Tag-arkiv: forbrug

Som katten om den varme grød …

I dag har jeg gjort alvor af noget, jeg længe har haft lyst til, men alligevel udskudt igen og igen. Jeg har fundet symaskine, stof og snitmønster frem og er gået i gang med at sy til mig selv. En nem kjole, som jeg købte snitmønster til, da jeg alligevel var i København til strikkefestivalen. Syprojekter er noget der kræver både overblik og forberedelser. Det med overblikket er jeg ikke så god til – en skade fra stresssygdommen, som jeg efterhånden har erkendt, at jeg nok aldrig får has på. Men nu ville jeg altså prøve og i dag har jeg endelig fundet stof og foerstof frem fra dybet (det har mindst 25 år på bagen) og har fået klippet delene.stof

Det afstedkom også en større udmugning og oprydning, så jeg nåede ikke så langt som forventet. Ryggen brokker sig, både over arbejdsstillingen ved sybordet og al den roden i kasser, så der har været indlagte pauser med strik og småbidder af en kinesisk tv-serie på Netflix. En meget passende blanding på en smågrå og småvåd oktobertirsdag.

I weekenden fik jeg klaret en anden ting, som har krævet lidt tilløb. Min far ønskede at min mors ting gik videre til børn og børnebørn, så jeg har over nogle uger flyttet det hele hjem til os. Lørdag gik med familiebesøg, hvor vi fordelte tøj, hobbysager og personlige ejendele. Både hyggeligt og trist på en gang. Her prøver lille Esther (opkaldt efter min mor) sin oldemors fine hjemmestrikkede hue, der er lidt stor 😉 Næsen er fint pyntet – det er ikke sådan at holde balancen på to ben, når man er nybegynder.lilleesther

Søndag pakkede jeg alle resterne i poser og i går blev det afleveret til Røde Kors. Det har været sværere end jeg troede og jeg føler mig en smule medtaget, så en fridag med fredelige sysler, var lige hvad jeg havde brug for.

Forrige weekend var meget lystigere. Sammen med godt fyrre strikkere, var jeg til en dejlig stikkefestival i Svendbog. Vi var fem der fulgtes fra Sjælland og vi startede tidligt fredag morgen, så vi kunne ‘gøre lidt garnbutikker’ på vejen. Første stop var Nyborg, hvor vi holdt kaffepause (med crepes) på Tittis kaffe. Garnbutikken ved siden af var af den traditionelle slags og jeg undgik behændigt køb. Næste stop Odense med kaffe (og lidt frokost) på Baresso.kaffe

Da vi lidt senere landede hos Tante Grøn faldt jeg for en forårsbluse til Sylvester i det lækre bomuldsgarn ‘Blomsterfrø’. Susie Haumanns to nyeste strikkebøger ‘Baby it’s cold outside’ og ‘Uldtid’ røg også med. Men når nu de lokkede med 15% på alt lige netop denne dag, så skulle det jo gå galt 😉indkøb

Vi besøgte også Allerup Strik, lidt syd for Odense. En rigtig dejlig gårdbutik fyldt med et utal af spændende garner, så her røg jeg i igen. Ganske vist kun med to nøgler, men hvilke nøgler. Lutter sølvskinnende blødhed. Jeg er lidt spændt på, hvordan garnet vil te sig efter at være strikket op. Måske skal man lade dem ligge som de er og bare kæle lidt for dem ind imellem?garn

Lørdag var vi på udflugt til Hjelholt Uldspinderi, hvor Henrik viste frem og fortalte.

hjelholt1

Fra råuld til karteflor

hjelholt2

Fra pladegarn til entrådet

hjelholt3

Tvinding og haspning i fed

Det var vældigt interessant og herfra fik jeg selvfølgelig et enkelt bundt af deres pelsgarn med.

Ellers gik festivalen med masser af snak og strik – og alt for meget mad. Vi havde også en rigtig fin lørdag aften, hvor Ruth Sørensen fortalte om sine strikkerejser til Monda i Spanien og om Fair Isle strik. Sådan en tur til Spanien kunne jeg godt lige klare, men når man ikke magter at sætte sig op i et fly, så er det måske en anelse besværligt – og Svendborg er nu også dejlig!strik

En pakke til dagens vejrlig

I dag kom min med spænding ventede pakke fra Dresden og indholdet passer som hånd i handske til dagens ‘sommervejr’ med kølighed og småregn. parka0

Men historien starter et helt andet sted, nemlig i Sverige. På vores besøg hos Ellen og John i starten af maj, lykkedes det mig at glemme hele to jakker hos dem.
Det var ikke umiddelbart et problem, for jeg mente at have både en regnjakke og en cowboyjakke jeg sagtens kunne klare mig med til vi skulle ses igen. I mellemtiden er cowboyjakken også forsvundet; her har jeg dog ingen anelse om, hvor den er efterladt. (Den ligger vel ikke i Sverige også, Ellen? Så er det direkte pinligt!)

Jeg har ikke mistet tøj i årevis og da jeg samtidig, på et besøg hos min søn for nogle uger siden, lånte hans anorak og faldt for farven og kvaliteten med et brag – så mente jeg bestemt, at det alt sammen måtte være et tegn fra oven om, at det var nu jeg skulle slå til og få købt den anorak jeg havde drømt om i flere år.

Som tænkt, så gjort. Markedet blev eftersøgt for Fjällräven parkas og sørme om ikke Havhøkeren i Gilleleje havde den model jeg efterspurgte. Afsted gik det for at kigge og prøve. Jo, den passede fint og havde lommer nok til at rumme både kamera, telefon og de sten jeg uværgerligt samler op på mine ture, men farven! Jeg ser ærligt talt rædsom ud i khaki, beige og gul – hvilket var mulighederne – men jeg ville altså have en ‘Uncle blue’. Den havde de ikke – og de kunne heller ikke få den hjem fra Fjällräven.

parkaGode råd var dyre, eller, skulle det vise sig, faktisk billige. Der blev ledt på nettet og jeg fandt omsider både den rigtig farve og størrelse på Draussen.de. Oven i hatten fik jeg rabat så jeg, trods portoudgifter, sparede over 300 kr. Så er benzinen til Gilleleje og hjem da betalt – og mere til.

Jeg forstår altså godt at det er svært at drive detailhandel og at butikkernes udvalg i de mindre byer lader meget tilbage at ønske. Selv om jeg gerne støtter det lokale erhvervsliv, så er det uhyggeligt fristende at handle på nettet, når man slipper så meget billigere. Der var rigtig fin service hos Havhøkeren og jakken kunne prøves på – så jeg synes egentlig at det er lidt skidt, at mine penge endte i Tyskland.
Men jeg er godt nok glad for min nye jakke – nu håber jeg inderligt at jeg kan ‘holde på den’ i mange år.

Fredagens fiber fryd…

Jeg må endnu engang konstatere at strikkelysten er noget større end strikkeevnen. Trods mine bestræbelser på at holde antallet af projekter nede på et håndterbart niveau, stiger mængden støt.

Der er de henlagte (bortgemte) pinligheder:

  • En Arne og Carlos dukke (stadig kun på første ben, det fænger ikke rigtigt)
  • Sjalet Terra (af Jared Flood) i Gotlandsk Pelsuld som jeg synes er for groft
  • En bøvlet grydelap med påbegyndt makker, som jeg heller ikke rigtig er tilfreds med
  • En bluse til Vilfred som er blevet alt for stor og venter på han vokser lidt mere
  • En ‘top-down’ sweater som også er alt for stor og kræver omtænkning (og omstrikning)
  • En halsedisse af eget design, som bare skal monteres (!)

Så er der de igangværende, med mere eller mindre fremdrift:

  • En hjemmedesignet vest i vævestrik til Vilfred, som er et lille ‘ind imellem’ projekt
  • Trøje i vævestrik, af Susie Haumann, også til Vilfred
  • En Weekend vest fra Rasmilla som kun mangler forkanter og knapper
  • Sjalet Marin (af Ysolda Teague) som jeg går og gemmer lidt på til andet bliver færdigt
  • Pudebetræk, der er mit bidrag til Charlotte Kaaes Gobelinstrik SIFs
  • Muslingesjalet af Ruth Sørensen – mit første (eneste?) store mønsterstrikkede sjal

Og det der ligger som ‘dedikeret garn‘ på hylderne og tålmodigt venter på afgang:

  • En islandsk trøje til svigersønnen – Arni
  • Nomadevesten af Christen Seyfarth
  • Hanne Thorsens skønne børnecardigan ‘Får’
  • Stjernetunika i Lett Lopi
  • Et sjal til en kollega – mønsteret er endnu ikke besluttet

Endelig er der det allersjoveste, pludselige ideer som jeg bare MÅ kaste mig over – NU

I dag har jeg rodet lidt med farver til Isagers Tweed Sweater, fra min nyanskaffede ‘Strik a la carte II, som husbonden skal have. tweed0

Jeg havde ÅLJ-garn liggende på lager. Det er MEGET blåt, og har helt sikkert gavn af lidt nedtoning med andre farver, som i denne opskrift.

Strikkeprøven er færdig – og jeg skal et halvt nummer ned i pindestørrelse. Jeg ligger ikke inde med Spinni i farver der kan bruges, men Blackhill Højlandsuld ser også ud til at fungere fint.tweed3
Det er ikke de ovenstående farver jeg kommer til at bruge til den blå. De smukke, melerede farver døde sammen med den hidsige blå, som kræver lidt ekstra ‘kapow’, men jeg har to andre farvesammensætninger at vælge imellem.

tweed1tweed2Jeg må hellere lave et par strikkeprøver mere, for umiddelbart er jeg til det (sikre) grøn-blå, der ligner det jeg plejer at gøre…
Men jeg har faktisk  lyst at prøve de andre og når nu modtageren både kan bære og lide bordeaux og orange, såh… Lige netop de garner er også entrådede og ligner Spinni (måske er noget af det faktisk fra Isager). De er hentet på loftet, så de har over 30 år på bagen og burde vel også have lov at blive brugt.
Hvad synes I?

Hovsa. Da jeg skulle finde linket til Fiberfristeren faldt jeg over de luksusstrikkepinde jeg har ventet på, så nu er et sæt ChiaoGoo bestilt. Åh, jeg glæder mig… (og er en smule tosset).

‘Kilometermel’ og lokale ildsjæle

En af de ting jeg ser frem til at besøge når sommeren igen indfinder sig, er de lokale markedsdage ved Dyssekilde Station i landsbyen Torup mellem Hundested og Frederiksværk.

Der bliver kun solgt lokalt producerede varer, det de selv kalder ‘kilometermad’, dvs. at alt er produceret indenfor en kilometers omkreds. Jeg var der flere gange sidste år og stødte bl.a. på Bo, der solgte af sit nymalede mel. mel

Bo er landmand og driver Ellekærgård der, bogstavelig talt, ligger lige midt i landsbyen.
Nu køber jeg rugmel hos ham og får det malet – fint, groft eller meget groft – præcis som jeg ønsker. Det er en god fornemmelse at bage brød af kornet fra de marker jeg så tit kommer forbi. Da jeg ikke er særlig flittig til at bage lyst brød har jeg ikke haft megen brug for spelt- og hvedemel, men det har han også.

I Torup sker der mange spændende ting. Der er der opstået et frugtbart samarbejde mellem den gamle landsbykultur og de nye tilflyttere i Økosamfundet Dyssekilde og det har medført mange nye interessante tiltag. Et af dem er Torup Bogby, et andet er opkøbet og renoveringen af den nedlagte stationsbygning for, med ildsjælenes egne ord, at ‘omdanne Dyssekilde Station til et levende og kreativt mødested’. Projektet nyder interesse både lokalt og nationalt og senere skulle der vist blive mulighed for at følge hele renoveringsprocessen på DR TV.

Farver & Striber… farlige fristelser

Lidt for mange gange om året dukker en helt forfærdelige fristelse op i min postkasse. Det værste er at jeg selv har bedt om den (ellers har jeg frabedt mig alle reklamer) – og så er den ikke engang på glittet papir!

Den landede i min postkasse igen i går, fyldt med former og farver lige efter mit hoved;  mange med eksotisk knald på, men der er også plads til de blide nordiske. Der er mønstre i massevis, både den slags der er malet med brede penselstrøg og de små og sirlige.
Jeg bliver altid så glad af at kigge på al den farverige sprudlen i tekstiltryk og broderi.

Det er selvfølgelig forårskataloget fra Gudrun Sjöden jeg taler om. De kan altså noget med farver derovre på den anden side af sundet, men de er jo også naboer til Marimekko-land.

Den svenske tekstildesigner har sans for skandinaviske kvinder i deres (=min) bedste alder og meget af hendes tøj har plads til både balkon og bagperron – og det der fylder lidt rigeligt midt imellem 😉

Denne gang stiller hun selv op som model på forsiden.

Billigt er det desværre ikke, så jeg er klædeligt tilbageholdende; køber jeg endelig er det næsten kun på udsalg. Men åh, hvor det dog lokker og frister…
Denne her kunne jeg sagtens se mig selv spankulere rundt i de næste par år.

 

Storbyens lys

Til jul ønskede jeg mig disse dejlige Kähler lyshuse, der bringer aftenstemningen i storbyen direkte her til provinshullet. Og jeg fik dem 🙂

Godt 60 års levetid har ellers givet mig et ret pænt indestående på kontoen ‘ting & sager’, selv om jeg yderst sjældent køber eller ønsker mig den slags. Køkkengrej og strikkegrej, ja tak, men nips – næh.

Hvert år, når julekatalogerne rammer de små hjem, forbløffes (og skræmmes) jeg over at se, hvor vanvittigt meget unødvendigt tingeltangel der produceres. Noget er smukt og brugbart, mere er ligegyldigt og meget er både grimt og elendigt.
Hvor bliver det dog af, alt det vi falder for og anskaffer os? Hvor mange penge bruger vi ikke på ting der ender i skraldespand (eller, for at dulme den dårlige samvittighed, på loppemarkeder) når vi er blevet trætte af dem?

‘Urbania’ husene blev altså undtagelsen og de render ingen steder. De glæder mig hver gang jeg fyrer op under dem; den mørke tid har skam også sine lyse sider…