Tag-arkiv: naturens gaver

Næsset rundt – og lidt til maven

Der er næsten gået et år, siden vi sidst var i lånesommerhuset på Ordrup Næs, så det var skønt at have en dejlig, lang forsommerweekend at nyde det i.

Vi ankom først fredag, for Peter havde en aftale torsdag aften. Vejret var blæsende, men solrigt og huset lunt og lyst. Mens vi var deroppe fik vi både gråvejr, mere blæst, vindstille, dis/tåge og natteregn. Søndag blev det igen solskin og tidspunktet for afrejsen blev trukket så længe som muligt, men nu er vi hjemme, fyldt med dejlige indtryk.

Fredagen gik med terrassehygge og ikke ret meget andet for mit vedkommende, mens Peter fik slået græsset. Som sædvanligt var vi en tur på Dragsholm Spisehus om aftenen; det er en fast tradition, som vi nødig bryder.

Lørdag var det meget gråt, men overraskende lunt. Vi gik en dejlig tur næsset rundt – og I er inviteret med.

Vi starter med at krydse tværs over næsset ad grusvej og sti (det er ikke en lang tur) og går ned af den stejle trætrappe til sydstranden.

Her ligger vores gode badestrand. Sandet er hvidt, der er kun få sten og en smuk udsigt til spidsen af næsset, til Nekselø og i det fjerne også Sejrø.
Vandet lokker krystalklart og sandbunden er, ude forbi småstenene i vandkanten, stenfri og riflet. For første gang i år får jeg tæerne (og buksebenene!) i saltvand. Det er køligt, men ikke uudholdeligt, så et langt stykke pjasker jeg afsted i vandkanten; det bedste sted at gå, når man befinder sig på en sandstrand.

Og, som jeg plejer, finder jeg en sten til min, i forvejen for alt store, samling. Det ligner da næsten en natsværmer, med de sjove striber?

Vi nærmer os Næbbet og stranden bliver mere stenet og tangen vugger stille, så jeg kravler i fodtøjet igen.

Med tæer som summer af liv og energi (og får mig til at forstå, hvorfor nogle mennesker finder på at vinterbade) åbner jeg det tunge, knagende træled for enden af stranden og vi fortsætter op på de smukke græsklædte bakker.

Her går en stor flok hvide, brune og sorte får, med lam i lige så mange farver. De græsser og smider uldtotter alle vegne, men er lidt sky, så de holder sig en smule på afstand af os. Fårene er gode naturplejere, som sørger for at området ikke gror til, men beholder sit karakteristiske udseende. 

En flok familier, der er på tur sammen, fisker og hygger sig med børnene. En far fanger en hornfisk og både han og hans søn ser ud til at være lidt utrygge ved situationen.
Flere andre familier er ude at gå tur, men alligevel hviler der en særlig ro og tidløshed over stedet.

En lille pige sidder længe helt stille på en skråning. Et får har lagt sig fredeligt tilrette ved siden af hende med sine to lam. De lader sig beundre og snuser ind imellem nysgerrigt til pigen – det er næsten magisk.

På den kuperede vestside, Brændeklint, flyver digesvalerne travlt omkring, lærkerne synger lystigt og edderfugle og skarv vugger på bølgerne.

Engelskgræs, bellis, smørblomster og gule kurveblomster, der ligner høgeurt, lyser op i klynger – det er de blomster som dyrene helst lader stå.

Idyllen er intakt, indtil jeg, i et forsøg på at fotografere de botaniske skønheder fra jordhøjde, er ved at lægge mig i en bunke lodne larver der vrider og vender sig.

Insekter er ganske vist det nye sort, men ingen af os har lyst til at smage på dem.

Efter et lille ormefrit hvil på græsset på klintens højeste punkt, vender vi næsen hjemad. Nu runder vi nordside af Næbbet og går nedad mod de små kær.

Vi når ned til træerne og forlader Næbbet. Fra leddet snor en smal sti sig ud og ind og op og ned langs kanten af Svaleklint. Slåen, brombær og rynket rose danner arrige, ugæstfri krat mellem os og stenene på stranden langt nede. Et sted udvider stien sig og en bænk står strategisk placeret, så udsigten mod Sjællands Odde kan nydes, men vi fortsætter.

Efterhånden når vi ned i strandniveau igen. Et led mere og vi står på ‘Engen’, en stenet strandeng, hvor der om sommeren går kvæg. Her er meget smukt og fredfyldt. Længere væk kan vi skimte den lille enklave af sommerhuse, hvor vi bor. Floraen er overvældende. Den ligner Næbbets, men er mere frodig, da her ikke går dyr endnu. Her vokser bl.a. masser af kornet stenbræk og jeg finder en lille koloni af de sjældne (og lidet iøjnefaldende) nikkende kobjælder.

Igennem endnu et led og vi kan vandre videre ad stenstranden med de mange køer (altså dem af sten). Her vokser strandkålen i fine klynger og jeg samler en portion af de nye, sprøde og endnu let rødlige skud – et dejligt vitamintilskud til aftensmaden.

Vi krydser med et par hop kilden, der løber ned over stranden. To fiskere i waders snakker stille sammen et godt stykke ude, men stemmerne bæres over det stille vand helt ind til os.
Lidt længere fremme drejer vi op ad en smal sti mellem to små bakker. Igen skal vi gennem et område, hvor der går får eller kvæg om sommeren – og igen er der solide træled der skal åbnes og falder i igen med et dumpt smæld.
Her er temmelig sumpet, for der ligger en lille sø med tagrør, blishøns, rørhøns, ænder og svaner. Den grænser op til sommerhusets grund, så vi går rundt om søen, gennem det allersidste led og er hjemme igen. Tak, fordi I fulgte med på turen.

 

Strandkålen? Den endte rå og fint hakket i en salat med æbletern, en olie/limesaft/honning dressing og med et knasende drys af saltmandler. Kålens lette bitterhed og sennepsskarpe bid passer perfekt til den syrligsøde smag fra æbler og dressing.

I dag samlede jeg en portion mere til at tage med hjem. Vi har godt nok strandkål på vores egen strand, men ikke i samme mængder.

Jeg fandt også en masse korsknap i blomst, på marken ved den lille sø, så jeg fik samlet en stor portion af de små blomster. Nu har jeg hældt dem på en flaske og fyldt op med vodka, så om to år (!) er der forhåbentlig en rigtig dejlig snaps klar. Desværre tager den ikke farve af blomsterne, tværtimod har alkoholen allerede i dag fjernet den smukke lilla farve helt.

 

Et land af sten og vand

Vi har været på miniferie hos Ellen og John i deres dejlige hus i nordskåne, hvor vi blev forkælet i alle ender og kanter. John fragtede os villigt rundt, så vi kunne opleve nogle af omegnens herligheder (de er mange).ej_4

Vejret var solrigt og varmt, meget varmt, så vi kunne sidde ude på altanen og nyde den store svenske stilhed fra vi stod op, til vi gik i seng. Ind imellem afbrudt af en enkelt motorcyklist eller tre, der også forstod at benytte sig af sommervejret. ej_1

Vi besøgte Svarta Bergens arbetslivsmuseum, der var meget interessant. Det er svært at forestille sig det slid, der er blevet lagt på dette sted, for at bryde nogle af verdens hårdeste og tungeste sten. Kun 5% af det brudte har den perfekte, finkornede kvalitet man ønsker, de resterende 95% kasseres og stables i enorme ‘bjerge’.ej_3

Her er lidt information, sakset fra Sydsverige.dk.

‘Svarta Bergen – Hägghults Stenbrud er et enormt krater i landskabet skabt efter årtiers brydning af bjergarten sort diabas. Med sine mål – ca. 1000 meter i længden, 60 meter i bredden og 75 meter i dybden – er Hägghult verdens største sort diabas-stenbrud.
Diabasen fra Hägghult har en meget høj kvalitet. I rå form er den mørkegrå, men når den slibes, bliver den blank sort og kan anvendes til bl.a. facadebeklædning, bygningsudsmykning, gulve, monumenter, skulpturer og gravsten.’

Den smukke sorte diabas er f.eks. brugt til soklen på krigsmonumentet Marine Corps War Memorial, men stenene kan altså også bruges til mindre og mere personlige erklæringer.ej_2

Næste dag besøgte vi Gustafsfors, hvor Helgeån og søen Möckeln mødes nær Âlmhult.ej_6

Stedet er kendt vidt og bredt for sit fortræffelige fiskevand, men område, der ejes af Sydkraft, er også usædvanligt idyllisk at bevæge sig rundt i, med sluser, broer og en række ruiner af tidligere tiders småbrug, bl.a. en papirfabrik.ej_5aej_7a

ej_8
ej_9

Efter Gustafsfors fandt vi et dejligt sted i skyggen, med udsigt til sol- og vandbadende børn og voksne, hvor vi nød den medbragte kaffe og kage (Lone Landmands skønne rabarbertærte – kan kun anbefales).ej_11

Inden vi næste dag atter vendte næserne hjemad, måtte vi, trods varmen, lige en tur ned til ‘åen’. Ikke bare er det et betagende syn, men der vokser også uanede mængder af porse, så nu er smagen af ‘underbara Sverige’ bragt sikkert hjem og kan om nogle måneder serveres til frokostbordet.ej_10

I bagagen kom også en stor portion af Ellens solbær – så syltetøjet til vinterens pandekager er også reddet 🙂