Tag-arkiv: allehelgen

Guf – eller GYS!

For en uges tid siden skrev Ellen om sin noget blandede tilgang til græskarhoveder og Halloween – men hvad gør man ikke for at glæde sine dejlige børnebørn.

Heller ikke jeg er særligt begejstret for alt det kommercielle, amerikaniserede halløj, der er stødt til de senere år, men da jeg holder meget af årets traditioner, synes jeg også Allehelgen (eller Alle Sjæle som jeg, hedning, egentlig bedst kan lide at kalde det) er værd at fejre. For år tilbage skrev jeg lidt om Allehelgen på bibliotekets daværende hjemmeside; noget af det er genbrugt nederst i dette indlæg.

Men tilbage til mit barnebarn, som selvfølgelig også skal fejre Allehelgen. På Instagram havde jeg set nogle sjove, små malede sten med uhyggelige ansigter og da jeg i anden anledning skulle passe Vilfred, tog jeg en flok sten, hobbymaling og pensler med på besøg. En flok farlige sten kunne passende supplere græskarhovederne på deres terrasse.
Vilfred malede, med stor koncentration og vedholdenhed, stenene hvide. sten1

Så skulle de tørre – og det var SÅ kedeligt at sidde og kigge på, at vi måtte bruge tiden på at bage lækre pølsehorn og boller 😉
I mellemtiden dukkede faster Linnea op og hun og Vilfred gik i gang med at tegne kranier og uhyggelige (og et par glade) ansigter på de fine hvide sten. foto 1(Billederne er min svigerdatters)

Hjemme igen måtte jeg gentage succesen: Jeg malede stenene hvide og datteren malede resten. Så nu kan jeg sige ‘velkommen til mit hjem’ på en meget uhyggelig måde – bemærk også at mit husnummer passer til stemningen! velkomst

Gyseligt – især ved nattetid…velkomst2 😉

Allehelgen og Alle sjæle – en gammel keltisk tradition
Samhain er en ældgammel keltisk fest der markerede afslutningen på høsten og starten på årets mørke tid. Det var på det tidspunkt af året, hvor skellet mellem de levendes og de dødes verden var tyndest. Årets afdøde rejste på denne nat til de dødes rige og ånder og overnaturlige væsner kunne blande sig med de levende.

I det katolske Danmark ‘overtog’ man ofte hedenske fester, således også festen for de døde.
Nu fejrede man Allehelgens dag den 1. november; en festdag for de helgener, der ikke havde deres egen dag og på Alle Sjæles dag, den 2. november, mindedes man årets afdøde.
Efter reformationen slog man de to helligdage sammen og i dag holdes Allehelgens gudstjenesten altid den første søndag i november. 

Halloween
er den amerikanske udgave af Allehelgensaften, aftenen inden Allehelgens dag, hvor man med larm og halløj skræmmer det onde i de dødes sjæle bort – også det er en reminisens fra Samhain. I dag forbindes det ofte med uhygge, selv om det med lige så god ret kunne være sjælefred. 
De senere år har den amerikanske Halloween-tradition fået tag i danskerne og samtidig er Allehelgen igen kommet i fokus, især i kirkelige kredse.

Lys i mørket
Omkring Allehelgen er det blevet dejligt mørkt om aftenen og så kan man pynte op udenfor med roe-, kål- eller græskarlygter. Inden traditionen med at skære græskarlygter kom til Danmark fra Amerika, var det nemlig roe- eller kållygter der fik lov at lyse op i efterårsmørket –Se hvordan man gør.

Her kan du læse mere
Spejdernet – om Samhain

Kristendom.dk – Allehelgen og Halloween
Historie Online – Historien bag Halloween
Post og Telemuseet – Allehelgen og Halloween

På engelsk er der f.eks. Halloween Online, Halloween og History of Halloween der fortæller om historien bag den amerikanske tradition.