Tag-arkiv: haven

Forår i have – og hoved

Vores store have på 1800 m2 har i knap 30 år, været en kilde til stor glæde – og de sidste 15 år desværre også sorg. Glæde, fordi jeg nyder at rode i jorden, kan følge årets gang med blomster og dyreliv og hente bær, nødder og grønt til gavn og fornøjelse i køkken og mave.
Sorg, fordi ryggen ikke mere vil være med til alt det, jeg gerne vil. Efter bare 10 min. med bøjet ryg, må jeg give op – og det kan vare flere dage før jeg er klar igen. Det holder jo ikke i længden.

Da vi flyttede ind var haven temmelig vild. Dels havde huset stået tomt i et par år og dels havde den tidligere ejer ikke haft kræfter til at holde haven i adskillige år. I 1989 gik jeg i gang med at rydde og dække store dele jorden af for at få has på ukrudtet og siden anlægge en større køkkenhave. Senere kom et drivhus til og vi nød at kunne spise egne, giftfri grøntsager i mange år. Men med rygproblemer måtte både køkkenhave og senere drivhus sløjfes og haven nærmede sig med katastrofal hast sit gamle udseende. Kræfterne rakte kun til områderne lige omkring huset.

Peter holder af at sidde og nyde det lange kik ned gennem haven, men han er på ingen måde havemenneske. Han klarer ganske vist den lange, lange bøgehæk og græsslåningen og kan (med overtalelse og langt tilløb) sagtens fælde et træ, grave et hul eller lægge en flise 😉

Jeg har, næsten lige så længe som ryggen har drillet, ønsket at få haven omlagt, så den blev nemmere og mere rygvenlig med (rigtigt høje) højbede osv.; allerhelst i samarbejde med en havearkitekt, som jeg vidste kunne give mig helt anderledes ideer og løsninger. Da jeg sidste år gik på pension, fik jeg udbetalt et engangsbeløb og noget af det spenderede jeg på en havearkitekt. Det blev Mette Rønne, som Haveselskabet anbefaler, og det var et rigtigt godt valg og en god investering.

En regntung dag gik hun tur med mig i haven og spurgte ind til vores ønsker. Peter ville gerne bevare det lange, åbne kik og jeg ville gerne have opdelinger i flere rum, så haven kunne byde på flere overraskelser – og så det rygvenlige. På et par timer fik vi sammen lavet en meget fin plan, som kan sættes i værk i etaper. På Pinterest har jeg samlet billeder af de planter og træer der er i spil.
Det kræver godt nok en del hjælp til det hårde fra den bedre halvdel, så hurtigt går det ikke ligefrem, men vi arbejder da på det … Og i dag har jeg bestilt planter til bl.a. det første nyetablerede bed.

Jeg har gennem årene forsøgt, at finde løsninger som kunne gøre havearbejdet nemmere, men jeg ville under ingen omstændigheder bruge giftige hjælpemidler.
Sidste år skete der noget. Det første, der fik mig til at vejre morgenluft, var da jeg faldt over Grethe Bjerregaards bog 1/2 time i haven – den daglige haverunde, som gav mig et nyt perspektiv på havearbejde: Du behøver ikke knokle i timevis, for at holde haven i rimelig stand. Så købte jeg en effektiv ringhakke og da sommeren gik på hæld, fik jeg fingre i et genialt stykke værktøj, som gjorde, at jeg pludselig kunnen klippe grene i jordhøjde uden at bøje mig. Det betød at jeg i løbet af efteråret, med kun en halv time ad gangen, fik klippet en masse af det vildtvoksende buskads, som bare havde fået lov at brede sig. Tre store områder (og det løse) med et virvar af japansk pileurt, snebær, fjerbusk, småtræer af forskellig slags og forvildede roser blev ryddet. HURRA! Herunder ses resultatet, måske lidt svært at bedømme, men begge områder var druknet i et næsten uigennemtrængeligt krat.

I sidste uge startede jeg så på et fjerde område omkring en hyggelig gryde omgivet af jordvolde med masser af store sten. Den var forsvundet i et filter af kaprifolie, humle og især brombær med meterlange ‘dødbringende’ udløbere. Det er ryddet – på nær en god bid af kaprifolien, som jeg gerne vil beholde 🙂
Tilbage ligger nu store bunker af afklip rundt omkring, som jeg nok må bede om hjælp til at få ekspederet til genbrugspladsen.

Der er yderligere to brombærinficerede steder, men det skal jeg nok snart få klaret. Brombær er dejlige og vi har nydt godt af dem, mens de var her, men de skal udskiftes med en tornløs sort, så plukningen bliver lidt mere human.

Siden skal haven have et mere almindeligt vedligehold, men mon ikke jeg og min højtelskede, langskaftede medhjælper snildt klarer det?

Guf – eller GYS!

For en uges tid siden skrev Ellen om sin noget blandede tilgang til græskarhoveder og Halloween – men hvad gør man ikke for at glæde sine dejlige børnebørn.

Heller ikke jeg er særligt begejstret for alt det kommercielle, amerikaniserede halløj, der er stødt til de senere år, men da jeg holder meget af årets traditioner, synes jeg også Allehelgen (eller Alle Sjæle som jeg, hedning, egentlig bedst kan lide at kalde det) er værd at fejre. For år tilbage skrev jeg lidt om Allehelgen på bibliotekets daværende hjemmeside; noget af det er genbrugt nederst i dette indlæg.

Men tilbage til mit barnebarn, som selvfølgelig også skal fejre Allehelgen. På Instagram havde jeg set nogle sjove, små malede sten med uhyggelige ansigter og da jeg i anden anledning skulle passe Vilfred, tog jeg en flok sten, hobbymaling og pensler med på besøg. En flok farlige sten kunne passende supplere græskarhovederne på deres terrasse.
Vilfred malede, med stor koncentration og vedholdenhed, stenene hvide. sten1

Så skulle de tørre – og det var SÅ kedeligt at sidde og kigge på, at vi måtte bruge tiden på at bage lækre pølsehorn og boller 😉
I mellemtiden dukkede faster Linnea op og hun og Vilfred gik i gang med at tegne kranier og uhyggelige (og et par glade) ansigter på de fine hvide sten. foto 1(Billederne er min svigerdatters)

Hjemme igen måtte jeg gentage succesen: Jeg malede stenene hvide og datteren malede resten. Så nu kan jeg sige ‘velkommen til mit hjem’ på en meget uhyggelig måde – bemærk også at mit husnummer passer til stemningen! velkomst

Gyseligt – især ved nattetid…velkomst2 😉

Allehelgen og Alle sjæle – en gammel keltisk tradition
Samhain er en ældgammel keltisk fest der markerede afslutningen på høsten og starten på årets mørke tid. Det var på det tidspunkt af året, hvor skellet mellem de levendes og de dødes verden var tyndest. Årets afdøde rejste på denne nat til de dødes rige og ånder og overnaturlige væsner kunne blande sig med de levende.

I det katolske Danmark ‘overtog’ man ofte hedenske fester, således også festen for de døde.
Nu fejrede man Allehelgens dag den 1. november; en festdag for de helgener, der ikke havde deres egen dag og på Alle Sjæles dag, den 2. november, mindedes man årets afdøde.
Efter reformationen slog man de to helligdage sammen og i dag holdes Allehelgens gudstjenesten altid den første søndag i november. 

Halloween
er den amerikanske udgave af Allehelgensaften, aftenen inden Allehelgens dag, hvor man med larm og halløj skræmmer det onde i de dødes sjæle bort – også det er en reminisens fra Samhain. I dag forbindes det ofte med uhygge, selv om det med lige så god ret kunne være sjælefred. 
De senere år har den amerikanske Halloween-tradition fået tag i danskerne og samtidig er Allehelgen igen kommet i fokus, især i kirkelige kredse.

Lys i mørket
Omkring Allehelgen er det blevet dejligt mørkt om aftenen og så kan man pynte op udenfor med roe-, kål- eller græskarlygter. Inden traditionen med at skære græskarlygter kom til Danmark fra Amerika, var det nemlig roe- eller kållygter der fik lov at lyse op i efterårsmørket –Se hvordan man gør.

Her kan du læse mere
Spejdernet – om Samhain

Kristendom.dk – Allehelgen og Halloween
Historie Online – Historien bag Halloween
Post og Telemuseet – Allehelgen og Halloween

På engelsk er der f.eks. Halloween Online, Halloween og History of Halloween der fortæller om historien bag den amerikanske tradition.

Islandsk strik

Svigersønnens trøje er strikket færdig og der er hæklet ned foran, så den er klar til opklipning efter Kate Davis’ metode. Nu mangler jeg kun at finde en lynlås, sy den i, hæfte ender og vaske.
Trøjen hedder Arni (ses her på Ravelry) og er fra bogen ‘Islandsk strik‘, som netop er udgivet på dansk. Jeg har brugt den engelske udgave.
arni5Der er en fejl i mønstret, en simpel tællefejl, som har rykket på et af de sidste elementer, men det tror jeg ikke nogen kan se. Herunder ses trøjen på undertegnede; der var ikke andre modeller at finde i huset i går…

arni6Opskriften er tilpasset, så den er en størrelse M forneden og en XL foroven, men jeg synes stadig den virker lidt vid forneden, så svigersønnen må først prøve den på. Måske er jeg nødt til at tage af i siderne og det må desværre klares med en syning, øv.

Jeg har brugt ‘tubular cast on’ (jeg kalder det røropslagning, men det navn er min egen opfindelse) forneden og på ærmekanterne, for det giver en meget smuk ribkant. Der findes  mange forskellige måder at gøre det på, men jeg bruger denne, som jeg synes er den nemmeste. Det er godt nok ikke nemt at se i det mørke garn!røraflukningHalsen er lukket af med ‘Jeny’s surprisingly stretchy cast off‘. Et fantastisk navn til noget så simpelt som en aflukning med ekstra omslag – men den virker. Jeg holder meget af Cat Bordhis grundige videoer, omend de er noget langtrukne, også fordi hun læsper så hyggeligt 😉 Der findes også en flot, syet ‘røraflukning’, men da halsribben alligevel skal foldes ned på bagsiden og sys til, valgte jeg den hurtigste metode.

I går brugte jeg flere timer på terrassen, med et julegavestrikketøj og kaffe. Utroligt at vi bliver ved med at få disse fantastiske dage med solskin og varmegrader som kræver sommertøj og bare tæer.terrassestrik

Undskyld, Hr…

…må jeg byde dem et kirsebær?
Et der er sødt, et der er blødt, et der er rosenrødt…kirsebær

Efter i flere år at have svigtet os, står vores Stella kirsebærtræ omsider fuld af lækre, knap modne, men spiselige, bær. Nu skal der spises til den store guldmedalje!

Og der skal bages kirsebærkager til fryseren og sursyltes, inden de frække solsorte og skader napper dem allesammen. De må nøjes med dem i toppen; der sidder masser af store klaser, som vi alligevel ikke kan nå.

KirsebærmundDet ser ud som om træet selv forsøger at skræmme ubudne gæster, med det her uhyggelige fjæs; om det er os eller fuglene ved jeg så ikke 😉

Sidst vi havde ‘kirsebærår’, fandt jeg en opskrift på hele sursyltede spisekirsebær. Jeg var ikke helt tryg ved resultatet, men hold da op som jeg blev glædeligt overrasket. De smagte forrygende godt, især til ost. Så i år skal der sursyltes uden mindste tøven.

Men lad os lige tage en nostalgisk tur tilbage til dengang farmor (altså Vilfreds) var ung, til Landmandsliv og sangen om kirsebærret 😉