Månedsarkiv: maj 2017

Brændevin og strikket renæssance

Det griber om sig. Efter min korsknapsnaps blev sat i gang, fik jeg blod på tanden.
I haven har jeg en del brændenælder; det er godt for insekterne, men knap så spændende for mig. I Niels Stærups bog faldt jeg over en opskrift på brændenældesnaps, og så var det jo bare at gå i gang. Det er også aspargestid (og der skal smovses skal der) og jeg læste, at Adam Aamann var ret begejstret for en snaps på grønne asparges. Fra anden side har jeg hørt, at det er rødderne der giver den bedste snaps, men de er ikke helt så nemme at få fingre i, så jeg holdt mig til de grønne.

Derfor står der nu tre flasker med gode sager på vej – og det må vist være på tide, at jeg gør alvor af det gamle husråd om at snuppe en lille dram daglig, for ellers får jeg da aldrig ‘bugt’ med al den krydderbrændevin, som jeg synes det er så sjovt at producere.

Søndag besøgte jeg, sammen med mine strikkeveninder, en fin udstilling på Frederiksborg Slot.

Det er altid en fornøjelse at gå en tur ved søen og slottet, og endnu bedre bliver det, når vejret er så smukt. Beliggenheden er fantastisk, og selv om jeg har færdedes i Hillerød på daglig basis i en årrække, så bliver jeg hvert gang overrasket over, så smukt de røde mure, de kunstfærdige grønne spir og de nypudsede forgyldte kugler tager sig ud, især på baggrund af blå himmel, nyudsprungne træer og den smukke sø. Et rigtigt eventyrslot.

Turister er der altid mange af. Som en summende myggesværm, med smartphones, kameraer, poseringer og store smil (men ingen selfiestænger; hvor blev de mon af).
I disse år er det kineserne der dominerer turistflokkene og jeg synes egentlig, at det er ganske sjovt, at verdens skævhed rettes en smule op. Vi, fra Europa og USA, har i årtier rejst rundt og oplevet/forbrugt eksotiske steder – nu får vi selv lov til at være mere eller mindre fremmedartede indslag 😉

Men tilbage til udstillingen. Netmaskerne er en gruppe maskinstrikkende kunsthåndværkere, der siden 2000 har uddannet sig sammen og inspireret hinanden. De har flere gange haft udstillinger med beklædning med udgangspunkt i et fælles tema; denne gang renæssancen.

Der var smukke, særprægede, farvestrålende, douce, luftige og bastante bud. Noget var ligetil og brugbart, andet var mere en idé eller et kunstværk. Vi syv havde blik for vidt forskellige ting og det er altid inspirerende. Billederne er ikke alt for gode, for lysindfaldet fra de dybe vinduer, gjorde fotografering vanskelig.

Meget fin virkning med et damaskmønster i hhv. ubleget uld og hvid hør.

Der blev taget udgangspunkt i mønstre og farver – eller bare form

Den lækreste tynde merionould forvandlet til næsten vatterede,elastiske stoffer – og posebukser og pibekrave oversat til et ungt, festligt antræk

Der var forbud mod at pille ved dragterne, men hver model havde en fin planche med billedinspiration, beskrivelse og prøver, man kunne føle på

Denne florlette sag med tilhørende let jakke med lang sjalskrave og smukke borter var en af mine favoritter

Ud over de strikkede gevandter var der en meget interessant portrætudstilling. En blanding af nordiske og kinesiske kunstnere udstillede malerier og fotografier – og et enkelt videoværk havde også fundet vej. De små rum fungerer rigtigt godt til udstillingsformål. Igen var spændvidden stor. Fra de mest nøjagtige og detaljerede malerier til enkle, udtryksfulde portrætter malet i store strøg. Skønhed, gru, humor og tristesse var alle repræsenteret. En virkelig godt kurateret udstilling.

Selfiekulturen portrætteret

De øjne …

Vi sluttede oplevelsen af med at spise frokost og drikke kaffe på en nærliggende cafe, og kunne heldigvis sidde ude i det skønne vejr og snakke og strikke, inden vi drog hver til sit.

 

Næsset rundt – og lidt til maven

Der er næsten gået et år, siden vi sidst var i lånesommerhuset på Ordrup Næs, så det var skønt at have en dejlig, lang forsommerweekend at nyde det i.

Vi ankom først fredag, for Peter havde en aftale torsdag aften. Vejret var blæsende, men solrigt og huset lunt og lyst. Mens vi var deroppe fik vi både gråvejr, mere blæst, vindstille, dis/tåge og natteregn. Søndag blev det igen solskin og tidspunktet for afrejsen blev trukket så længe som muligt, men nu er vi hjemme, fyldt med dejlige indtryk.

Fredagen gik med terrassehygge og ikke ret meget andet for mit vedkommende, mens Peter fik slået græsset. Som sædvanligt var vi en tur på Dragsholm Spisehus om aftenen; det er en fast tradition, som vi nødig bryder.

Lørdag var det meget gråt, men overraskende lunt. Vi gik en dejlig tur næsset rundt – og I er inviteret med.

Vi starter med at krydse tværs over næsset ad grusvej og sti (det er ikke en lang tur) og går ned af den stejle trætrappe til sydstranden.

Her ligger vores gode badestrand. Sandet er hvidt, der er kun få sten og en smuk udsigt til spidsen af næsset, til Nekselø og i det fjerne også Sejrø.
Vandet lokker krystalklart og sandbunden er, ude forbi småstenene i vandkanten, stenfri og riflet. For første gang i år får jeg tæerne (og buksebenene!) i saltvand. Det er køligt, men ikke uudholdeligt, så et langt stykke pjasker jeg afsted i vandkanten; det bedste sted at gå, når man befinder sig på en sandstrand.

Og, som jeg plejer, finder jeg en sten til min, i forvejen for alt store, samling. Det ligner da næsten en natsværmer, med de sjove striber?

Vi nærmer os Næbbet og stranden bliver mere stenet og tangen vugger stille, så jeg kravler i fodtøjet igen.

Med tæer som summer af liv og energi (og får mig til at forstå, hvorfor nogle mennesker finder på at vinterbade) åbner jeg det tunge, knagende træled for enden af stranden og vi fortsætter op på de smukke græsklædte bakker.

Her går en stor flok hvide, brune og sorte får, med lam i lige så mange farver. De græsser og smider uldtotter alle vegne, men er lidt sky, så de holder sig en smule på afstand af os. Fårene er gode naturplejere, som sørger for at området ikke gror til, men beholder sit karakteristiske udseende. 

En flok familier, der er på tur sammen, fisker og hygger sig med børnene. En far fanger en hornfisk og både han og hans søn ser ud til at være lidt utrygge ved situationen.
Flere andre familier er ude at gå tur, men alligevel hviler der en særlig ro og tidløshed over stedet.

En lille pige sidder længe helt stille på en skråning. Et får har lagt sig fredeligt tilrette ved siden af hende med sine to lam. De lader sig beundre og snuser ind imellem nysgerrigt til pigen – det er næsten magisk.

På den kuperede vestside, Brændeklint, flyver digesvalerne travlt omkring, lærkerne synger lystigt og edderfugle og skarv vugger på bølgerne.

Engelskgræs, bellis, smørblomster og gule kurveblomster, der ligner høgeurt, lyser op i klynger – det er de blomster som dyrene helst lader stå.

Idyllen er intakt, indtil jeg, i et forsøg på at fotografere de botaniske skønheder fra jordhøjde, er ved at lægge mig i en bunke lodne larver der vrider og vender sig.

Insekter er ganske vist det nye sort, men ingen af os har lyst til at smage på dem.

Efter et lille ormefrit hvil på græsset på klintens højeste punkt, vender vi næsen hjemad. Nu runder vi nordside af Næbbet og går nedad mod de små kær.

Vi når ned til træerne og forlader Næbbet. Fra leddet snor en smal sti sig ud og ind og op og ned langs kanten af Svaleklint. Slåen, brombær og rynket rose danner arrige, ugæstfri krat mellem os og stenene på stranden langt nede. Et sted udvider stien sig og en bænk står strategisk placeret, så udsigten mod Sjællands Odde kan nydes, men vi fortsætter.

Efterhånden når vi ned i strandniveau igen. Et led mere og vi står på ‘Engen’, en stenet strandeng, hvor der om sommeren går kvæg. Her er meget smukt og fredfyldt. Længere væk kan vi skimte den lille enklave af sommerhuse, hvor vi bor. Floraen er overvældende. Den ligner Næbbets, men er mere frodig, da her ikke går dyr endnu. Her vokser bl.a. masser af kornet stenbræk og jeg finder en lille koloni af de sjældne (og lidet iøjnefaldende) nikkende kobjælder.

Igennem endnu et led og vi kan vandre videre ad stenstranden med de mange køer (altså dem af sten). Her vokser strandkålen i fine klynger og jeg samler en portion af de nye, sprøde og endnu let rødlige skud – et dejligt vitamintilskud til aftensmaden.

Vi krydser med et par hop kilden, der løber ned over stranden. To fiskere i waders snakker stille sammen et godt stykke ude, men stemmerne bæres over det stille vand helt ind til os.
Lidt længere fremme drejer vi op ad en smal sti mellem to små bakker. Igen skal vi gennem et område, hvor der går får eller kvæg om sommeren – og igen er der solide træled der skal åbnes og falder i igen med et dumpt smæld.
Her er temmelig sumpet, for der ligger en lille sø med tagrør, blishøns, rørhøns, ænder og svaner. Den grænser op til sommerhusets grund, så vi går rundt om søen, gennem det allersidste led og er hjemme igen. Tak, fordi I fulgte med på turen.

 

Strandkålen? Den endte rå og fint hakket i en salat med æbletern, en olie/limesaft/honning dressing og med et knasende drys af saltmandler. Kålens lette bitterhed og sennepsskarpe bid passer perfekt til den syrligsøde smag fra æbler og dressing.

I dag samlede jeg en portion mere til at tage med hjem. Vi har godt nok strandkål på vores egen strand, men ikke i samme mængder.

Jeg fandt også en masse korsknap i blomst, på marken ved den lille sø, så jeg fik samlet en stor portion af de små blomster. Nu har jeg hældt dem på en flaske og fyldt op med vodka, så om to år (!) er der forhåbentlig en rigtig dejlig snaps klar. Desværre tager den ikke farve af blomsterne, tværtimod har alkoholen allerede i dag fjernet den smukke lilla farve helt.

 

Her sidder jeg og stirrer mod Sveriges kyst …

Lille dreng ved stort vand – søde Vilfred sad længe og stirrede og tænkte, så man næsten kunne høre det knage.

Vi havde en herlig søndag hos Peters bror forleden. De to brødre og deres svoger med familier (sjællandsfraktionen) mødtes til forårsfrokost i Espergærde.

Steen og Mette bor helt vidunderligt; fra haven går man direkte ud på stranden, ved siden af Espergærde havn. Det er huset med de to træaltaner midt i billedet, så de har også den skønneste udsigt over Øresund, både fra stuen og fra første sal.

22 mennesker blev vi, når ægtefæller, kærester, børn og børnebørn blev talt med. Alderen spænder vidt. Den ældste i ‘barnebarnsgenerationen’ er Tara på 20 år, som lige om lidt drager på rundtur i Asien med sin kæreste. Den yngste er Sara på bare 10 uger. Heldigvis er der længe til, at hun drager ud på egen hånd. Jeg synes det er ’slemt nok’, at Vilfred allerede skal i skole til sommer.

Alle medbringer noget spiseligt og ingen gik sultne hjem! Peters bror, Steen, er begyndt at brygge sit eget øl og det gør han godt. Denne gang serverede han en kraftig orange ale med navnet Nils #2, opkaldt efter deres storebror, som desværre døde sidste år.

Nogen er vant til at lege på gulvet 🙂

Vejret var fint, omend lidt køligt, så efter den gode frokost, blev der både leget, bygget sandslotte og spillet kongespil og petanque.

Og vi fangede Pokémons! Det hygger Vilfred og jeg os med, for det kan de andre slet ikke finde ud af 😉
På Pokémonturen mødte vi en rar lystfisker som gerne ville snakke med os. Han havde fanget tre fine hornfisk og heldigvis kom Magnus, Signe og Sylvester til, så de også kunne se den hornfisk, der havde brækket halvdelen af ‘hornet’! Det var drama i børnehøjde.