Kategoriarkiv: Strikkeliv

Novembergrå med farver på – 5

I aften starter mit nye initiativ ‘Bindestue i Raskmagerhuset’. Spændende!
Ad flere omgange er lokale garnbutikker, med tilhørende strikkecaféer, lukket (p.t. har vi slet ingen garnbutik). På biblioteket ligger strikkecafeen lørdag formiddag, hvilket er fint for de ældre, men knap så fint for travle forældre. Vi mangler derfor et aftensamlingspunkt for strikkeentusiaster i Frederiksværkområdet.

Vævekredsens hus, Raskmagerhuset, bobler af kreative vævetanter og  filtemadammer, men hvorfor ikke også invitere strikkesøstrene? Så det prøver jeg nu. Jeg er sikker på at vi kan inspirere hinanden til at prøve kræfter med alle de mange måder, som uld og garn kan bruges på. Jeg har i al fald flere ideer til fælles fornøjelse, f.eks. en udendørs plantefarvedag/weekend og en Spind & Bind festival… men alt det her hører I mere om.

Dagens farve er IKKE fundet i naturen, men på mit køkkenbord. Jeg kunne ikke lade være med at vise jer min fine kartoffelmadswkartoffel-aDe smukke, blåviolette kartofler stammer fra ‘celebritylandmanden’, Søren Wiuff, på Lammefjorden. Han har startet et sækkeprojekt, hvor man onsdag får besked om hvilke grøntsager han putter i ugens sæk – og så melder man sig til, hvis man er interesseret og indsætter i så fald 100 kr. på hans konto. Sækkene kan derefter hentes fredag eftermiddag på tre adresser i København eller på hans gård i Gislinge.

Sidste fredag fik vi den første sæk med gode grøntsager; en energibombe til mørketiden!swgrønt-a

Novembergrå med farver på – 3

Hu hej – min november behøver vist slet ikke farver, for den flyver afsted, næsten hurtigere end man kan udtale den. Men jeg har lært at man skal holde, hvad man har lovet – så her kommer dagens farveklat. Nogle, lidt trætte, Sargentsæbler i smukke røde nuancer.kulør7De sidste dage har ellers stået i håndarbejdets tegn.
Onsdag eftermiddag var den månedlige nørkle/hyggedag i Raskmagerhuset, hvor den lokale vævekreds holder til. Min mor har været meget aktiv i foreningen og har tegnet, og forestået, adskillige store billedtæppeprojekter, som en kreds af medlemmer har arbejdet på sammen. Hun kan ikke væve mere og det er (for) længe siden hun har været i huset, så da nørkledagene blev startet, tog jeg hende med under armen. Hun var rigtig glad for at se huset og flere af de gamle bekendte, så det gør vi nu til en tradition.rask1 Torsdag den 7. november er Håndarbejdet og Håndværkets Dag og det blev selvfølgelig markeret rundt omkring i landet.
Her i kommunen stod tre foreninger, Vævekredsen, Aktivitetshuset Paraplyen og Halsnæs Husflidsforening, sammen med brodeuse Rikke Ruff, for et stort arrangement på Frederiksværk Bibliotek. Lotte har også billeder fra dagen.
Der var et hav af forskellige typer håndarbejder repræsenteret.
HA1 Blandt andet var der gang i en rundstrikning med plads til fire.HA2Jeg var selvfølgelig med og var der fra 10.30 til godt 16 med min brikvæv. brik2 Det fine, tynde julebånd med granmønstret har ligget stille temmelig længe (=mange år), så det var fint at få gang i brikkerne igen. Og så her op til jul – det passer jo perfekt.brik1Underligt nok var mit bælte (der også er pyntet med brikvævede bånd i merceriseret bomuld) krøbet noget, mens det lå i sin kasse, men det lykkedes dog at få samlet enderne!brik3Samme aften havde jeg en strikkecaféaftale med en af de gamle veninder fra kollektivet. Vi ser hinanden alt for lidt – jeg er så forfærdelig dårlig til at få aftaler i stand, selv om jeg gerne vil – så vi blev enige om at spise først. Så 17.30 sad jeg og spiste tapas og drak Jacobsens Brown Ale på Café Valentin i Hillerød. Efter hyggelig snak og gumlen gik vi over til naboen, Fru Pigalopp, hvor strikkecaféen holdt til. Her var dagens billedkvote opbrugt, så ingen billeder derfra, men der blev jo også bare strikket og hygget (igen) – og måske købt en lille bitte smule garn. Så fortsættelse følger…

Novembergrå med farver på – 2

Først får I dagens naturfarveklat – en vidunderlig busk som frækt kombinerer pink og orange i sin frugt – benved. Her en ret lys pink udgave.kulør9Vel hjemme fandt jeg lidt garn frem til en hurtig barnedåbsgave. Min nieces lille datter, Astrid, skal døbes (ikke konfirmeres som jeg først skrev) sidst på måneden og jeg fik lyst til lidt babystrik i den anledning. Og sammen med en af de sidste, duftende roser fra haven, fik dagens første billeder pludselig et utilsigtet farvetema.rosaI køkkenet er der gang i forberedelserne til aftenens simremad. simreJeg havde et stort stykke Angus oksetykkam, som stammer fra en af mine kollegers gård, i fryseren. Rigtigt dejligt kød, som jeg nu kæler for efter Signes opskrift.

I det hele taget er det ‘store husmoderdag’, blommegrøden (ja, vi er nogle af de få der stadig spiser frugtgrød og ikke kun den mere koncentrerede kompot) står til afkøling… blommegrødog der er blevet fyldt op i glassene med det gode, ristede drys: Gomasio og dukkah. gomasioJeg håber sørme at husbonden nyder at have fået hjemmegående kone… 😉

Novembergrå med farver på – 1

November er formentlig årets mest udskældte måned. Grå og fugtig, lang og mørk. Og jo, den kan se sådan ud…novembergraaHenrik Nordbrandt citeres i tide og utide, om årets 16 måneder, hvor af november fylder for fem, men der er også nogen der har godt at sige om november; læs f.eks. Bjørn Bredals lille, fine forsvar for måneden.

Jeg har også sat mig for at finde lyspunkter, for jeg er ikke så gode venner med mørket. Derfor har jeg tænkt mig at novemberpynte bloggen med farveklatter, fundet i naturen, i denne måned. I dag er det lidt ukrudt og lidt haveblomster der sætter kulør på bloggen.farver1Imens jeg pynter, vil jeg håbe på at sneen, der får det hele til at tage sig meget lysere ud, også kommer i år. Så bliver jeg lettere om hjertet…

Hjemme igen i sofaen, med kaffen, er der også farver. På pindene. Jeg er i gang med et ’til og fra projekt’, et neverkonttørklæde fra Helylle i (meget) pink og lilla farver. skak2aKlar til afgang ligger også garnet til No.3, hvor der er masser af farvespræl i ærmerne, selv om bullen er en støvet, mørk blå.no3_1Imens jeg strikker har jeg netop nydt filmen ‘Kvartetten‘, en skøn, bittersød musikalsk film, om at komme overens med alderdommens forskelligartede skavanker, uden at miste humoren, kærligheden, musikken og sig selv. Fantastiske Maggie Smith, dejlige Pauline Collins og de herrer Tom Courtenay, Billy Connolly og Michael Gambon er hovedkræfterne, suppleret af en flok kendte (aldrende) engelske musikere.

Så kan man (måske) lære det

…ikke at flå skindet af bjørnen, før den er skudt! Av, av av…
Her er svigersønnens fine nye islænder efter en alvorlig overhaling i går aftes…omigenTo ærmer, til lige over albuen, var alt der var tilbage. Jeg skulle godt nok tage mig sammen til at pille trøjen op, men så snart det var gjort, havde jeg det godt igen. Bullen er det stykke jeg nåede, inden jeg gik i seng; jeg måtte altså op på hesten igen med det samme.

Hvorfor skidtet overhovedet ikke passede, trods strikkeprøver og gennemmåling, gider jeg ikke spekulere på; nu kører vi igen. Den næste udgave bliver jo en leg (høhø), da den skal være meget mindre. Jeg er gået to størrelser ned + et halvt nr. mindre i pinde. Fordelen er, at jeg får temmelig god træning i islænderstrikning – og så kan jeg også få rettet den næsten usynlige fejl 😉

Islandsk strik

Svigersønnens trøje er strikket færdig og der er hæklet ned foran, så den er klar til opklipning efter Kate Davis’ metode. Nu mangler jeg kun at finde en lynlås, sy den i, hæfte ender og vaske.
Trøjen hedder Arni (ses her på Ravelry) og er fra bogen ‘Islandsk strik‘, som netop er udgivet på dansk. Jeg har brugt den engelske udgave.
arni5Der er en fejl i mønstret, en simpel tællefejl, som har rykket på et af de sidste elementer, men det tror jeg ikke nogen kan se. Herunder ses trøjen på undertegnede; der var ikke andre modeller at finde i huset i går…

arni6Opskriften er tilpasset, så den er en størrelse M forneden og en XL foroven, men jeg synes stadig den virker lidt vid forneden, så svigersønnen må først prøve den på. Måske er jeg nødt til at tage af i siderne og det må desværre klares med en syning, øv.

Jeg har brugt ‘tubular cast on’ (jeg kalder det røropslagning, men det navn er min egen opfindelse) forneden og på ærmekanterne, for det giver en meget smuk ribkant. Der findes  mange forskellige måder at gøre det på, men jeg bruger denne, som jeg synes er den nemmeste. Det er godt nok ikke nemt at se i det mørke garn!røraflukningHalsen er lukket af med ‘Jeny’s surprisingly stretchy cast off‘. Et fantastisk navn til noget så simpelt som en aflukning med ekstra omslag – men den virker. Jeg holder meget af Cat Bordhis grundige videoer, omend de er noget langtrukne, også fordi hun læsper så hyggeligt 😉 Der findes også en flot, syet ‘røraflukning’, men da halsribben alligevel skal foldes ned på bagsiden og sys til, valgte jeg den hurtigste metode.

I går brugte jeg flere timer på terrassen, med et julegavestrikketøj og kaffe. Utroligt at vi bliver ved med at få disse fantastiske dage med solskin og varmegrader som kræver sommertøj og bare tæer.terrassestrik

Vitaminer og varme

Formiddagen gik med at samle årets sidste havtorn og hyldebær, sammen med datteren; desværre uden kamera. Vejret var nu ikke specielt fotogent, bare koldt og gråt (for øjeblikket har vi vist hverandendagssol). Frostvejret i nat kunne bestemt mærkes.

havtornDe sidste bær skal bruges til havtornsnaps, æble-havtornmarmelade a la Ellen og ikke mindst hyldebærsaft til vintertoddyerne, så vi er klar når forkølelserne ruller ind over os.

hyldesaftNu står en pæn portion hyldebær og småbobler på komfuret, sammen med en citron i skiver, en håndfuld flotte store havtorn (også de har nydt godt af den gode sommer) og et par stjerneanis. Jeg er vild med den meget aromatiske lakridssmag som de tilfører hyldesaften.

Jeg koger saft af bærrene i to omgange inden jeg tilsætter sukker, men bruger kun en symbolsk mængde vand, for jeg foretrækker en meget koncentreret saft, nærmest en sirup. Dels tager det ikke så megen plads op på syltelageret, dels kan det med fordel også bruges til desserter, som f.eks. pandekager og is.

Resten af eftermiddagen, inden vi tager i Falkoner centret, skal vist bruges på svigersønnens islandske trøje, som nærmer sig sin afslutning. Bærestykket er en fornøjelse at strikke; det er jo her det bliver sjovt! arni4a

Flyvende farmor

er titlen på en (børne)film med altid skønne Jytte Abildstrøm – og sådan føler jeg mig for tiden, for dagene går med lynets hast.

Siden Fanø er det gået slag i slag med strikkebesøg ude og hjemme, pasning af barnebarn, stilfærdig fejring af husbonden, der rundede de 60 (og blev efterlønsberettiget) og alt muligt andet. Og jeg, som havde besluttet at starte efterlønslivet ganske fredeligt…

maribo2Sidste fredag drog jeg til Maribo, til endnu en strikkefestival; denne gang med Webstrikkerne. Det er altid hyggeligt at mødes med kendte og ukendte strikkeentusiaster, især havde jeg glædet mig til at se Ellen igen. Hun er, som altid, en fornøjelse at være sammen med og snakken gik da også lystigt – og hun var selvfølgelig mere end klar til at dele en god flaske rødvin, når aftensmaden blev serveret 🙂

I løbet af weekenden var der foredrag med både Vivian Høxbro og Katrine Wohllebe, samt en lille workshop med sidstnævnte, hvor jeg fik strikket et par prøver i plisséstrik og linnedstrik. Vi var også en tur på Stiftsmuseet, hvor de havde sørget for at vi kunne se, og høre om, den store samling af smukt strikkede nattrøjer, der er en særlig Lolland-Falstersk tradition. Vivian Høxbro har en bog om nattrøjerne på vej til udgivelse inden længe.

maribo1

Om søndagen havde vi besøg af Garn-iture og Naturligheder. Lidt indkøb kom der med hjem, men det kunne have været værre; fristelserne var mange.

maribo6

Det var en weekend med megen forkælelse: Dejligt hotel, med skøn beliggenhed ned til Maribosøerne, god og rigelig mad og overvældende flotte goodiebags til alle deltagere og masser af spændende aktiviteter.

maribo4

Alligevel var der god tid til snak og strik og et par gåture. I byen, hvor lørdagsmarkedet f.eks. bød på en vidunderlig (og gratis) Herrepære fra Fejø (mange tak til ‘æblemanden’ for den), i det dejlige naturområde og selvfølgelig til Domkirken.domkirke

Søndag var vejret helt fantastisk; solrigt og lunt nok til at sidde ude og strikke og spise frokost, inden vi, beklageligvis, atter måtte vende snuden hjemad.maribo5Tak til de fremmødte webstrikkere (selv om vi sagtens kunne have været flere) og ikke mindst til de flittige og opfindsomme arrangører!maribo3

Fanø lever og har det godt

B_nyby klitEn dejlig, lang weekend på skønne Fanø er vel overstået. Vejret var lunt og til tider solrigt, så vi kunne mageligt sidde på sydterrassen ‘hjemme’ i huset og nyde livet mellem ‘strabadserne’.
B_terrassestrik2Igen i år var der omkring 10.000 strikkere der invaderede øen med hvæssede strikkepinde og fyldte tegnebøger. Jeg tog det stille og roligt, fik kigget lidt på alle standene, men var (syntes jeg selv) behersket i mine indkøb. Hjembragt blev lidt bøger: Susie Haumanns booklet ‘Grey days‘ og Annette Danielsens ‘Østen for solen‘. Modellerne til de to bøger var udstillet på Fanø Rådhus og det er altid godt at se dem ‘live’, inden man investerer.
Ved Rådhuset var der desuden et par gode bænke til frokostnydningen.

B_frokostHos Karen-Ditte fandt jeg Berit Dürrs fine kompendie om ‘Vævestrik‘ som jeg har haft et godt øje til længe. Hyggeligt er det når man støder på masser af mere eller mindre kendte ansigter; jeg fik bl.a. hilst (lidt for hjerteligt, beklager) på Ann og Mona hos Uldsnedkeren og på Strikkefeen og nogle af hendes strikke’kumpaner’ i Kunstladen.

På min søndagsvagt hos Gavstrik på Sønderho Skole, fik jeg snakket med mange forskellige, også udenlandske, strikkenørder. Det var sjovt at stå lidt på den anden side af bordet og fortælle om foreningen, som flere heldigvis gerne ville meldes ind i. B_gavstrikbodDet afstedkom også et sæt nye vedhæng til ørenringe, for Birthe Sahl holdt til lige ved siden af. Det er jo næsten ubærligt med alle hendes knappefristelser, dog – ingen knapper denne gang! Karen Noe fik også lov at sælge mig et par nøgler Karneval på tilbud, men så var det slut.

Stranden ved Nyby Klit blev gået tynd flere gange og det lykkedes husbonden at finde et (denne gang nærmest mikroskopisk) stykke rav. Det hører sig til, at der SKAL findes rav, når den familie er på Fanø!

B_strand1B_strand2Lørdag spiste vi, som traditionen også byder, en dejlig middag i Nanas Stue i Sønderho og fik særdeles fin behandling af deres sommelier, som bød på ekstra smagsprøver. Kik ind næste gang du er på Fanø; det er nemlig også øens flisemuseum, med mange smukke, gamle kakler.

Søndag, mens køen ved færgen nåede rekordlængde, nød vi eftermiddagssolen. Først i Heksehaven med pandekager fra Hans og Grethes Creperie, derefter turede vi lidt rundt på øen, hvor der ligger flere fine gamle sommerpensionater, her Ville Nina ved Fanø Bad.

B_villaninaSenere gik turen til Fanø Bryghus, hvor vi vist nåede næsten hele vejen rundt i sortimentet!

B_fanøbrygDet bliver nok ikke sidste gang vi snupper en miniferier i Inges dejlige sommerhus, hvor  halvtamme fasaner, kaniner (der vist er en plage) og rådyr vrimlede omkring os.

B_terrassestrikMandag gik turen atter hjem mod djævleøen. Først kørte vi dog til Ribe for at snakke om slægtshistorie hos husbondens fars kusine (90 år, frisk som en havørn og ejer af sommerhuset på Fanø). Hun er fornylig er flyttet ind i en lejlighed på Ribe Kloster.

B_klostergang B_klosterhaveDet må være fantastisk at bo i de smukke omgivelser med hele Danmarkshistorien omkring sig. Desværre var der lige mørkt nok i klostergangen til at få et rimeligt foto…

Fanø kalder

I morgen tidlig tager jeg og husbonden turen til Fanø, sammen med en stor del af landets strikkende kvinder og enkelte ditto mænd. Vi låner sommerhus hos noget familie og skal  slappe af, nyde naturen, livet i gaderne – og jeg skal selvfølgelig strikke.

Jeg skal ikke på workshops denne gang, kun høre Christine Feldthaus (også passioneret strikker) holde foredrag fredag aften. Det skal nok blive sjovt. Desuden skal jeg passe Gavstriks bod søndag formiddag, så kig forbi og hils på, hvis I er på de kanter.
Jeg vil være iført mit Gavstriknavneskilt, hvis I skulle være i tvivl 😉

slange navneskiltPakningen er startet!

Der var engang… hvor denne blog var en strikkeblog.
Ja, det har I nok hørt før, men jeg synes, at jeg ind imellem bør forsøge at leve op til ‘genren’. Derfor er det tid til at opdatere jer med mine uldne meritter.

blaa_druer1blaa_druer3

Faktaboks for Blå druer
Opskrift
: Grapevine af Heidi Kirrmaier – med 3/4 ærmer og forlænget til tunikalængde
Garn: Silke Tweed fra Drops i en dejlig varm mørk lilla – jeg elsker det garn og ærgrer mig over at det ikke fås mere
Pinde: KnitPro rundpind 3,0 og 3,5
Bemærkninger: Tunikaen blev afsluttet i marts; som det kan ses med vintergækker i plænen og let snedrys. Jeg er rigtig glad for den og glæder mig til det bliver så køligt, at jeg kan holde ud at have den på igen.

weekend6_medium

Faktaboks for Lang weekend
Opskrift
: Weekendvest af Sanne Bjerregaard
Garn: Peruvian Highland Wool fra Filcolana
Pinde: KnitPro rundpind 7,0
Knapper: Rester fra Ruth Sørensen købt på en webstrikfestival, derfor to slags, men jeg synes de passer perfekt
Bemærkninger: Jeg er slet ikke vild med tykke pinde, så det blev en langstrakt proces, men jeg er rigtig glad for resultatet, selv om jeg var meget i tvivl undervejs.

nyx3Faktaboks for Nyx’s petals
Opskrift
: Zuzu’s petals af Carina Spencer
Garn: Yarn Edition Wool & Seacell købt hos Handmade Berlin. Skønt blødt og let garn, der dufter temmelig meget af hav/tang når den bliver våd, så den er nok ikke til regnvejr 😉
Pinde: KnitPro 3,5
Bemærkninger: Sjov konstruktion, så den falder godt. En absolut vinder som let forårs/efterårshalsedisse i luksusklassen.

ringa8 Faktaboks for Ajas Ring’a’Roses
Opskrift
: Little sister’s dress (Kjole til lillesøster) af Tora Frøseth
Garn: To tråde Blackhill Uld & Bomuld
Pinde: Knitpro 3,0
Bemærkninger: Vilfreds kusine skulle have lidt hjemmestrik og jeg havde lyst til ‘ægte tøsestrik’, så kjolen fik tilføjet ekstra riller og roser forneden og knapper der matchede. Rosenmønstret stammer fra bogen Strikkemønstre fra Gotland. Kjolen  var rigelig stor til Aja, så jeg gav mig straks efter i kast med en mindre model.

tiny6Faktaboks for Små bånd
Opskrift
: Tiny Ribbon Baby Dress af Astrid Colding Sivertsen
Garn: Hjertegarn Blend/Tendens Garnet var i den rigtige farve og ok at strikke med, selv om jeg ikke bryder mig om garn med akryl i…
Pinde: Knitpro 3,5
Bemærkninger: Dejlig opskrift, med et nemt lille mønster, som vist nok stammer fra Japan. Denne kjole passede perfekt – og Aja synes selv den var sjov at kigge på og pille i, så det var ren win-win.

sommerriller5Faktaboks for Sommerriller til Astrid
Opskrift
: Rilletrøje by Lene Holme Samsøe
Garn: BC Garn Semilla Fino og en smule ukendt strømpegarn i rosa
Pinde: Knitpro 3,0
Bemærkninger: Min niece fik en lille pige i august, så der kom lidt mere babystrik på pindene. Trøjen har stadig ikke fået knapper, de er forsvundet for mig, men det varer også lidt før hun er vokset til den, så jeg håber de dukker op.
Den tynde kant fik jeg ideen til her og nu kan man se at modtageren er af hunkøn. I dag går mange forældre op i at det skal være de ‘rigtige farver’, noget jeg selv aldrig har bekymret mig om. Min knægt arvede pigetøj i lange baner og jeg tror ikke han har taget skade 😉