Tag-arkiv: service

Julesul – og hvad deraf følger

For nogle uger siden besluttede jeg, sammen med svigerdatterens mor, at bestille fritgående skovgris fra Irma – en halv til hver. Den foreløbige melding lød på cirka 22 kg og jeg gik straks i forberedelses’mode’: Fik tømt og renskuret min fryser, ryddet ud og organiseret indholdet og  bl.a. syltet lidt frugt, for at skabe plads.

For en uge siden lød meldingen at den nok ville veje 25-30 kg. Nå, mon ikke det går, tænkte jeg. I går havde vi aftalt afhentning og slagteren i Irma på Sorgenfri Torv var lutter velvilje, fermt håndelag og gode historier. slagt3

Skovsvinet blev parteret efter nøje vurdering og præcis som vi ville have det. slagt2

Ribbensstegene blev ridset til perfektion og slaget, som jeg ville bruge til porchetta i stedet for rullepølse, tilbød han at krydre, som han havde lært det i Toscana, med en krydderblanding af tørret grønt, et pift af fennikelfrø og en smule karry. Tak som byder, sagde jeg – og fik en fint snøret steg. Alt blev pakket i bakker og folie med mærkater. pak1

Oven i hatten fik begge familier et stykke mager sylte, kogt på okse, kalv og gris og med lækre, sprøde grøntsager og dejligt krydret – meget velsmagende (vi fik selvfølgelig smagsprøver først).
Alt i alt en fantastisk service og den eneste ærgrelse jeg har, er at vi ikke er begavet med en Irma i Frederiksværk.sylte

Grisen (den halve) viste sig at veje 38,5 kg! Gisp. Normalt er der 1,5-2 kg. affald på sådan en svend, men da jeg fik skindet hakket sammen med det ureelle fedt/kød til fuglemad, fik vi skåret det ned til 700 gram: En grisetå (som jeg bare ikke kan spise) og en smule kirtler. Når nu vi gerne vil slagte dyr for at få mad, så er det også rimeligt, at vi udnytter mest muligt af dyret.
Hjemme igen med herlighederne var der pladsproblemer, men heldigvis havde datteren en tom kummefryser stående. Den blev rengjort i en fart og agerer nu reservefryser for mig.

I dag er alle benene brunet i ovnen og nu står de i husets meget store gryde og simrer sammen med gulerod, løg, porre, selleri, persillerod og krydderurter, for at blive til den dejligste fond. Både Årstiderne og Søren Wiuff har, af forskellige grunde, fået lov at levere decembergrønt til adressen, så der er så rigeligt at tage af. Vi kommer ikke til at sulte!sul1

I den anden suppegryde har andelår hygget sig i timevis i eget fedt (eller rettere, en ‘anden’s) og de er nu lagt i glas og overhældt med fedtet. Så er der til flere omgange lækre, sprødstegte confiterede andelår i løbet af vinteren.

Duften i huset er skøn på sådan en kold, våd og grå dag.

I går lagde jeg dej til brunkager, vanillekranse og citronspecier (med ekstra citron), men jeg tror jeg venter med at bage, for nu skal der kaffe i koppen, lydbog på iPad’en (‘Silkeorm’ af Robert Galbraith) og pinde i hænderne. Ahhhh…