Tag-arkiv: appelsin

Syltetid

Jeg havde fået lidt for mange citroner og appelsiner i huset, så jeg gik i gang med at sylte. Appelsinerne skulle (selvfølgelig) ende som appelsinmarmelade med vanilje og mandler efter Anne Hjernøes opskrift. Det er en skøn marmelade!

Citronmarmeladen blev til efter et kik i min udklipsbog. Jeg har flere opskrifter, men som sædvanligt blander jeg, leger lidt og ender med min egen version. Denne gang blev det en ret ren udgave:

3 økocitroner
1 økoappelsin
1/2 liter vand
450 g økologisk syltesukker
1 spsk hjemmelavet vaniljesukker (Jamie Olivers udgave)

Riv den orange skal af appelsinen og frys den ned til en anden god gang. Skræl den gule skræl af citronerne og snit den i tynde strimler. Skær den hvide skal af frugten, del dem i kvarter og snit kødet i meget tynde skiver. Kom frugt, skræl og vand i en gryde og sæt den i køleskabet et døgn. Næste dag koges frugten i en time, derefter tilsættes sukker og vaniljesukker og det hele koges i yderligere 10 min.
Hæld marmeladen på skoldede glas (jeg bruger ovnen). Læg låget på glassene uden at stramme dem til og sæt dem i den 100 gr. varme ovn i 15 minutter. Luk glassene helt så snart du kan, uden at brænde fingrene. Hvis du er bekymret for holdbarheden kan du selvfølgelig tilsætte atamon.

Så er der vitaminer i spisekammeret!citrussylt