I dag handler det om strik.
Tidligere har jeg skrevet om Knitsoniks spændende måde at udvikle mønstre på og jeg har igen leget med farvet og mønstre. Denne gang deltog jeg i en swatch-along, hvor alle havde samme foto som udgangspunkt for mønstre og farvesammensætninger. Resultaterne, med det pågældende foto og Felicitys kommentarer, kan ses på Knitsoniks blogindlæg.
Mit bidrag var dette – og igen kunne jeg have fortsat i en uendelighed med at kreere nye mønstre. Vildt inspirerende.
I løbet af forår og sommer har jeg bl.a. strikket på to sommerbluser, Isabell Kraemers ‘A hint of summer‘ og Ankestricks ‘Walk along‘. Fine bluser begge to, i henholdsvis Coast og Lincot. Den første er færdig og i brug, den anden er stort set færdig, men sat på standby, for jeg bøvler med at få halsen helt rigtig til mig.
I maj, på den årlige strikketur til Sverige med min gode strikkeveninder, fik jeg omsider sparket til at få afsluttet en to år gammel knitalong. Et skuldersjal i kniplingsstrik med masser af perler; mit første rigtige stykke ‘lace’ og noget af en opgave. Det er Renaissance shawl af Anne-Lise Maigaard. Jeg er glad for resultatet, selv om sjalet nok ikke vil blive brugt så tit, men det egner sig godt til at have over skuldrene til en fin kjole.
Lidt småt til børnebørnene er det også blevet til – dels min egen opskrift, inspireret af flere forskellige opskrifter, på ‘Puttehøns‘ til påske (som fremover kan bruges til at gemme et blødkogte æg i) og en lille Rajas Raglan til Sylvester. Temaet er vist gult …
Jeg var jo på strikkekursus i foråret, for det er vigtigt for mig at få nye input. Meget af det vi gennemgik, havde jeg nu lært mig selv, men samvær med andre om strik er altid givende og der var skam også øjenåbnere iblandt. Og så har jeg fået smag for strikkeprøver i lange baner 😉
Mit første projekt fra kurset var ‘Brug bobler og bieser frit til et mindre arbejde’. Jeg valgte at lave håndledsvarmere og da mønstret fik lidt ‘prik-streg-prik’ over sig, blev det til Telegrafistvarmere 😉 Skulle nogen få lyst at strikke et par, så sig endelig til; jeg har en opskrift der meget gerne vil testes.
Et andet projekt var inspireret af et traditionelt mønster, som vi brugte til en strikkeprøve. Det kaldes ‘Skjøldrarnir’ (gavle) på Færøerne og ‘Dag och natt’ på Gotland. Jeg strikkede en tehætte i rester af et lækkert kidmohairgarn fra Dansk Mohair, Gotlandsk pelsuld fra Filcolana og Hverdagsuld fra Tusindfryd.
Det, jeg virkelig tænder på, er at arbejde med inspirationskilder og eget design. Derfor jeg har besluttet at vælge ‘Strik 3′, når det en gang udbydes igen. Strikketeknikker kan jeg sagtens lære mig selv, så det rene tekniknørdekursus, ‘Strik 4‘, springer jeg foreløbig over.
Mit store ønske er et kursus på Skals Højskole, med fokus på design. Jeg er også ret betaget af de mange rigtig gode strikkekurser der udbydes i Sverige (eks. HV’s i Stockholm), men det er desværre ikke praktisk muligt. Men jeg skal da deltage i to workshops på Knitwork i København i slutningen af måneden. Det er ‘Farvernes mekka’ ved Charlotte Kaae & Katrine Wohllebe og ‘Tvebinding’ ved Maria Gustafsson, så lidt inspiration bliver der fyldt på 🙂
Der er meget mere strik på vej, men det må komme i et senere indlæg.