Tag-arkiv: påske

Påske med fyld

I år foregår al vores påskehalløj før påskedag. Så er der også mulighed for at puste ud (og slå mave) inden hverdagen starter igen. Jo da, det er hårdt at være pensionist 😉

Palmesøndag var der liv og glade dage, for børnene, børnebørnene og min far kom om eftermiddagen, så den årlige æggejagt og familiehyggen blev nået, inden sønnen og hans familie drog på påskeferie til Berlin.
De bytter bolig med nogle venner, som tidligere har boet i haveforeningen, og har dermed gratis logi med dejlig have og perfekt beliggenhed i Friedrichshain, tæt på Spree. Misundelig? Måske en smule 😉
Middagen bød på rijstaffel med ‘boller i karry’ (så er der både noget for børnene, de kræsne og os andre). Sønnen tog drengene med ud for at afprøve en bue med pile, som han havde bragt med hjem fra Venezuela, da han var 17 år. Det var skræmmende at se, hvor effektiv den var, for den ser ikke ud af noget særligt. Den gled, som i smør, igennem begge siderne på en papkasse, så der er smæk på. Men indianerbørnene bruger dem også til at skyde fugle, små aber og andre smådyr med, så det er bestemt ikke legetøj. Sylvester hjalp med at bære koggeret og Vilfred havde tegnet en ’sikkerhedslinje’ på terrassen, så ingen kom i fare 😉 

Tirsdag kom Ellen og John på besøg. Det er altid så afslappet og hyggeligt at være sammen med dem, så det var et par dejlige dage. Vi kørte lidt omkring, så de kunne se noget af området, men det var både koldt og blæsende, så fornøjelsen var ikke så stor, som den kunne have været. Tirsdag var solen fremme og pyntede på Arrsødalskoven, med broen der snor sig gennem rør og ellekrat ud til fugleskjulet på kanten af Arresø. Her blev kaffen nydt i nogenlunde læ sammen med en bid Lemon Drizzle Cake. Senere gik vi en lille tur ved Asserbo Slotsruin.
Onsdag var grå og blæsende, men ud skulle vi. Vi moslede op på Grævlingehøj, der har den flotteste udsigt, men kom hurtigt ned igen, for blæsten var for kold. Vi besluttede os for en tur rundt om Arresø med et stop ved Pøleåens udmunding i håb om at se havørne, men de holdt sig vist hjemme i den lune rede.
Vi rundede Pibe Mølle med de mange lækre oste og et stort udvalg af rom og næsten hjemme igen måtte vi lave noget der lignede en katastrofeopbremsning, for flaget var ud ved Uldgalleriet på Sandet i Asserbo. Det er en dejlig butik og når det handler om garn har Ellen og jeg lidt svært ved at sige nej. Det havde vore mænd heldigvis også 😉

Vel hjemme igen kunne vi nyde varmen, snakken, maden, vinen og ikke mindst kaffen fra den gode, nye kaffemaskine. Den er akkurat magen til den Ellen og John har, så John, der er morgenmand, havde ingen problemer med at få brygget sin elskede morgenkaffe.

Nu har jeg brugt skærtorsdag på at lave undervisningsmateriale til en workshop, jeg holder i næste uge i Karl-E. Der er allerede strikket prøver, men jeg skulle også have skrevet nogle vejledninger, som helst skulle være til at forstå.

Lørdag drager vi til den årlige påskefrokost hos min bror med hele den pukkelryggede og skal som vanligt smovse i den helt fantastiske mad, de to kan fremtrylle. De har blandt andet været ude at fange makrel, så jeg er spændt på hvad det ender med. Bagefter skal vi, traditionen tro, trille æg i Søndermarken – det bliver så hyggeligt!

🌿 🐥 God påske til jer alle 🐥 🌿

Store Knud, høj sol – og godtøl

De første dage af påsken gik med Skærtorsdagsstrik hos Ramløse Husflid, hyggelig barnebarnspasning og familiefrokost hos ‘broderskabet’.

Påskedag var vi bare os selv og kørte en tur til Hundested, for at se Knud Rasmussens Hus, der netop er åbnet for sæsonen. Det er et særpræget, men smukt hus, i engelske stil, med en vidunderlig placering højt over Kattegat. KRH_front

Huset har gennemgået en omfattende istandsættelse, efter en ulyksalig brand for halvandet år siden. Ved renoveringen har man så vidt muligt  ført huset tilbage til det udseende det havde, da Knud selv boede der, med varme, mættede farver på væggene. Jeg faldt også over et par nydelige, og ret tidstypiske, korsstingsbroderede puder.KRH_pude

De mange tegninger og fotografier, skulpturer og genstand vidner om Knud Rasmussens store kærlighed og tilknytning til fødelandet Grønland.KRH_saeler

Der er også kommet lidt sidegevinster ud af renoveringen, bl.a. har malerierne været en tur hos konservatoren for at blive renset og de fremstår nu med de oprindelige farver. Blandt andet er der, på dette store maleri, udført af kunstneren Harald Moltke, pludselig dukket et fint solstrejf op, som ikke sås tidligere.moltkeKR

Vil du vide mere om museet vil jeg anbefale at du læser det indlæg Madame har skrevet, hvor hun også viser mange fine interiørbilleder.

Solen skinnede og havde lokket andre end os op på højderne over byen. På bakken op mod Spodsbjerg Fyr blev der trillet æg til den store guldmedalje og på bænkene sad forårskåde familier og grinede og snakkede over den medbragte kaffe.KRH_trilleaeg

Vi slog en runde op om fyret, KRH_fyr

hvor udsigten er fænomenal.KRH_udsigt

Derefter et kort besøg på Fyrgården, hvor maleren Hanne Sie og billedhuggeren Joseph Salamon udstillede.

amberTilbage på havnen spiste vi en sen frokost på et velbesøgt Halsnæs Bryghus og nød en smuk belgisk amber ale til. Velsmagende og med et forfriskende bittert eftersmæk. Bryghuset har selvfølgelig de kendte gode øl som kan købes på flaske, også i butikkerne, men når vi besøger Bryghuset vil vi som regel hellere smage deres specielle skiftende sæsonøl, som kun fås fra fad.
Denne skønhed var året påskeøl.bryg

Og så sluttede vi af på Vaffelhjørnet, der har sæsonstart i påsken. Jeg stod over; jeg er i forvejen ikke passioneret isnyder og syntes det var lidt for meget ‘koldt på koldt’.

Anden påskedag var hjemmedag med aftenbesøg. Jeg fik strikket en halv times tid på terrassen med kaffe og bare arme, hvilket medførte en let solskoldning – så solen mener det altså alvorligt: Det ER forår og vi kan godt finde solcremen frem!GGstartude

Kontrolleret kaos

GGstart0

Jeg er gået i gang med anden del af Charlottes SIF.

Mit valg af mønster er (selvfølgelig) ikke det letteste; for jeg skal starte med at have 10 forskellige dunter garn i gang, og sådan fortsætter det nærmest resten af arbejdet… Af samme grund ’snød’ jeg og startede med nogle pinde i ensfarvet brunt – jeg skal alligevel have strikket en bagside til puden.

GGstart2

Det ser godt nok lidt vildt ud, men det går nu fint alligevel.

Det er nok en fordel at jeg kan trække på min vævebaggrund og bruge samme teknikker som jeg i tidernes morgen har lært, hos gobelinvævningens ‘grand old lady’, Lise Warburg, i hende væveatelier ved Frederiksholm Kanal.

Jeg fandt endda min gamle gobelinvævede prøve’klud’ frem af gemmerne, bare for sjov…

vgobelin3

 

Her er sørme en fejl i starten af den tredje hachure – og jeg har ikke været helt heldig med at få trådene strammet jævnt, så stoffet har de der kedelige riller, det helst ikke må have.

vgobelin2
På bagsiden kan man tydeligt se den slags snoninger der også skal bruges ved gobelinstrik.

 

 

 

vgobelin1 Og så nydeligt ser det ud på forsiden.

 

 

– se bare, strikketøjet vokser lige så stille, så jeg er sikker på at jeg når i mål.GGstart3

Tilsidst skal I lige have lov at nyde synet af årets fantastiske påskekage, som vi fik som afslutning på en eminent frokost hos min bror. paaskekage

Smagen var citron og lakrids, de lakridsfyldte æg er fra Summerbird – opskriften finder I her hos Mette.
GOD PÅSKE 🙂