Tag-arkiv: overvægt

Sylfide bliver jeg aldrig …

Ja, så er jeg her allerede igen. Jeg stod nemlig og smurte min (smørløse) frokost og tænkte lidt på min figur; ret sikker på, at der var for meget energi i måltidet, selv om det var både sundt og godt.

Jeg er vild med gode, gammeldags rugbrødsmadder og har svært ved at undvære dem. Der er næsten altid fisk (sjældnere kød) og grønt på brødet og meget gerne en god rygeost i sæsonen. Middagsrester er også fremragende pålæg, når man gerne vil undgå madspild. Frokosten i dag bestod af fire meget tynde skiver hjemmebagt rugbrød (uden smør) med følgende pålæg.frokost

  • Ålbæks skønne fennikelpølse (i tynde skiver) og forårsløg med lidt dijonsennep under
  • Agurk og basilikum med en smule mayo under
  • Kogt kylling i valnøddecreme (en middagsrest) med persille
  • Kogt kartoffel, løg og gomasio, med en smule mayo under
  • Og så lige to tomater og et par radiser med lidt salt, persille og surkløver fra haven.

Som ung var jeg, trods en glubende appetit, åleslank og nok for tynd, trods kvindelige former. Nu har hormoner, børnefødsler, bevægelsesmønstre og et langt livs glæde ved god mad fyldt ud hele vejen rundt. Heldigvis for mig, fordeler det overskydende fedt sig nogenlunde harmonisk over hele kroppen, men, men, men … Der ER altså lidt for meget af mig.

spritz

En spritz (inspiration fra sommerens tur til Italien) eller en cortado med mørk chokolade er luksus

Jeg har aldrig været den store ‘kurmager’, men for 11 år siden tabte jeg mig faktisk 12 kg. Det var dengang Årstiderne havde en slankekasse med medfølgende opskrifter – og det var egentlig ikke så svært. De mellemliggende år har vægten langsomt sneget sig op over den øvre BMI-normalgrænse igen – og det hjælper desværre ikke at bruge den alternative taljemålsmetode i stedet, suk. Nogle halvhjertede forsøg på forbedring, bl.a. med Madlog, er det blevet til, men endnu er overvægten nok mere et kosmetisk end et direkte helbredstruende problem og hjertet er som sagt ikke helt med på spøgen.

Jeg spiser sundt og grønt, uden en masse søde sager og ret mange alkoholiske drikke. Mit absolut mådeholdne slikforbrug består mest af lidt god, mørk chokolade til kaffen og lidt saltlakrids. Kager er en sjældenhed. Til gengæld er jeg vild med gode oste, æg og nybagt brød. Efter at have forladt arbejdsmarkedet, så snack’er jeg nok lidt for mange mandler i løbet af dagen; godt nok er det sundt fedt, men det ER jo stadig fedt. Alt i alt er problemet, at der ryger mere indenbords, end der forbruges!Fjordtur

For motion kniber det også med; det er altså SÅ usigeligt kedeligt. Jeg har, også som barn, holdt mest af stillesiddende sysler, så jeg vil selvfølgelig ti gange hellere sidde i sofaen og strikke, end mase rundt 😉 Det bliver kun til de gængse traveture (med Endomondo, når jeg ellers husker det) og lidt daglige gymnastiske øvelser for ryg, nakke, skuldre, arme osv. Det er vist det.
Nu har jeg meldt mig til yoga i aftenskolen og er skrevet op til en plads i aktivitetscentrets (gratis) motionsrum. Det skulle forhåbentlig give lidt mere gang i kroppen. Måske skal jeg også lokke datteren til at genoptage vores svømmesøndage (endnu en gang)?
Sådan en kilometer i vand en gang om ugen er også værd at tage med i regnskabet.