Forfatterarkiv: Fiberfryd

Brændevin og strikket renæssance

Det griber om sig. Efter min korsknapsnaps blev sat i gang, fik jeg blod på tanden.
I haven har jeg en del brændenælder; det er godt for insekterne, men knap så spændende for mig. I Niels Stærups bog faldt jeg over en opskrift på brændenældesnaps, og så var det jo bare at gå i gang. Det er også aspargestid (og der skal smovses skal der) og jeg læste, at Adam Aamann var ret begejstret for en snaps på grønne asparges. Fra anden side har jeg hørt, at det er rødderne der giver den bedste snaps, men de er ikke helt så nemme at få fingre i, så jeg holdt mig til de grønne.

Derfor står der nu tre flasker med gode sager på vej – og det må vist være på tide, at jeg gør alvor af det gamle husråd om at snuppe en lille dram daglig, for ellers får jeg da aldrig ‘bugt’ med al den krydderbrændevin, som jeg synes det er så sjovt at producere.

Søndag besøgte jeg, sammen med mine strikkeveninder, en fin udstilling på Frederiksborg Slot.

Det er altid en fornøjelse at gå en tur ved søen og slottet, og endnu bedre bliver det, når vejret er så smukt. Beliggenheden er fantastisk, og selv om jeg har færdedes i Hillerød på daglig basis i en årrække, så bliver jeg hvert gang overrasket over, så smukt de røde mure, de kunstfærdige grønne spir og de nypudsede forgyldte kugler tager sig ud, især på baggrund af blå himmel, nyudsprungne træer og den smukke sø. Et rigtigt eventyrslot.

Turister er der altid mange af. Som en summende myggesværm, med smartphones, kameraer, poseringer og store smil (men ingen selfiestænger; hvor blev de mon af).
I disse år er det kineserne der dominerer turistflokkene og jeg synes egentlig, at det er ganske sjovt, at verdens skævhed rettes en smule op. Vi, fra Europa og USA, har i årtier rejst rundt og oplevet/forbrugt eksotiske steder – nu får vi selv lov til at være mere eller mindre fremmedartede indslag 😉

Men tilbage til udstillingen. Netmaskerne er en gruppe maskinstrikkende kunsthåndværkere, der siden 2000 har uddannet sig sammen og inspireret hinanden. De har flere gange haft udstillinger med beklædning med udgangspunkt i et fælles tema; denne gang renæssancen.

Der var smukke, særprægede, farvestrålende, douce, luftige og bastante bud. Noget var ligetil og brugbart, andet var mere en idé eller et kunstværk. Vi syv havde blik for vidt forskellige ting og det er altid inspirerende. Billederne er ikke alt for gode, for lysindfaldet fra de dybe vinduer, gjorde fotografering vanskelig.

Meget fin virkning med et damaskmønster i hhv. ubleget uld og hvid hør.

Der blev taget udgangspunkt i mønstre og farver – eller bare form

Den lækreste tynde merionould forvandlet til næsten vatterede,elastiske stoffer – og posebukser og pibekrave oversat til et ungt, festligt antræk

Der var forbud mod at pille ved dragterne, men hver model havde en fin planche med billedinspiration, beskrivelse og prøver, man kunne føle på

Denne florlette sag med tilhørende let jakke med lang sjalskrave og smukke borter var en af mine favoritter

Ud over de strikkede gevandter var der en meget interessant portrætudstilling. En blanding af nordiske og kinesiske kunstnere udstillede malerier og fotografier – og et enkelt videoværk havde også fundet vej. De små rum fungerer rigtigt godt til udstillingsformål. Igen var spændvidden stor. Fra de mest nøjagtige og detaljerede malerier til enkle, udtryksfulde portrætter malet i store strøg. Skønhed, gru, humor og tristesse var alle repræsenteret. En virkelig godt kurateret udstilling.

Selfiekulturen portrætteret

De øjne …

Vi sluttede oplevelsen af med at spise frokost og drikke kaffe på en nærliggende cafe, og kunne heldigvis sidde ude i det skønne vejr og snakke og strikke, inden vi drog hver til sit.

 

Næsset rundt – og lidt til maven

Der er næsten gået et år, siden vi sidst var i lånesommerhuset på Ordrup Næs, så det var skønt at have en dejlig, lang forsommerweekend at nyde det i.

Vi ankom først fredag, for Peter havde en aftale torsdag aften. Vejret var blæsende, men solrigt og huset lunt og lyst. Mens vi var deroppe fik vi både gråvejr, mere blæst, vindstille, dis/tåge og natteregn. Søndag blev det igen solskin og tidspunktet for afrejsen blev trukket så længe som muligt, men nu er vi hjemme, fyldt med dejlige indtryk.

Fredagen gik med terrassehygge og ikke ret meget andet for mit vedkommende, mens Peter fik slået græsset. Som sædvanligt var vi en tur på Dragsholm Spisehus om aftenen; det er en fast tradition, som vi nødig bryder.

Lørdag var det meget gråt, men overraskende lunt. Vi gik en dejlig tur næsset rundt – og I er inviteret med.

Vi starter med at krydse tværs over næsset ad grusvej og sti (det er ikke en lang tur) og går ned af den stejle trætrappe til sydstranden.

Her ligger vores gode badestrand. Sandet er hvidt, der er kun få sten og en smuk udsigt til spidsen af næsset, til Nekselø og i det fjerne også Sejrø.
Vandet lokker krystalklart og sandbunden er, ude forbi småstenene i vandkanten, stenfri og riflet. For første gang i år får jeg tæerne (og buksebenene!) i saltvand. Det er køligt, men ikke uudholdeligt, så et langt stykke pjasker jeg afsted i vandkanten; det bedste sted at gå, når man befinder sig på en sandstrand.

Og, som jeg plejer, finder jeg en sten til min, i forvejen for alt store, samling. Det ligner da næsten en natsværmer, med de sjove striber?

Vi nærmer os Næbbet og stranden bliver mere stenet og tangen vugger stille, så jeg kravler i fodtøjet igen.

Med tæer som summer af liv og energi (og får mig til at forstå, hvorfor nogle mennesker finder på at vinterbade) åbner jeg det tunge, knagende træled for enden af stranden og vi fortsætter op på de smukke græsklædte bakker.

Her går en stor flok hvide, brune og sorte får, med lam i lige så mange farver. De græsser og smider uldtotter alle vegne, men er lidt sky, så de holder sig en smule på afstand af os. Fårene er gode naturplejere, som sørger for at området ikke gror til, men beholder sit karakteristiske udseende. 

En flok familier, der er på tur sammen, fisker og hygger sig med børnene. En far fanger en hornfisk og både han og hans søn ser ud til at være lidt utrygge ved situationen.
Flere andre familier er ude at gå tur, men alligevel hviler der en særlig ro og tidløshed over stedet.

En lille pige sidder længe helt stille på en skråning. Et får har lagt sig fredeligt tilrette ved siden af hende med sine to lam. De lader sig beundre og snuser ind imellem nysgerrigt til pigen – det er næsten magisk.

På den kuperede vestside, Brændeklint, flyver digesvalerne travlt omkring, lærkerne synger lystigt og edderfugle og skarv vugger på bølgerne.

Engelskgræs, bellis, smørblomster og gule kurveblomster, der ligner høgeurt, lyser op i klynger – det er de blomster som dyrene helst lader stå.

Idyllen er intakt, indtil jeg, i et forsøg på at fotografere de botaniske skønheder fra jordhøjde, er ved at lægge mig i en bunke lodne larver der vrider og vender sig.

Insekter er ganske vist det nye sort, men ingen af os har lyst til at smage på dem.

Efter et lille ormefrit hvil på græsset på klintens højeste punkt, vender vi næsen hjemad. Nu runder vi nordside af Næbbet og går nedad mod de små kær.

Vi når ned til træerne og forlader Næbbet. Fra leddet snor en smal sti sig ud og ind og op og ned langs kanten af Svaleklint. Slåen, brombær og rynket rose danner arrige, ugæstfri krat mellem os og stenene på stranden langt nede. Et sted udvider stien sig og en bænk står strategisk placeret, så udsigten mod Sjællands Odde kan nydes, men vi fortsætter.

Efterhånden når vi ned i strandniveau igen. Et led mere og vi står på ‘Engen’, en stenet strandeng, hvor der om sommeren går kvæg. Her er meget smukt og fredfyldt. Længere væk kan vi skimte den lille enklave af sommerhuse, hvor vi bor. Floraen er overvældende. Den ligner Næbbets, men er mere frodig, da her ikke går dyr endnu. Her vokser bl.a. masser af kornet stenbræk og jeg finder en lille koloni af de sjældne (og lidet iøjnefaldende) nikkende kobjælder.

Igennem endnu et led og vi kan vandre videre ad stenstranden med de mange køer (altså dem af sten). Her vokser strandkålen i fine klynger og jeg samler en portion af de nye, sprøde og endnu let rødlige skud – et dejligt vitamintilskud til aftensmaden.

Vi krydser med et par hop kilden, der løber ned over stranden. To fiskere i waders snakker stille sammen et godt stykke ude, men stemmerne bæres over det stille vand helt ind til os.
Lidt længere fremme drejer vi op ad en smal sti mellem to små bakker. Igen skal vi gennem et område, hvor der går får eller kvæg om sommeren – og igen er der solide træled der skal åbnes og falder i igen med et dumpt smæld.
Her er temmelig sumpet, for der ligger en lille sø med tagrør, blishøns, rørhøns, ænder og svaner. Den grænser op til sommerhusets grund, så vi går rundt om søen, gennem det allersidste led og er hjemme igen. Tak, fordi I fulgte med på turen.

 

Strandkålen? Den endte rå og fint hakket i en salat med æbletern, en olie/limesaft/honning dressing og med et knasende drys af saltmandler. Kålens lette bitterhed og sennepsskarpe bid passer perfekt til den syrligsøde smag fra æbler og dressing.

I dag samlede jeg en portion mere til at tage med hjem. Vi har godt nok strandkål på vores egen strand, men ikke i samme mængder.

Jeg fandt også en masse korsknap i blomst, på marken ved den lille sø, så jeg fik samlet en stor portion af de små blomster. Nu har jeg hældt dem på en flaske og fyldt op med vodka, så om to år (!) er der forhåbentlig en rigtig dejlig snaps klar. Desværre tager den ikke farve af blomsterne, tværtimod har alkoholen allerede i dag fjernet den smukke lilla farve helt.

 

Her sidder jeg og stirrer mod Sveriges kyst …

Lille dreng ved stort vand – søde Vilfred sad længe og stirrede og tænkte, så man næsten kunne høre det knage.

Vi havde en herlig søndag hos Peters bror forleden. De to brødre og deres svoger med familier (sjællandsfraktionen) mødtes til forårsfrokost i Espergærde.

Steen og Mette bor helt vidunderligt; fra haven går man direkte ud på stranden, ved siden af Espergærde havn. Det er huset med de to træaltaner midt i billedet, så de har også den skønneste udsigt over Øresund, både fra stuen og fra første sal.

22 mennesker blev vi, når ægtefæller, kærester, børn og børnebørn blev talt med. Alderen spænder vidt. Den ældste i ‘barnebarnsgenerationen’ er Tara på 20 år, som lige om lidt drager på rundtur i Asien med sin kæreste. Den yngste er Sara på bare 10 uger. Heldigvis er der længe til, at hun drager ud på egen hånd. Jeg synes det er ’slemt nok’, at Vilfred allerede skal i skole til sommer.

Alle medbringer noget spiseligt og ingen gik sultne hjem! Peters bror, Steen, er begyndt at brygge sit eget øl og det gør han godt. Denne gang serverede han en kraftig orange ale med navnet Nils #2, opkaldt efter deres storebror, som desværre døde sidste år.

Nogen er vant til at lege på gulvet 🙂

Vejret var fint, omend lidt køligt, så efter den gode frokost, blev der både leget, bygget sandslotte og spillet kongespil og petanque.

Og vi fangede Pokémons! Det hygger Vilfred og jeg os med, for det kan de andre slet ikke finde ud af 😉
På Pokémonturen mødte vi en rar lystfisker som gerne ville snakke med os. Han havde fanget tre fine hornfisk og heldigvis kom Magnus, Signe og Sylvester til, så de også kunne se den hornfisk, der havde brækket halvdelen af ‘hornet’! Det var drama i børnehøjde.

En kold svensker

Sidste weekend tilbragte jeg, sammen med det meste af strikkebanden, i Språxhult i Sverige. Brrr… Koldt var det og blæsten hvinede om hushjørnerne, men latter, uld og pinde samt rigelig og god mad gav varmen. 

Torsdag mødtes vi først i Helsingborg til lidt frokost og fortsatte derefter til det dejlige, rummelige hus, ikke så langt fra Markaryd. Vi bor i den store, røde lade, der er moderne indrettet med otte værelser, fire toiletter, stort, lyst køkken og masser af fælles kvadratmetre. Det er fjerde gang, vi er heroppe, så det er lige før vi har faste pladser 😉 

Det blev ikke til de store udendørs aktiviteter, men strikkepindene glødede desto mere, afbrudt af talrige spisepauser. Nogen sørgede godt for os.

Heldigvis blev vejret bedre søndag og jeg gik jeg en tur i solskin, for i det mindste at få rørt mig en smule og for at tage et par billeder af den dejlige smålandske natur. Ganske vist består skoven her, på grænsen til Halland, mest af løvtræer og er temmelig lysåben, i modsætning til de mørke, troldeagtigt hyggelige nåletræsskove længere mod øst; den slags skov de fleste nok forbinder med Småland. Jeg er helt vild med de mange stenhegn og røser, der næsten ligner bløde puder, beklædt som de er med strålende, saftiggrønt mos.

Der var stadig friske, nye anemoner og ingen af træerne var sprunget ud endnu. Det store, døde træ herunder var fuldstændigt overgroet af enorme eksemplarer af fyrsvamp. En lidt frønnet bænk stod klar på et strategisk punkt i skovbrynet, med plads til stille nydning og udsyn over marker og hegn.

 

Påske med fyld

I år foregår al vores påskehalløj før påskedag. Så er der også mulighed for at puste ud (og slå mave) inden hverdagen starter igen. Jo da, det er hårdt at være pensionist 😉

Palmesøndag var der liv og glade dage, for børnene, børnebørnene og min far kom om eftermiddagen, så den årlige æggejagt og familiehyggen blev nået, inden sønnen og hans familie drog på påskeferie til Berlin.
De bytter bolig med nogle venner, som tidligere har boet i haveforeningen, og har dermed gratis logi med dejlig have og perfekt beliggenhed i Friedrichshain, tæt på Spree. Misundelig? Måske en smule 😉
Middagen bød på rijstaffel med ‘boller i karry’ (så er der både noget for børnene, de kræsne og os andre). Sønnen tog drengene med ud for at afprøve en bue med pile, som han havde bragt med hjem fra Venezuela, da han var 17 år. Det var skræmmende at se, hvor effektiv den var, for den ser ikke ud af noget særligt. Den gled, som i smør, igennem begge siderne på en papkasse, så der er smæk på. Men indianerbørnene bruger dem også til at skyde fugle, små aber og andre smådyr med, så det er bestemt ikke legetøj. Sylvester hjalp med at bære koggeret og Vilfred havde tegnet en ’sikkerhedslinje’ på terrassen, så ingen kom i fare 😉 

Tirsdag kom Ellen og John på besøg. Det er altid så afslappet og hyggeligt at være sammen med dem, så det var et par dejlige dage. Vi kørte lidt omkring, så de kunne se noget af området, men det var både koldt og blæsende, så fornøjelsen var ikke så stor, som den kunne have været. Tirsdag var solen fremme og pyntede på Arrsødalskoven, med broen der snor sig gennem rør og ellekrat ud til fugleskjulet på kanten af Arresø. Her blev kaffen nydt i nogenlunde læ sammen med en bid Lemon Drizzle Cake. Senere gik vi en lille tur ved Asserbo Slotsruin.
Onsdag var grå og blæsende, men ud skulle vi. Vi moslede op på Grævlingehøj, der har den flotteste udsigt, men kom hurtigt ned igen, for blæsten var for kold. Vi besluttede os for en tur rundt om Arresø med et stop ved Pøleåens udmunding i håb om at se havørne, men de holdt sig vist hjemme i den lune rede.
Vi rundede Pibe Mølle med de mange lækre oste og et stort udvalg af rom og næsten hjemme igen måtte vi lave noget der lignede en katastrofeopbremsning, for flaget var ud ved Uldgalleriet på Sandet i Asserbo. Det er en dejlig butik og når det handler om garn har Ellen og jeg lidt svært ved at sige nej. Det havde vore mænd heldigvis også 😉

Vel hjemme igen kunne vi nyde varmen, snakken, maden, vinen og ikke mindst kaffen fra den gode, nye kaffemaskine. Den er akkurat magen til den Ellen og John har, så John, der er morgenmand, havde ingen problemer med at få brygget sin elskede morgenkaffe.

Nu har jeg brugt skærtorsdag på at lave undervisningsmateriale til en workshop, jeg holder i næste uge i Karl-E. Der er allerede strikket prøver, men jeg skulle også have skrevet nogle vejledninger, som helst skulle være til at forstå.

Lørdag drager vi til den årlige påskefrokost hos min bror med hele den pukkelryggede og skal som vanligt smovse i den helt fantastiske mad, de to kan fremtrylle. De har blandt andet været ude at fange makrel, så jeg er spændt på hvad det ender med. Bagefter skal vi, traditionen tro, trille æg i Søndermarken – det bliver så hyggeligt!

🌿 🐥 God påske til jer alle 🐥 🌿

Forår i have – og hoved

Vores store have på 1800 m2 har i knap 30 år, været en kilde til stor glæde – og de sidste 15 år desværre også sorg. Glæde, fordi jeg nyder at rode i jorden, kan følge årets gang med blomster og dyreliv og hente bær, nødder og grønt til gavn og fornøjelse i køkken og mave.
Sorg, fordi ryggen ikke mere vil være med til alt det, jeg gerne vil. Efter bare 10 min. med bøjet ryg, må jeg give op – og det kan vare flere dage før jeg er klar igen. Det holder jo ikke i længden.

Da vi flyttede ind var haven temmelig vild. Dels havde huset stået tomt i et par år og dels havde den tidligere ejer ikke haft kræfter til at holde haven i adskillige år. I 1989 gik jeg i gang med at rydde og dække store dele jorden af for at få has på ukrudtet og siden anlægge en større køkkenhave. Senere kom et drivhus til og vi nød at kunne spise egne, giftfri grøntsager i mange år. Men med rygproblemer måtte både køkkenhave og senere drivhus sløjfes og haven nærmede sig med katastrofal hast sit gamle udseende. Kræfterne rakte kun til områderne lige omkring huset.

Peter holder af at sidde og nyde det lange kik ned gennem haven, men han er på ingen måde havemenneske. Han klarer ganske vist den lange, lange bøgehæk og græsslåningen og kan (med overtalelse og langt tilløb) sagtens fælde et træ, grave et hul eller lægge en flise 😉

Jeg har, næsten lige så længe som ryggen har drillet, ønsket at få haven omlagt, så den blev nemmere og mere rygvenlig med (rigtigt høje) højbede osv.; allerhelst i samarbejde med en havearkitekt, som jeg vidste kunne give mig helt anderledes ideer og løsninger. Da jeg sidste år gik på pension, fik jeg udbetalt et engangsbeløb og noget af det spenderede jeg på en havearkitekt. Det blev Mette Rønne, som Haveselskabet anbefaler, og det var et rigtigt godt valg og en god investering.

En regntung dag gik hun tur med mig i haven og spurgte ind til vores ønsker. Peter ville gerne bevare det lange, åbne kik og jeg ville gerne have opdelinger i flere rum, så haven kunne byde på flere overraskelser – og så det rygvenlige. På et par timer fik vi sammen lavet en meget fin plan, som kan sættes i værk i etaper. På Pinterest har jeg samlet billeder af de planter og træer der er i spil.
Det kræver godt nok en del hjælp til det hårde fra den bedre halvdel, så hurtigt går det ikke ligefrem, men vi arbejder da på det … Og i dag har jeg bestilt planter til bl.a. det første nyetablerede bed.

Jeg har gennem årene forsøgt, at finde løsninger som kunne gøre havearbejdet nemmere, men jeg ville under ingen omstændigheder bruge giftige hjælpemidler.
Sidste år skete der noget. Det første, der fik mig til at vejre morgenluft, var da jeg faldt over Grethe Bjerregaards bog 1/2 time i haven – den daglige haverunde, som gav mig et nyt perspektiv på havearbejde: Du behøver ikke knokle i timevis, for at holde haven i rimelig stand. Så købte jeg en effektiv ringhakke og da sommeren gik på hæld, fik jeg fingre i et genialt stykke værktøj, som gjorde, at jeg pludselig kunnen klippe grene i jordhøjde uden at bøje mig. Det betød at jeg i løbet af efteråret, med kun en halv time ad gangen, fik klippet en masse af det vildtvoksende buskads, som bare havde fået lov at brede sig. Tre store områder (og det løse) med et virvar af japansk pileurt, snebær, fjerbusk, småtræer af forskellig slags og forvildede roser blev ryddet. HURRA! Herunder ses resultatet, måske lidt svært at bedømme, men begge områder var druknet i et næsten uigennemtrængeligt krat.

I sidste uge startede jeg så på et fjerde område omkring en hyggelig gryde omgivet af jordvolde med masser af store sten. Den var forsvundet i et filter af kaprifolie, humle og især brombær med meterlange ‘dødbringende’ udløbere. Det er ryddet – på nær en god bid af kaprifolien, som jeg gerne vil beholde 🙂
Tilbage ligger nu store bunker af afklip rundt omkring, som jeg nok må bede om hjælp til at få ekspederet til genbrugspladsen.

Der er yderligere to brombærinficerede steder, men det skal jeg nok snart få klaret. Brombær er dejlige og vi har nydt godt af dem, mens de var her, men de skal udskiftes med en tornløs sort, så plukningen bliver lidt mere human.

Siden skal haven have et mere almindeligt vedligehold, men mon ikke jeg og min højtelskede, langskaftede medhjælper snildt klarer det?

Sara – en lille ny tilføjelse til familien

I det halvandet år der er gået, siden bloggen gik i hi, er der selvfølgelig sket ting og sager.
Fornylig fik min datter og svigersøn deres første barn, en datter, der skal have navnet Sara. Hun blev lige akkurat et forårsbarn, født natten til den 1. marts og rundede de første fire uger i går. Her sender hun det første kik ud i den store verden, trygt hvilende hos sin mor.

Ti dage senere (og stadig i mors favn) på visit hos mormor – og noget mere fraværende 😉

Vi er så heldige at den lille familie kun bor 100 meter fra os og det er en gave, at kunne følge med på tæt hold. Jeg er, af samme grund, omhyggelig med ikke at trænge mig på, for jeg synes det er vigtigt, at de tre får fred og finder en god rytme sammen. Så kan vi andre komme på banen, når forældrene får behov for det.
Men ind imellem så ruller vi tre generationer af hunkøn en lille tur og nyder forårsvejret.

I kan sikkert regne ud, at der er blevet strikket (og hæklet, minsandten) en hel del småt i løbet af de sidste mange måneder, så I får lige en lille collage. En del af billederne er desværre lidt triste at se på; fotografering i vintermørke og kunstigt lys gør ikke noget godt for resultatet. 

Det sidste felt viser (noget af) det jeg er i gang med nu: Kaninpigen fra Little Cotton Rabbits. Hovedet er helt færdigt, kroppen er strikket og nu er jeg i gang med benene.
Jeg strikker også på en lille sommerromper, Lille Dahlia romper af Lene Holme Samsøe, men den gemmer jeg lidt.

Det var dagens tekst. Ha’ en god aften – og sov godt, når den tid kommer 🙂

Long time no see …

Her gik jeg og troede, at min blog var helt og aldeles stedt til hvile; men, i takt med at foråret spirer og gror derude, dukker jeg op fra flere vintres hi, for jeg har tænkt.

I morges, da vi skulle til at vende hjem fra et dejligt besøg hos John og Ellen ved Præstø, vendte Ellen og jeg kort blogskrivningens glæder og kvaler. Jeg læser glad og gerne med hos jer andre og føler mig ret velinformeret om jeres gøren og laden, selv om jeg sjældent kommenterer.

Ellen savnede at kunne følge med i mine meritter (hun bruger ikke Instagram, som ellers er min foretrukne platform) og min lyst til at blogge ligger stadig og ulmer. Jeg synes bare, at det tager rigtig megen tid, mere end jeg egentlig har lyst til at bruge. Desuden er mit liv på ingen måde eventyrligt, snarere tvært imod, så jeg risikerer at gentage mig selv og køre i ring, hvilket sjældent er spændende. Men, jeg prøver altså og må se om jeg kan finde en knap så tidrøvende metode 😉

Som sagt har vi lige været et par dage sydpå. På vej til Lolland måtte jeg en lille omvej rundt om Svinø til Uldtrolden på Ægbækgaard. En helt fantastisk gårdbutik, der bugner af garn, spindefibre, rokke, vævegrej og meget andet helt uimodståeligt. Jeg fandt et smukt bundt merinosilke fra Grignasco i Ellens yndlingsfarve – og lidt småting til mig selv. Vi rundede Saxkøbing, kiggede på hotellet, der er blevet renoveret så fint og var indenom den lokale garnbutik, der desværre lugtede lidt for meget af røg, til at man havde lyst til at handle. En tur rundt om kirken bød på et overraskende syn af en smukt blomstrende løgplæne med sartblå scilla, vintergækker og hvide krokus med et lillebitte indslag af lilla.

Målet med turen var en overnatning på det herskabelige Bandholm Hotel (en fødselsdagsgave fra husbonden) med det helt store udtræk, Vi startede med et glas yderst velsmagende dansk cider (fremstillet efter champagnemetoden) som ledsagede en lille snack, derefter syv dejlige retter mad med lige så mange skønne vine og et grundigt punktum med kaffe og grappa.
Jeg drikker ikke alkohol så ofte, så jeg var glad for at kunne vakle direkte i den meget behagelige seng og sove som en sten.

Næste morgen stod vi op til det smukkeste forårsvejr og efter en god morgenmad mente vi nok, at den friske luft ville have god gavn af os! Det blev til en tur langs stranden og ud på havnen til badeanstalten ved Askøfærgens leje, mens vi nød den smukke lyseblå himmel og ditto hav, som nærmest gik i et.

Fredag fik vi besøgt Stokkemarke Kirke (det vil jeg fortælle lidt om senere) og landbruget Knuthenlund med den fine gårdbutik, som serverede en frokosttallerken fyldt med gårdens lækre produkter, øl fra Krenkerup (hvis hjemmeside man åbenbart ikke må kigge på, hvis man er under 18!?) og saft fra Bryghuset Møn. Turen gik videre til Fuglsang Kunstmuseum – et dejligt, overskueligt museum i de skønneste omgivelser med den smukkeste udsigt over Lollands flade marker. Meget apropos al den gode mad og drikke vi nød, hed den aktuelle særudstilling ‘Ved bordet – mennesker, mad og nature morte’ 🙂

Fra Fuglsang kørte vi direkte til John & Ellen, der stod klar med kaffe, endnu en skøn middag, vin og den dejligste dessertkage. Vi lever som sagt godt i disse dage! Masser af god snak, en meget træt gæst (mig), der nikkede flittigt i løbet af aftenen og måtte kapitulere på den absolut pæne side af midnat. John var så venlig at følge mit eksempel, mens Ellen og husbonden holdt lidt længere ud 😉

Efter det gode og rigelige morgenbord drog vi videre til Amager, for et kort pitstop hos søn og svigerdatter, så vi bl.a. kunne kramme lidt på børnebørnene, der vokser med lynets hast 🙂

Nu er vi hjemme igen og slår maver, læser blogs, tjekker Facebook og slapper af – og er helt, helt stille imens.

Jeg – en ‘udgivet’ kvinde …

Den overskrift gav lige mindelser om tresserne og forlaget ‘Vammelkær’ (Vendelkær), der bl.a. udgav bøgerne ‘Jeg – en kvinde’ og ‘Jeg – en mand’ – meget vovede 😉
Min udgivelse er garanteret uden detaljerede sexscener og ganske stueren.mosaik

Jeg har lovet, at jeg ville lave en opskrift på min mors tæppe; et af flere hun designede og strikkede efter inspiration af italienske marmorgulve. Nu er opskriften færdig og du finder den lige her: Italiensk_mosaik. Jeg har også udgivet den (deraf overskriften) som gratisopskrift på Ravelry. Hvis nogen går i gang, vil jeg meget gerne have tilbagemeldinger. Trods omhyggelig – men egenhændig – gennemlæsning, er der sikkert både uklarheder og fejl, som selvfølgelig skal rettes så hurtigt som muligt.

Ellers flyver tiden afsted med oprydning og udmugning, både af min mors og mine egne sager, ture til Røde Kors og andre aftagere med sække og kasser. Ingen af os manglede garn!garn

Det afløses af motionscenterbesøg, yogatimer, museumsdage og en del besøg hos og ture med min far, som har det svært. Forleden spiste vi frokost sammen på Kæft, der ligger i den økologiske landsby ‘Dyssekilde’, ved Torup. Et herligt rustikt sted med få, men virkelig gode og rigelige smørrebrød, økologisk øl og god kaffe.kaeft

Ved siden af ligger (helsekost)butikken Taraxacum med alverdens sjove/underlige/spændende sager. Så falder vejen forbi, kan det bestemt anbefales at holde ind her.blade2
Det har været det skønneste efterår med farveeksplosioner, solskin og gode, lune stunder på en bænk i solen. Efteråret er også rykket ind i vaserne. Benveds frugter er så fantastiske, med deres kække hippiefarver. De gror i nærheden, så dem henter jeg ind, til stor fornøjelse, flere gange hvert efterår.
Jeg har stadig en ungdommelig svaghed for stærk pink og orange sammen (og ditto turkisblå og lime). En af mine drømme, da jeg var 16 år og au-pair i England, var en vaks Triumph Spitfire i varm pink med en stor orange Mary Quantlignende blomst på motorhjelmen. Da jeg fik råd til at købe en bil, blev det kun til en gammel Renault 4 postbil. Den blev dog malet orange og fik fine ‘patchworkternede’ døre i gule/orange nuancer. Siden er jeg blevet meget, meget kedelig!
noed2
Efteråret har også budt på masser af nødder, både på det unge valnøddetræ og i hasselhegnet, så der er lagt i gemmerne.

Vinteren, med mørketid og indendørsliv, er snart klar til at tage over, nu hvor efteråret så småt er ved at miste pusten. Det bliver tid til levende ild, i stager og brændeovn, simreretter, film og tv-serier, hyggelige hemmeligheder, masser af uldstrik og almen hjemlig hygge. Og måske et lidt langsommere tempo? Livet er slet ikke så skidt.

Lidt øv – og meget strik

Hvordan gik det så med kjolen?
Trods svigtende overblik og dermed et par dumme småfejl, så har jeg holdt fast. Den er (næsten) færdig, med foer og det hele, og passer fint i størrelsen – men ærmerne sidder bare ikke godt! Kjolen folder uskønt over ryggen og ærmerne vrider sig på forsiden. Jeg ærgrer mig i den grad over snitmønsteret fra det ellers roste Onion. Af samme grund hænger kjolen stadig på ginen, uden oplægning, og jeg gider faktisk ikke bruge tid på det, når resultatet er så dårligt.
Måske skal jeg simpelthen kassere den med det samme? Var jeg dygtigere til tilskæring, så pillede jeg ærmerne af og rettede mønstret til. Stoffet er brugt op, men måske kunne man klippe nye ærmer i et andet stof. Colorblocking er jo nærmest hot for øjeblikket 😉
Det var ugens øv-bøv.dalur

Til gengæld er datterens ‘Dalur’ endelig kommet i god gænge. Efter først at have ventet på kølighed i luften, islandsk uld er altså for varmt at sidde med i sommerhalvåret, så tilstødte lidt svinkeærinder i form af et par hurtige ankelvarmere til at stoppe i støvlerne og nogle enkle bomuldsklude til en lokal kvinde, som lavede en salgsbod til fordel for Lyserød Lørdag.klude

Sjalet Durkslag (dørslag), som faktisk blev strikket færdigt uden pauser, var også en lille afledningsmanøvre. Nu ligger det i vaskemaskinen og mangler bare en opspænding.durk
Her kom føromtalte colorblocking også i sving, for jeg havde jo overset, at et fed Malabrigo Lace ikke indeholdt 100, men kun 50 gram garn! På Knitwork havde Deisy Garn heldigvis Malabrigo, men jeg kunne ikke få den rette blå. I stedet faldt jeg pladask for en smuk, kølig rød, som nu danner yderkant. En hovsaløsning der faktisk fungerer. Jeg måtte udelade spidserne, da jeg halvvejs igennem kanten måtte sande, at garnet (igen) ikke rakte. Så hestetømmekanten er faktisk strikket mere end halvanden gang. Det er en rigtig fin, men temmelig langsommelig afslutning.

I strikkekurven ligger stadig projekter og venter på færdiggørelse. Jeg vil have noget af det færdigt, inden jeg starter på nyt. Det er fint med tre-fire projekter, så der er noget at vælge imellem, men lige nu er der lidt for mange. tvebind

Tvebindingsmuffedisserne har jeg besluttet at ændre til halvvanter, for de er mere brugbare. Det bliver med indsat tommel, da jeg var nået så langt, at en kile ikke duede – og pille op i den teknik gad jeg bare ikke. De får lov at være et af strikkekurvens hyggeprojekter.lam

Så er der Sylvesters søde ‘Små lam’. En skøn Hanne Thorsen model i overvældende 80’erbred stil. Jeg har fjernet to får i bredden, men alligevel er den rigelig, så nu får den ekstra længde og kan bruges næste vinter. Altså også en acceptabel ‘venter’.

Tre Helga Isagerprojekter ligger også i kurven.hi

Mit fest-Camomille skal være færdig, for Missonigarnet med sølvbling, indkøbt i Venedig, trænger til at blive luftet. Så er der Honey, som jeg arvede fra min svigerinde, som måtte opgive de tynde pinde. Den skal også gøres færdig, men er sej at komme igennem og der er lang vej endnu. Forårsudgaven af Kashmir er jeg til gengæld i alvorlig tvivl om. Jeg er nået til ærmegabet, men den syner kolossal og med et megabredt, dobbelt forstykke er den måske ikke det bedste valg til min figur. Tvivlen nager …

Sidst er der mine virkelig dårlige samvittigheder, der har flere år på bagen. Evighedtæppet og ‘den plagsomme poncho’. poncho
Det hæklede tæppe af bomuld i oldemorstriber er bare kedeligt; jeg er ikke den store hækler og farverne er heller ikke min kop te, men arvede rester skal altså bruges – også de ‘grimme’!
Min hjemmedesignede poncho har jeg (vistnok) fået fod på efter mange forgæves forsøg, men trods det gik jeg i stå sidste vinter. ‘Op på hesten’ hedder det; lettere sagt end gjort.

Vi har, med nogen forsinkelse (og på grund af mit renderi), endelig fejret husbondens fødselsdag. Datteren og Vilfred hyggede sig blandt andet med at skære græskar og de er sørme gode til det. Uglen er set noget lignende på nettet, mens monstret er Vilfreds design 😉græskar