruge. Desuden er mit liv på ingen måde eventyrligt, snarere tvært imod, så jeg risikerer at gentage mig selv og køre i ring, hvilket sjældent er spændende. Men, jeg prøver altså og må se om jeg kan finde en knap så tidrøvende metode 😉

Som sagt har vi lige været et par dage sydpå. På vej til Lolland måtte jeg en lille omvej rundt om Svinø til Uldtrolden på Ægbækgaard. En helt fantastisk gårdbutik, der bugner af garn, spindefibre, rokke, vævegrej og meget andet helt uimodståeligt. Jeg fandt et smukt bundt merinosilke fra Grignasco i Ellens yndlingsfarve – og lidt småting til mig selv. Vi rundede Saxkøbing, kiggede på hotellet, der er blevet renoveret så fint og var indenom den lokale garnbutik, der desværre lugtede lidt for meget af røg, til at man havde lyst til at handle. En tur rundt om kirken bød på et overraskende syn af en smukt blomstrende løgplæne med sartblå scilla, vintergækker og hvide krokus med et lillebitte indslag af lilla.

Målet med turen var en overnatning på det herskabelige Bandholm Hotel (en fødselsdagsgave fra husbonden) med det helt store udtræk, Vi startede med et glas yderst velsmagende dansk cider (fremstillet efter champagnemetoden) som ledsagede en lille snack, derefter syv dejlige retter mad med lige så mange skønne vine og et grundigt punktum med kaffe og grappa.
Jeg drikker ikke alkohol så ofte, så jeg var glad for at kunne vakle direkte i den meget behagelige seng og sove som en sten.

Næste morgen stod vi op til det smukkeste forårsvejr og efter en god morgenmad mente vi nok, at den friske luft ville have god gavn af os! Det blev til en tur langs stranden og ud på havnen til badeanstalten ved Askøfærgens leje, mens vi nød den smukke lyseblå himmel og ditto hav, som nærmest gik i et.

Fredag fik vi besøgt Stokkemarke Kirke (det vil jeg fortælle lidt om senere) og landbruget Knuthenlund med den fine gårdbutik, som serverede en frokosttallerken fyldt med gårdens lækre produkter, øl fra Krenkerup (hvis hjemmeside man åbenbart ikke må kigge på, hvis man er under 18!?) og saft fra Bryghuset Møn. Turen gik videre til Fuglsang Kunstmuseum – et dejligt, overskueligt museum i de skønneste omgivelser med den smukkeste udsigt over Lollands flade marker. Meget apropos al den gode mad og drikke vi nød, hed den aktuelle særudstilling ‘Ved bordet – mennesker, mad og nature morte’ 🙂

Fra Fuglsang kørte vi direkte til John & Ellen, der stod klar med kaffe, endnu en skøn middag, vin og den dejligste dessertkage. Vi lever som sagt godt i disse dage! Masser af god snak, en meget træt gæst (mig), der nikkede flittigt i løbet af aftenen og måtte kapitulere på den absolut pæne side af midnat. John var så venlig at følge mit eksempel, mens Ellen og husbonden holdt lidt længere ud 😉

Efter det gode og rigelige morgenbord drog vi videre til Amager, for et kort pitstop hos søn og svigerdatter, så vi bl.a. kunne kramme lidt på børnebørnene, der vokser med lynets hast 🙂

Nu er vi hjemme igen og slår maver, læser blogs, tjekker Facebook og slapper af – og er helt, helt stille imens.

10 tanker om "Long time no see …"

  1. Ellen

    Jaahhhh – det var søreme godt vi fik vores lille blogsnak 😀
    Hvor er det dejligt at se dig skrive igen – du har jo i den grad ordet i din magt. Eller i din hånd. Eller noget … det er i hvert fald en fornøjelse at læse.
    Garnet blev jeg superglad for, som du ved; Knuthenlund er blevet endnu mere et must end det ellers har været; Ægbækgård kendte jeg slet ægge, men det kommer jeg til! Røglugtende garnbutikker gider vi ikke, men hvor er det dejligt, at vi gider blogge … velkommen tilbage, jeg håber at se meget mere til dig … også i blogland.

    Svar
    1. Fiberfryd Forfatter

      Tak, Ellen! Det var det lille spark, jeg havde brug for. Nu gælder det bare om at holde takten – der er et stort bagkatalog at tage af lige nu, men på et tidspunkt løber jeg måske tør 😉 Men den tid, den sorg.

      Svar
  2. Pia

    Dejligt at læse lidt om vores skønne område, fra andre end os der bor her. Vi har nemlig rigtigt meget at byde på, her på Lolland, men Lolland-Falster lovestorm har sat gang i rigtigt meget. I har jo kredset lige omkring vores dejlige private lille smørhul 🙂

    I modsætning til dig, har jeg stort set ikke læst blogge det sidste halve år, så jeg ved ikke, hvad der er sket rundt omkring. Det virkelige liv har tager al min tid, men det er der så til gengæld et enkelt blogindlæg på vej om 🙂
    Instragram har ikke fanget mig. Jeg oprettede ellers en profil, men der skete ikke ret meget mere end det, og det er droppet helt igen.

    Svar
    1. Fiberfryd Forfatter

      Jamen der er da så skønt, på Lolland! Vi skal i al fald tilbage igen, når det er sommer, for meget er stadig lukket ned for vinteren (ligesom her, hvor sommergæsterne endnu ikke er ankommet). Jeg vil glæde mig til at læse lidt om den tid der er gået 🙂

      Svar
    1. Fiberfryd Forfatter

      Tak, Lene! Jeg er helt forbløffet over, så kvikke I er til at registrere min tilsynekomst <3

      Svar
  3. Linnea

    Grunden til, at deres hjemmeside ikke må læses af mindreårige er, at man kan blive ‘krenket’
    Høhø… jeg slægter vist far på

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *