Tag-arkiv: lommefilosofi

Lidt om mennesker – og (u)væsener

Min mor, på 89, har en lang sygehistorie bag sig siden hun som 60 årig fik en blodprop i hjertet. Dem har der været flere af, og det endte med en meget omfattende bypassoperation for otte år siden, hvor vi nær mistede hende. Siden har hun haft problemer med hjerteflimmer osv. For fem år siden faldt hun og brækkede hoften – og kom op på benene igen, trods alle odds. Hun er en mønsterpatient, piver ikke og er sej og vedholdende med træning, khimmelost osv.

Det sidste halve år er hun blevet mere og mere handicappet af et håbløst kredsløb i benene, gennemforkalket som hun er. Hun blev undersøgt på Riget, hvor de gerne ville vente med at gøre noget, til det var kritisk – hun har jo både alderen og sin generelle tilstand mod sig.
Over julen er det blevet meget værre. Forkalkningen i pulsårerne gav hende stadig stærkere smerter, som morfin ikke havde megen virkning på, og gjorde det næsten umuligt for hende at gå. Men med vanlig tilbageholdenhed (man skal jo ikke genere lægen og hvad kan de egentlig gøre…) har hun været lidt svær at overtale til endnu et lægebesøg med hvad deraf følger. Orkede ikke rigtigt al det postyr længere.

Vores læge, en fantastisk kvinde, som hele familien værdsætter højt, fik hende hurtigt indlagt, for med sår som ikke ville læges på fødderne, var en operation eneste mulighed for at undgå amputation. Og på karkirurgisk afdeling var de ikke i tvivl – det var nu det skulle gøres.

I tirsdag lå hun næsten 5 timer på operationsbordet. Hun klarede det (dog ikke uden at give lægerne adskillige grå hår) – og de har lavet mirakler. Ballonudvidelse og oprensning af årer i lysken, samt en bypass: Man klipper en vene i det ene ben løs i begge ender og bruger den som ny hovedarterie. Et pillearbejde, for alle de små lommer i åren skal vendes om, så blodet kan løbe den anden vej. Sikken en koncentration det må kræve af kirurger m.fl.

Alt dette for at rose sundhedspersonalet.
Aldrig har vi oplevet uvenlighed eller afvisninger, altid en sød bemærkning, lidt sjov, et smil – selv om det er mere end tydeligt, at det kniber helt gevaldigt med tid, plads og ressourcer. Jeg beundrer de dedikerede mennesker, der hver dag gør deres bedste for deres patienter. For de er ikke alle ‘nemme og lydige’ som min mor; jeg oplever en hel del af hendes medpatienter som utålmodige, krævende, klagende og endda aggressive, ganske sikkert på grund af angst og usikkerhed.

Men væsenet!
Hvad gør vi dog ved væsenet, der vokser og vokser, næret af magtbrynde, bureaukrati, budgetter, konsulenter, økonomer, planlæggere, politikere, evindelige omstruktureringer og snak, snak, snak. En mastodont, der opsluger og opløser bevillinger og ligger som en tung byrde på alle de mennesker, der gerne vil det bedste. Den burde væltes og startes forfra, nedefra – der hvor man ved hvad det handler om: Mennesker… ikke væsener.

Medmennesker

Først Mia, så Susanne – og nu undertegnede. For deres indlæg satte tanker i gang. Er vi så dårlige til at se andre, hilse og sende et lille smil?

Jeg nikker og smiler vist til alle jeg møder på min vej, for jeg kan ikke lade være. Ofte falder der en bemærkning af til en medpassager, en køkollega eller andre, som jeg for en kort stund deler rum med. Nogle gange føler jeg mig lidt som en gammel landsbytosse, når jeg får et forundret, måske endda surt, blik eller en ‘talende’ tavshed retur. Men de fleste reagerer positivt.

Da jeg var yngre spekulerede jeg ikke over, at jeg måske opførte mig lidt anderledes, men da jeg efterhånden fik flere bemærkninger om, at jeg var kendt som ‘hende den søde, der altid smilede’ fik det mig til at tænke. Så læste jeg et sted, at smil ikke bare viser glæde og venlighed, men også er et udtryk for afvæbning, underdanighed og (sådan fungerer det blandt dyr i al fald) underkastelse og jeg fik efterhånden en fornemmelse af, at jeg var alt for sød og bange af mig.

Den tanke plagede mig i mange år, men nu er jeg heldigvis fløjtende ligeglad. For jeg har opdaget, at både jeg og mine ‘ofre’ får det bedre, bliver gladere og mere positivt indstillet – og det er da dejligt. På biblioteket blev det en sport og en glæde at få trætte, sure, vrisne og mutte mennesker til at smile, inden de igen gik ud af døren. Ren win-win!

Forleden havde jeg en oplevelse der bestyrkede mig i, at det er godt at ‘se’ hinanden – og agere. I lokaltoget opdagede jeg en ung kvinde, med sortmalede øjne og ringe i næsen, der sad og græd stille. Folk skottede lidt til hende og småmumlede, og ja, hun var måske en type som nogle kunne føle sig provokeret af.

Jeg var bekymret for, om hun ville føle at jeg var påtrængende, men gik alligevel hen og spurgte om hun var ok. Det var hun ikke. Hun havde netop fået den triste besked, at en fra hende terapigruppe havde begået selvmord og hun var selvfølgelig rystet. Der var ikke så meget jeg kunne gøre, hun fik bare lov at fortælle og fik et par venlige klap, inden vi skulle hver sin vej. Til gengæld blev jeg takket mange gange for, at jeg havde spurgt til hende – og jeg var glad for, at jeg fik overskredet den usynlige grænse.

Ha’ en dejlig dag med smil og glæde – og husk at sende lidt videre til jeres medmennesker 🙂
Her er et stykke med blåt at glæde sig over… himmel

… og godt nytår!

Vi havde en rigtig dejligt nytårsaften med gode venner og familie og ALT for meget at drikke – helt ulig mig – som resulterede i en meget stille og ikke synderlig behagelig nytårsdag. nytaar1Min bloggemojo er åbenbart stadig på standby – eller måske er det ordene – eller ideerne; resultatet er i al fald, at det ikke bliver til meget. Jeg får dog læst hos jer (og måske nødtørftigt kommenteret). Ærlig talt sker her ikke en s…

Jeg havde besluttet, at jeg fra 1. oktober og indtil nytår, skulle slappe helt af og ikke kaste mig ud i projekter og planer for fremtiden. Det er kun den månedlig Bindestue, som jeg startede i efteråret i vores lokale vævehus, Raskmagerhuset, der har krævet lidt af mig. OLYMPUS DIGITAL CAMERASelv om ideen med at geare ned var rigtig god, så har jeg på det sidste næsten følt mig handlingslammet og apatisk. Jeg kan mærke, at mit behov for at lukke mig inde, kan gå hen og blive et problem – der er ikke så meget ‘ork’ i mig. Efter nytår er jeg startet på pilates og svømning igen og jeg håber det kan sætte lidt fut i mig, så jeg kan finde ud af, hvad jeg skal bruge al den gode tid til.

Nytåret ER sådan set allerede startet med et par møder på det lokale aktivitetscenter for ældre (fra 60 år og op). Her har jeg meldt mig som frivillig og skal fra februar stå for en ugentlig IT-cafe, hvor der er åbent hus for vejledning i livet som digital borger.

Jeg skal kunne guide dem i, hvordan de får oprettet NemID og digital postkasse, samt hvordan de bruger borger.dk, sundhed.dk og skat.dk. Rigtig mange ældre er, med god grund, bekymrede for, hvordan de skal klare kravene til den fremtidige kontakt med det offentlige. Jeg håber jeg kan hjælpe de fleste; eller om alt går galt, hjælpe dem med at få fritagelse. Formentlig kommer der også nogle der har andre IT-problemer, men mon ikke jeg kan hjælpe der også?

Jeg har desuden fået en aftale med biblioteket, hvor jeg skal holde et par workshops for de meget flittige strikkere, der holder til på Hundested bibliotek. Først en workshop i armstrik, hvor de skal strikke en blød og varm halsedisse som den i kan se herunder. Det er min datter, der har ‘selfie’et’ sig (ret nydeligt, synes jeg) med halsedissen, som hun fik af mig i julegave.bigcowlI starten af februar bliver der en workshop om estisk rib, hvor vi kaster os ud i et par muffedisser. Jeg har prøvestrikket og fabrikeret en nem opskrift til pind 4, som Merete har været så sød at teststrikke; den blev heldigvis godkendt.

ranne2Nu er jeg i gang med en lidt anden model i et tyndere garn, så de, der hellere vil bruge pind 3, også kan være med.

Storbyens lys

Til jul ønskede jeg mig disse dejlige Kähler lyshuse, der bringer aftenstemningen i storbyen direkte her til provinshullet. Og jeg fik dem 🙂

Godt 60 års levetid har ellers givet mig et ret pænt indestående på kontoen ‘ting & sager’, selv om jeg yderst sjældent køber eller ønsker mig den slags. Køkkengrej og strikkegrej, ja tak, men nips – næh.

Hvert år, når julekatalogerne rammer de små hjem, forbløffes (og skræmmes) jeg over at se, hvor vanvittigt meget unødvendigt tingeltangel der produceres. Noget er smukt og brugbart, mere er ligegyldigt og meget er både grimt og elendigt.
Hvor bliver det dog af, alt det vi falder for og anskaffer os? Hvor mange penge bruger vi ikke på ting der ender i skraldespand (eller, for at dulme den dårlige samvittighed, på loppemarkeder) når vi er blevet trætte af dem?

‘Urbania’ husene blev altså undtagelsen og de render ingen steder. De glæder mig hver gang jeg fyrer op under dem; den mørke tid har skam også sine lyse sider…