Tag-arkiv: børnebørn

Faste rutiner

Der har sneget sig flere faste aftaler ind i den ellers fuglefrie hverdag.
For det første har jeg en ugentlig aftale hos søn og svigerdatter. Min svigerdatter har længe haft rygsmerter og har nu fået diagnosen, en diskusprolaps. Mens hun venter på en operation (hvilket kan tage mange måneder), skal hun gå til træning, for at se om det kan afhjælpe smerterne. Hun håber selvfølgelig at træningen kan hjælpe så meget, at hun kan slippe for kniven, men lægerne mener en operation er uundgåelig. Det er ikke nemt for hende, at undgå belastninger, når hun er på barsel med en firemåneders baby (der holder en god kampvægt), så jeg prøver at hjælpe – og det er altså også dejligt, at få tid med den lille, glade fyr.sylle2

Der er også aftaler med den ældre generation. Foruden den faste frokostaftale en gang om ugen, så er der jævnlige transporter og anden hjælp til mine forældre. De seneste dage har der været ture til Riget med min far, for at besøge min mor. Hun har igen været indlagt på karkirurgisk afdeling, for at få ‘ordnet’ det andet ben, men i går kunne vi hente hende hjem. Ikke alt er lykkedes, men nu må de næste uger vise om det bliver bedre; vi håber, for hun er virkelig plaget. Her er i øvrigt et skønt billede af min mor, anno 1926, som er fundet på lokalarkivernes nyligt åbnede fælles søgeside, www.arkiv.dk – en side jeg kan anbefale, hvis man er det mindste interesseret i fortiden.mor copy

En anden rutine, som jeg desværre har lidt svært ved at holde fast i, er mine gåture i omegnen. Jeg nyder dem, når jeg er kommet afsted, men det er svært at nå dertil. Alt for meget andet, spændende, holder mig hjemme. Men her er da et billede fra en af dem: Kregme Bakker, med vidt udsyn over Roskilde Fjord til en bid af Halsnæs (til højre), Hornsherred (til venstre) og i midt for, til højre, et langt kik til Isefjorden og Odsherred. Nederst ses mine forårskåde, lilla ørkensko, som nu har afløst vinterstøvlerne.bakkerne

Til gengæld er havesæsonen skudt i gang og det skulle gerne blive en fast rutine at bruge tid der dagligt. Det er lykkedes mig at bruge adskillige timer med oprydning, beskæring af vildtgroende buskadser og andet havearbejde de seneste gode forårsdage.  Jeg springer måske over i denne weekend, for brrr, hvor er det dog bidende koldt.

Der er nok at tage fat på, for de senere år har ryggen konsekvent nægtet at samarbejde med mig, når det drejede sig om den slags gøremål. Derfor jeg er ovenud glad for, at den indtil videre ser ud til at makke ret. Højbedene skal også klargøres, vi har netop fået muld til kasserne, og så pibler ukrudtet jo op… men noget af det går til et godt formål 🙂skvalder

De her spæde skvalderkål blev, finthakket med citronskal og hvidløg som en gremolata. til det skønneste drys på en portion lynstegte svampe.

Tiden går og jeg går med – og bager brød

Søndag samledes syv af Strikketøserne til ‘give gaver og strik-snakkedag’ hos Lona. Vi indledte med en måske lidt skræmmende ‘os-fie’… osfie😉

Derefter stod den på frokost (dejlig karrysuppe) og gaveudpakning. To af os havde haft fødselsdag siden sidst og det var, som altid, spændende at se, hvad alle pakkerne indeholdt. Her er mine dejlige gaver – bøgerne især, glæder jeg mig til at udforske nærmere. Jo, vi strikkede også…gaver2

gaver1Lørdag havde familien endelig tid til at samles til forsinket fødselsdagsfejring med brunch. Også her blev jeg begavet, med dejlige sager. En skøn engelsk serie, bygget på noveller af Elizabeth Gaskell – ren hygge. Dejlige træredskaber til køkkenet, hvor jeg gerne vil af med plastsagerne, en inspirerende bog om juice og saft på slowjuiceren (sådan en fik jeg af husbonden på selve dagen) og en jakke i den smukkeste rødlilla farve, som datteren havde fundet i loppemarkedsbutikken ‘Kirrpu’.gaver

Jeg var særlig glad for at mine forældre orkede at deltage. Min mor har det ærligt talt rigtigt dårligt og de er begge blevet meget ældre i løbet af det sidste halve år. De er ‘mætte af dage’, som det hedder. Vi bor heldigvis så tæt på, at vi nemt kunne køre dem hjem, da de havde fået nok.
Mine dejlige børn og børnebørn er altid en fornøjelse at have på besøg. Sylvester er bare sådan en glad unge og da Vilfred (og hans far) først fik fingrene i fars gamle Lego, så var de tabt for omverdenen. Alt Lego kom med hjem og Vilfred bygger og bygger i timevis, så det faldt på et tørt sted 😉bb-a

Til maden havde jeg bagt et, når jeg selv skal sige det, rigtigt godt brød. Hele historien er et selvstændigt blogindlæg værd, men nu kan lidt af det runde dagens indspark af…

En tidligere kollega, nu bosat i Sverige, har flere gange nævnt en gårdbutik med ‘eget’ mel (Sørisgård). Omsider fandt jeg ud af at den lå bare 15 km fra os! Vi måtte straks på besøg og her bliver det så til ublu reklame, for det var en ren åbenbaring, med alt hvad hjertet kan begære af økologisk mad! Spændende grøntsager fra mange lande, vin, saft, kød, pålæg, kolonialvarer, mel fra bl.a. Aurion, mejeriprodukter, brød, bøger osv.

Jeg er begejstret – og ganske beskæmmet over, at jeg ikke har opdaget stedet for længe siden. Men nu har jeg opsagt mit abonnement hos Årstiderne og har tænkt mig at tage på jævnlige indkøbsture til Sørisgård i stedet. Se f.eks. en video om stedet… – eller find dem på Facebook.mel

Tilbage til brødet. Søris producerer bl.a. et fuldkornshvedemel (som undertiden kan fås i Netto og i Irma) med en virkelig god bageevne og masser af smag. Melet bliver malet i Sverige på langsomtkørende sten, så melets temperatur holdes nede og næringsindholdet bevares bedst muligt. Jeg miksede en opskrift sammen af flere ‘husopskrifter’ og det gik som sagt godt.

1 liter koldt vand
5-10 gr. gær
1 spsk salt (jeg holder af et ret salt brød, så jeg gav den lidt ekstra)
5 dl havregryn
1 dl durummel
Søris fuldkornshvede – tilsættes lidt ad gangen, indtil dejen er spændstig, men ikke helt fast.

Jeg lader min gode gamle Ballerup mixer om æltearbejdet. Når dejen er samlet får den lov at køre 15-20 minutter. Derefter hviler dejen køligt i 12-18 timer. Deles i to, eller måske tre, dele, æltes og foldes og lægges på et klæde i hævekurve, indtil de er pænt hævede.
Ovnen sætter jeg på fuld skrue med en bagesten i. Når ovnen er helt varm sættes et fad med kogende vand i bunden. Brødet vender jeg ud på en brødspade, snitter på langs med en skarp kniv, drysser med durum og lemper ind på stenen.
De får 15 min. ved 250-275 grader, derefter yderligere 15 min. ved 200 grader.
Bank på bunden – lyder den hul, har de fået nok, hvis ikke så giv dem lidt mere.brød