Kategoriarkiv: Lidt af hvert

Lidt om mennesker – og (u)væsener

Min mor, på 89, har en lang sygehistorie bag sig siden hun som 60 årig fik en blodprop i hjertet. Dem har der været flere af, og det endte med en meget omfattende bypassoperation for otte år siden, hvor vi nær mistede hende. Siden har hun haft problemer med hjerteflimmer osv. For fem år siden faldt hun og brækkede hoften – og kom op på benene igen, trods alle odds. Hun er en mønsterpatient, piver ikke og er sej og vedholdende med træning, khimmelost osv.

Det sidste halve år er hun blevet mere og mere handicappet af et håbløst kredsløb i benene, gennemforkalket som hun er. Hun blev undersøgt på Riget, hvor de gerne ville vente med at gøre noget, til det var kritisk – hun har jo både alderen og sin generelle tilstand mod sig.
Over julen er det blevet meget værre. Forkalkningen i pulsårerne gav hende stadig stærkere smerter, som morfin ikke havde megen virkning på, og gjorde det næsten umuligt for hende at gå. Men med vanlig tilbageholdenhed (man skal jo ikke genere lægen og hvad kan de egentlig gøre…) har hun været lidt svær at overtale til endnu et lægebesøg med hvad deraf følger. Orkede ikke rigtigt al det postyr længere.

Vores læge, en fantastisk kvinde, som hele familien værdsætter højt, fik hende hurtigt indlagt, for med sår som ikke ville læges på fødderne, var en operation eneste mulighed for at undgå amputation. Og på karkirurgisk afdeling var de ikke i tvivl – det var nu det skulle gøres.

I tirsdag lå hun næsten 5 timer på operationsbordet. Hun klarede det (dog ikke uden at give lægerne adskillige grå hår) – og de har lavet mirakler. Ballonudvidelse og oprensning af årer i lysken, samt en bypass: Man klipper en vene i det ene ben løs i begge ender og bruger den som ny hovedarterie. Et pillearbejde, for alle de små lommer i åren skal vendes om, så blodet kan løbe den anden vej. Sikken en koncentration det må kræve af kirurger m.fl.

Alt dette for at rose sundhedspersonalet.
Aldrig har vi oplevet uvenlighed eller afvisninger, altid en sød bemærkning, lidt sjov, et smil – selv om det er mere end tydeligt, at det kniber helt gevaldigt med tid, plads og ressourcer. Jeg beundrer de dedikerede mennesker, der hver dag gør deres bedste for deres patienter. For de er ikke alle ‘nemme og lydige’ som min mor; jeg oplever en hel del af hendes medpatienter som utålmodige, krævende, klagende og endda aggressive, ganske sikkert på grund af angst og usikkerhed.

Men væsenet!
Hvad gør vi dog ved væsenet, der vokser og vokser, næret af magtbrynde, bureaukrati, budgetter, konsulenter, økonomer, planlæggere, politikere, evindelige omstruktureringer og snak, snak, snak. En mastodont, der opsluger og opløser bevillinger og ligger som en tung byrde på alle de mennesker, der gerne vil det bedste. Den burde væltes og startes forfra, nedefra – der hvor man ved hvad det handler om: Mennesker… ikke væsener.

At lære hele livet

Tilmeldingen sendt og accepteret – og jeg glæder mig.
Forårskurset ‘Strik 2‘, som jeg har haft et godt øje til i et par år, er et kursus under UCC’s tekstilformidleruddannelse, hvor Louise Klindt underviser. Måske får jeg rigtigt blod på tanden og beslutter mig for også at tage et af de efterfølgende kurser…

Min tilgang til strik (og livet i det hele taget) er nørdens. Jeg er vild med at lære og tænder ikke nær så meget på at opleve. Jeg elsker at prøve nye teknikker og vil gerne i gang med at lave lidt mere strikkedesign, så jeg håber kurset kan føre mig i den retning. Men det hører I selvfølgelig mere om i det nye år.strik

Da jeg var i småtingsafdelingen forleden, glemte jeg helt Vilfreds nye varme sweater af ‘islænder’typen, Vimpelgenseren fra de norske Picklespiger. Måske fordi den faktisk er strikket i str. 6 år (den gratis størrelse) 😉
Min strikkefasthed var noget tættere, men da han er 4 år, mente jeg det ville passe. Jeg fulgte længdemålene og jeg er vældig tilfreds med den, faconen er perfekt til den lange dreng. Sweateren er strikket nedefra og op med rundt bærestykke. Jeg droppede, som mange andre, den sidste vimpelrække og lavede i stedet vendepinde, for at trække halshullet lidt fremad. Farven er antracitgrå, en kølig sennepsgul og lys grå (Rullesten).vimpel1

Garnet købte jeg på strikkeweekenden i Esbjerg i september. Det er Tusindfryds Hverdagsuld, som jeg gerne ville afprøve. Det er et sprødt og ikke særligt blødt garn, som til gengæld bærer sig rigtigt fint. Den lysegrå besluttede jeg mig for senere og det er dobbelt Blackhill Højlandsgarn fra gemmerne. Jeg blev bekymret for om trøjen ville kradse for meget, så jeg valgte at strikke halsribben i et andet, blødere garn (Drops Baby merino samt en tynd tråd alpaka) og det fungerer fint. Heldigvis blev trøjen, som jeg havde håbet, lidt blødere efter vask, men jeg vil nok ikke bruge hverdagsulden til børnestrik særlig tit.

Jeg har vist også glemt at vise lille Esthers allerførste trøje, fra august, strikket i Rasmillas Yndlingsgarn. Det er Lene Holme Samsøes Rilletrøje, hvor jeg har ladet den falske snoning i raglanen fortsætte ned langs sidesømmen – og sat en anden farve i kanterne som effekt, for at det ikke skulle blive det rene candyfloss.babyriller4

Medmennesker

Først Mia, så Susanne – og nu undertegnede. For deres indlæg satte tanker i gang. Er vi så dårlige til at se andre, hilse og sende et lille smil?

Jeg nikker og smiler vist til alle jeg møder på min vej, for jeg kan ikke lade være. Ofte falder der en bemærkning af til en medpassager, en køkollega eller andre, som jeg for en kort stund deler rum med. Nogle gange føler jeg mig lidt som en gammel landsbytosse, når jeg får et forundret, måske endda surt, blik eller en ‘talende’ tavshed retur. Men de fleste reagerer positivt.

Da jeg var yngre spekulerede jeg ikke over, at jeg måske opførte mig lidt anderledes, men da jeg efterhånden fik flere bemærkninger om, at jeg var kendt som ‘hende den søde, der altid smilede’ fik det mig til at tænke. Så læste jeg et sted, at smil ikke bare viser glæde og venlighed, men også er et udtryk for afvæbning, underdanighed og (sådan fungerer det blandt dyr i al fald) underkastelse og jeg fik efterhånden en fornemmelse af, at jeg var alt for sød og bange af mig.

Den tanke plagede mig i mange år, men nu er jeg heldigvis fløjtende ligeglad. For jeg har opdaget, at både jeg og mine ‘ofre’ får det bedre, bliver gladere og mere positivt indstillet – og det er da dejligt. På biblioteket blev det en sport og en glæde at få trætte, sure, vrisne og mutte mennesker til at smile, inden de igen gik ud af døren. Ren win-win!

Forleden havde jeg en oplevelse der bestyrkede mig i, at det er godt at ’se’ hinanden – og agere. I lokaltoget opdagede jeg en ung kvinde, med sortmalede øjne og ringe i næsen, der sad og græd stille. Folk skottede lidt til hende og småmumlede, og ja, hun var måske en type som nogle kunne føle sig provokeret af.

Jeg var bekymret for, om hun ville føle at jeg var påtrængende, men gik alligevel hen og spurgte om hun var ok. Det var hun ikke. Hun havde netop fået den triste besked, at en fra hende terapigruppe havde begået selvmord og hun var selvfølgelig rystet. Der var ikke så meget jeg kunne gøre, hun fik bare lov at fortælle og fik et par venlige klap, inden vi skulle hver sin vej. Til gengæld blev jeg takket mange gange for, at jeg havde spurgt til hende – og jeg var glad for, at jeg fik overskredet den usynlige grænse.

Ha’ en dejlig dag med smil og glæde – og husk at sende lidt videre til jeres medmennesker 🙂
Her er et stykke med blåt at glæde sig over… himmel

Have- og køkkenglæder

Vi har haft en dejlig pinse. Pinsedag tog vi mine forældre med på tur til Nivågård til en lille frokost og en parkvandring i den, desværre næsten afblomstrede, smukke rhodondendronhave. Anden pinsedag var jeg sløj, så den gik med almindelig afslapning i haven i det allersmukkeste vejr; jeg elsker de her friske, solrige sommerdage.

Min klematis, ‘Montana Mayleen‘, fra sidste år, vokser helt vildt lige nu og har overhalet de ekstra lange bambuspinde jeg havde givet den. Planen er at den skal kravle højt op i Robinien, men det første lodrette stykke er svært at finde fodfæste i. På Pinterest har jeg set et espalier lavet i grene og så fik jeg ideen til et lille klatrestativ af nedfaldstræ. Barken er meget tyk, så et enkelt søm i hver gren gør ingen skade. Min nye klematis,  ‘Arabella’, er ikke nær så vild, men den er begyndt at blomstre. Det er dejligt med lidt farve i et hjørne af haven, der ellers kun har været grønt.klematis

Om aftenen holdt datteren en interessant sangworkshop for os; generalprøven inden hun i denne uge skal på det allersidste seminar på CVI, med eksamen og en afslutningskoncert i Jazzhus Montmartre på søndag. Fire års studier i sang og sangundervisning er slut og nu bliver det spændende at se, hvad fremtiden bringer.

Jeg fortsatte dagen i dag, hvor jeg slap sidst – i køkkenet. Hyldesaften havde trukket færdig og skulle på flasker. Jeg har før hældt saft og kvas op i en ble, hængt op mellem de fire ben på en omvendt stol, men for nogle år siden (sikkert længe efter alle andre)  fandt jeg ud af at bruge et dørslag og når det meste saft er løbet igennem, så bruger jeg ’sundhedsplejersketricket’, en s-krog og håndtaget på overskabet. Nemt!hyldesaft

Den sidste sjat kom i et glas, så jeg kunne smage på årets udgave – og den er godkendt.
Et eller andet sted har jeg læst, at kvaset (uden citroner) kunne bruges som smagsgiver til snaps. Det måtte prøves, selv om jeg ikke havde snaps nok på lager og må supplere i morgen. Det bliver nok ret sødt, med al det sukker klaserne er klistret ind i, så jeg er spændt på  at smage og finde ud af, hvad der skal serveres til.hyldedrik

Klidmoster laver gerne hyldeblomsteddike og det har jeg også gjort i år. Der er masser af friske hyldeblomstklaser i haven, så det var hurtigt gjort. hyldeeddike

En sommerspise jeg elsker, men som ikke er spor moderne, er frugtgrød med mælk og fløde. Ingen nyere kogebøger, heller ikke Frk. Jensen i de nye udgaver, har frugtgrød på programmet, næh, ‘vi’ er gået over til kompot. Måske har frugtgrød en lidt kedelig duft af fattigdom, fordi man supplerer frugten med vand og kartoffelmel? 😉suhr
Men jeg holder altså også af kompottens lidt mildere fætter og heldigvis har jeg en ældre udgave af Suhrs kogebog, med masser af opskrifter på frugtgrød og anden ‘fattigmandskost’, som æggemælk, kærnemælkssuppe og den slags.

Jeg havde jordbær tilovers i køleskabet og i haven trak jeg lidt rabarber, så det blev til en grød af den magiske kombination.frugtgrød

Uhm; jeg glæder mig til i aften, hvor den skal serveres kold med flødemælk og knasesukker.

Kom maj, du søde, milde… – og måske knap så stille

Jeg har besluttet at give bloggen et nyt forsøg. De seneste måneder har jeg været meget optaget af Instagrams hurtige kommunikation, baseret på billeder. Det har passet mit temperament bedre, men ind imellem savner jeg bloggen og den kontakt den giver, så ‘here we go’.

Vinter og forår er fløjet af sted, uden at der er sket det store. Jeg nørder. Med strik (selvfølgelig), jeg leger med billeder og it, laver mad og bruger også tid på frivilligt arbejde. Desuden er jeg gået i gang med at billedvæve, dels i samarbejde med en flok andre kvinder, dels for mig selv. Og så har jeg besluttet at investere i en god håndten (i stedet for min gamle hjemmelavede af spånplade og rundstok, hehe) og starte spinderiet op igen, fra bunden, inden jeg går i gang med rokkene efter mange, mange år.

Sidste uge tog husbonden og jeg turen til Svinkløv Badehotel (turen fik jeg i efterlønsgave af ham). Trods vejrets noget blandede natur, så var det en skøn oplevelse. Fantastiske omgivelser ude og inde, aldeles usnobbet og behageligt og utrolig lækker mad (køkkenchefen vandt en andenplads i den europæiske Bocuse d’Or, netop mens vi var der). At jeg også kunne kombineret det med åbent hus i Garnudsalgs nye lokaler (hvor jeg fik hilst på Ulla) samt Uldfestivalen i Saltum var et yderligere plus. Og vi nåede faktisk også både Kunsten med to spændende udstillinger (Drømmeland og Julie Nord), Nordkraft og Utzoncenter i Ålborg; kom bare ikke her!

Svinkløv Badehotel

… og godt nytår!

Vi havde en rigtig dejligt nytårsaften med gode venner og familie og ALT for meget at drikke – helt ulig mig – som resulterede i en meget stille og ikke synderlig behagelig nytårsdag. nytaar1Min bloggemojo er åbenbart stadig på standby – eller måske er det ordene – eller ideerne; resultatet er i al fald, at det ikke bliver til meget. Jeg får dog læst hos jer (og måske nødtørftigt kommenteret). Ærlig talt sker her ikke en s…

Jeg havde besluttet, at jeg fra 1. oktober og indtil nytår, skulle slappe helt af og ikke kaste mig ud i projekter og planer for fremtiden. Det er kun den månedlig Bindestue, som jeg startede i efteråret i vores lokale vævehus, Raskmagerhuset, der har krævet lidt af mig. OLYMPUS DIGITAL CAMERASelv om ideen med at geare ned var rigtig god, så har jeg på det sidste næsten følt mig handlingslammet og apatisk. Jeg kan mærke, at mit behov for at lukke mig inde, kan gå hen og blive et problem – der er ikke så meget ‘ork’ i mig. Efter nytår er jeg startet på pilates og svømning igen og jeg håber det kan sætte lidt fut i mig, så jeg kan finde ud af, hvad jeg skal bruge al den gode tid til.

Nytåret ER sådan set allerede startet med et par møder på det lokale aktivitetscenter for ældre (fra 60 år og op). Her har jeg meldt mig som frivillig og skal fra februar stå for en ugentlig IT-cafe, hvor der er åbent hus for vejledning i livet som digital borger.

Jeg skal kunne guide dem i, hvordan de får oprettet NemID og digital postkasse, samt hvordan de bruger borger.dk, sundhed.dk og skat.dk. Rigtig mange ældre er, med god grund, bekymrede for, hvordan de skal klare kravene til den fremtidige kontakt med det offentlige. Jeg håber jeg kan hjælpe de fleste; eller om alt går galt, hjælpe dem med at få fritagelse. Formentlig kommer der også nogle der har andre IT-problemer, men mon ikke jeg kan hjælpe der også?

Jeg har desuden fået en aftale med biblioteket, hvor jeg skal holde et par workshops for de meget flittige strikkere, der holder til på Hundested bibliotek. Først en workshop i armstrik, hvor de skal strikke en blød og varm halsedisse som den i kan se herunder. Det er min datter, der har ’selfie’et’ sig (ret nydeligt, synes jeg) med halsedissen, som hun fik af mig i julegave.bigcowlI starten af februar bliver der en workshop om estisk rib, hvor vi kaster os ud i et par muffedisser. Jeg har prøvestrikket og fabrikeret en nem opskrift til pind 4, som Merete har været så sød at teststrikke; den blev heldigvis godkendt.

ranne2Nu er jeg i gang med en lidt anden model i et tyndere garn, så de, der hellere vil bruge pind 3, også kan være med.

Stormvarsel…

Så er landet åbenbart igen i en krisesituation; det kommer til at blæse med vindstød af storm- eller måske endda orkanstyrke. Alle sejl er sat, forsikringsselskabet udsender varsler via sms, de røde lamper blinker hos DMI og Falck, meteorologerne konsulteres igen og igen, så DR og TV2 har nok at bestille. Her regner vi nu med at ride stormen af uden de store falbelader, selv om vi åbenbart, netop nu, befinder os i ‘orkanens øje’. Vælter noget, kan det nok rejses igen… I vadehavsområdet har jeg større forståelse for, at man skal være opmærksomme.

Men regn og blæst er jo en perfekt anledning til kagebageri og det, kombineret med en håndfuld velmodne bananer og kiwier, fik mig til at finde Sigrid Fugls gamle klassiker ‘Bagebogen’ frem. Heri står opskriften på ‘Bitschs banankage’ nemlig. opskrift

Jeg udskiftede den ene banan med to kiwier og undlod kanel og nelliker, for at få et lidt friskere indtryk; banankager er som regel lidt for vamle for mig. Jeg smed også en håndfuld blå birkes i, bare fordi de knaser så hyggeligt. At de også ‘pynter’ mellem tænderne overlever vi nemt.banankageDe resterende, og fasteste, bananer blev skåret i stykker og frosset; så er de klar til smoothies eller som en lille, kold lækkerbisken til barnebarnet.

Solen skinner og birkens guldblade hvirvler rundt i min have lige nu. Så smukt. Efteråret er for alvor landet og jeg ønsker jer alle en rigtig god ’storm i et glas vand’…

Puha, nu strammer det til…

Den blev sværere end jeg regnede med, den sidste uges tid på jobbet. Der har været mange følelser i spil og en underlig rastløshed. I morgen efter lukketid holdes der en lille reception for personale og familien og vi siger officielt farvel til hinanden  (og så har jeg jo lige den lørdagsvagt at liste afsted på…)

Jeg har skrevet lidt ned som jeg gerne vil sige til mine kolleger, og håber det ikke bliver alt for grådkvalt. Tasken er fyldt med papirlommetørklæder;  min chef har nemlig besluttet at vi kommer til at vande høns begge to – og jeg er ikke utilbøjelig til at give hende ret. Jeg er faktisk allerede startet!

Forleden kom jeg hjem til en overraskelse. Mine dejlige strikkeveninder havde sendt mig en stor buket blomster i skønne, varme efterårsfarver, to flasker vin og en lækker chokolade. Sådan en tyvstart på efterlønslivet tegner da godt 🙂

1016094_10151824610574798_1173197273_n

 

En pakke til dagens vejrlig

I dag kom min med spænding ventede pakke fra Dresden og indholdet passer som hånd i handske til dagens ’sommervejr’ med kølighed og småregn. parka0

Men historien starter et helt andet sted, nemlig i Sverige. På vores besøg hos Ellen og John i starten af maj, lykkedes det mig at glemme hele to jakker hos dem.
Det var ikke umiddelbart et problem, for jeg mente at have både en regnjakke og en cowboyjakke jeg sagtens kunne klare mig med til vi skulle ses igen. I mellemtiden er cowboyjakken også forsvundet; her har jeg dog ingen anelse om, hvor den er efterladt. (Den ligger vel ikke i Sverige også, Ellen? Så er det direkte pinligt!)

Jeg har ikke mistet tøj i årevis og da jeg samtidig, på et besøg hos min søn for nogle uger siden, lånte hans anorak og faldt for farven og kvaliteten med et brag – så mente jeg bestemt, at det alt sammen måtte være et tegn fra oven om, at det var nu jeg skulle slå til og få købt den anorak jeg havde drømt om i flere år.

Som tænkt, så gjort. Markedet blev eftersøgt for Fjällräven parkas og sørme om ikke Havhøkeren i Gilleleje havde den model jeg efterspurgte. Afsted gik det for at kigge og prøve. Jo, den passede fint og havde lommer nok til at rumme både kamera, telefon og de sten jeg uværgerligt samler op på mine ture, men farven! Jeg ser ærligt talt rædsom ud i khaki, beige og gul – hvilket var mulighederne – men jeg ville altså have en ‘Uncle blue’. Den havde de ikke – og de kunne heller ikke få den hjem fra Fjällräven.

parkaGode råd var dyre, eller, skulle det vise sig, faktisk billige. Der blev ledt på nettet og jeg fandt omsider både den rigtig farve og størrelse på Draussen.de. Oven i hatten fik jeg rabat så jeg, trods portoudgifter, sparede over 300 kr. Så er benzinen til Gilleleje og hjem da betalt – og mere til.

Jeg forstår altså godt at det er svært at drive detailhandel og at butikkernes udvalg i de mindre byer lader meget tilbage at ønske. Selv om jeg gerne støtter det lokale erhvervsliv, så er det uhyggeligt fristende at handle på nettet, når man slipper så meget billigere. Der var rigtig fin service hos Havhøkeren og jakken kunne prøves på – så jeg synes egentlig at det er lidt skidt, at mine penge endte i Tyskland.
Men jeg er godt nok glad for min nye jakke – nu håber jeg inderligt at jeg kan ‘holde på den’ i mange år.

At betræde nye stier

I dag er en beslutning, der har været længe undervejs, blevet offentlig:
Jeg stopper i arbejdslivet den 1. oktober, præcis 28 år efter min ansættelse som bibliotekar i Halsnæs/Frederiksværk Kommune. Reelt bliver det ca. midt i september, da der er lidt ferie, seniordage og afspadsering der skal ‘udryddes’ inden da. ansættelsesbrev

Jeg indviede min chef til dagens MUS-møde og der flød lidt tårer på begge sider af bordet; men beslutningen og tidspunktet er helt rigtigt. Vi aftalte at give besked til mine kolleger med det samme (jeg er helst ikke en der går og putter med tingene) så nu er alle orienteret og der er blevet krammet og snakket (og heldigvis også skumlet en lille smule).
Resten af dagen har været både euforisk og uvirkelig; fire måneder er faktisk ikke lang tid, med alt det jeg gerne vi have fra hånden og de ting der skal overdrages, selvom den proces så småt startede allerede da jeg gik ned i tid.

Tænk engang, så megen frihed har jeg kun har haft i tiden inden jeg startede min skolegang som 6-årig! Der drømmes store drømme om tid til at ‘lege’ med madlavning, brødbagning og syltning, strikke, sy og måske få gang i spinderokkene og vævene! Og hvad med at tegne og male akvarel igen? Der er så meget spændende der lokker.
Jeg vil også forfærdelig gerne få taget hul på den læsning det har knebet med de sidste år. Jeg forstår ikke helt hvorfor, for siden jeg lærte at læse har jeg ikke kunnet færdes nogen steder, uden at have en bog indenfor rækkevidde!

Og så er der selvfølgelig familien – det bliver da en luksus uden lige, at kunne stille op som pasningsklar farmor, når det kniber 🙂