Tag-arkiv: Knitsonik

Strikkeinspiration

I fødselsdagsgave fik jeg jo en vidunderlig og meget inspirerende bog, som jeg nu har fået kigget nærmere på. Det er Felicity Fords bog: Knitsonik – Stranded Colourwork Sourcebook.gaver1

Bogen beskriver en metode til at lade sig inspirere til egne mønstre i Fair Isle stil – og det er så sjovt. Felicity, aka Knitsonik, har en gruppe på Ravelry og en blog, hvor du kan se og læse mere.

Først gik jeg på fotojagt efter interessante motiver og strukturer i haven. Lidt sten, lidt lav og mosser, grenene på japansk boghvede, barkmønstre og, lidt tilfældigt, de afblomstrede lavendler. Det endte med at blive de sidste jeg ‘broderede’ videre på. foto

Men først skulle jeg finde garn i de rigtige farver. Heldigvis er mit lager af garn i højlandsuld/supersoftligaen pænt (mildt sagt), så der var nok at vælge imellem. yarn

Jeg fik lavet mig et farvekort med 12-14 forskellige farver. Felicity har en metode, hvor man først finder de helt eksakte farver, derefter vælger man farver, der understreger ‘ideen’. Derfor er der ret kraftige varme toner med, men de røg senere ud og skalaen tog en køligere drejning.

Så gik turen videre til skitseblokken, først med lidt famlende doodleri (som det ses her), siden med lidt mere ide. Efter al skitseriet fandt jeg et sted på nettet, hvor jeg kunne hente ‘millimeter’papir for strikkere (masker er jo ikke kvadratiske, men rektangulære) og fik overført nogle af ideerne til egentlige diagrammer.sketch

Endelig blev det tid til at strikke!swatch

Både farver og diagrammer bliver løbende revideret/udvidet, efterhånden som arbejdet vokser – og jeg er slet ikke færdig med at afprøve ideer. De myldrer faktisk frem. Det er ikke nyt for mig, men stadigt forunderligt, at opdage, hvordan man ved at fokusere på en lille del af verden, kan få den til at vokse og få øje på stadig flere facetter.

I gruppen på Ravelry sætter Felicity nu gang i en KAL udfra et enkelt billede. Jeg har tænkt mig at deltage og glæder mig til at se, hvor forskellige vores prøver kan blive.

Og hvad kommer der så ud af det? Tjah, hvem ved… Men processen er s….skæg 🙂