Tag-arkiv: strikkefestival

Som katten om den varme grød …

I dag har jeg gjort alvor af noget, jeg længe har haft lyst til, men alligevel udskudt igen og igen. Jeg har fundet symaskine, stof og snitmønster frem og er gået i gang med at sy til mig selv. En nem kjole, som jeg købte snitmønster til, da jeg alligevel var i København til strikkefestivalen. Syprojekter er noget der kræver både overblik og forberedelser. Det med overblikket er jeg ikke så god til – en skade fra stresssygdommen, som jeg efterhånden har erkendt, at jeg nok aldrig får has på. Men nu ville jeg altså prøve og i dag har jeg endelig fundet stof og foerstof frem fra dybet (det har mindst 25 år på bagen) og har fået klippet delene.stof

Det afstedkom også en større udmugning og oprydning, så jeg nåede ikke så langt som forventet. Ryggen brokker sig, både over arbejdsstillingen ved sybordet og al den roden i kasser, så der har været indlagte pauser med strik og småbidder af en kinesisk tv-serie på Netflix. En meget passende blanding på en smågrå og småvåd oktobertirsdag.

I weekenden fik jeg klaret en anden ting, som har krævet lidt tilløb. Min far ønskede at min mors ting gik videre til børn og børnebørn, så jeg har over nogle uger flyttet det hele hjem til os. Lørdag gik med familiebesøg, hvor vi fordelte tøj, hobbysager og personlige ejendele. Både hyggeligt og trist på en gang. Her prøver lille Esther (opkaldt efter min mor) sin oldemors fine hjemmestrikkede hue, der er lidt stor 😉 Næsen er fint pyntet – det er ikke sådan at holde balancen på to ben, når man er nybegynder.lilleesther

Søndag pakkede jeg alle resterne i poser og i går blev det afleveret til Røde Kors. Det har været sværere end jeg troede og jeg føler mig en smule medtaget, så en fridag med fredelige sysler, var lige hvad jeg havde brug for.

Forrige weekend var meget lystigere. Sammen med godt fyrre strikkere, var jeg til en dejlig stikkefestival i Svendbog. Vi var fem der fulgtes fra Sjælland og vi startede tidligt fredag morgen, så vi kunne ‘gøre lidt garnbutikker’ på vejen. Første stop var Nyborg, hvor vi holdt kaffepause (med crepes) på Tittis kaffe. Garnbutikken ved siden af var af den traditionelle slags og jeg undgik behændigt køb. Næste stop Odense med kaffe (og lidt frokost) på Baresso.kaffe

Da vi lidt senere landede hos Tante Grøn faldt jeg for en forårsbluse til Sylvester i det lækre bomuldsgarn ‘Blomsterfrø’. Susie Haumanns to nyeste strikkebøger ‘Baby it’s cold outside’ og ‘Uldtid’ røg også med. Men når nu de lokkede med 15% på alt lige netop denne dag, så skulle det jo gå galt 😉indkøb

Vi besøgte også Allerup Strik, lidt syd for Odense. En rigtig dejlig gårdbutik fyldt med et utal af spændende garner, så her røg jeg i igen. Ganske vist kun med to nøgler, men hvilke nøgler. Lutter sølvskinnende blødhed. Jeg er lidt spændt på, hvordan garnet vil te sig efter at være strikket op. Måske skal man lade dem ligge som de er og bare kæle lidt for dem ind imellem?garn

Lørdag var vi på udflugt til Hjelholt Uldspinderi, hvor Henrik viste frem og fortalte.

hjelholt1

Fra råuld til karteflor

hjelholt2

Fra pladegarn til entrådet

hjelholt3

Tvinding og haspning i fed

Det var vældigt interessant og herfra fik jeg selvfølgelig et enkelt bundt af deres pelsgarn med.

Ellers gik festivalen med masser af snak og strik – og alt for meget mad. Vi havde også en rigtig fin lørdag aften, hvor Ruth Sørensen fortalte om sine strikkerejser til Monda i Spanien og om Fair Isle strik. Sådan en tur til Spanien kunne jeg godt lige klare, men når man ikke magter at sætte sig op i et fly, så er det måske en anelse besværligt – og Svendborg er nu også dejlig!strik

København strikker også

Blishøne og grønalger i voldgraven ved Frederiksborg Slot

Indenfor strikkeverdenen har hovedstaden i mange år glimret med noget nær totalt fravær af spændende events. Der har ellers været et utal af strikkefestivaler på øer, strikkecamps på campingpladser, messer i Fredericia og Middelfart og garnstafet i Århus. København har haft Fåreavlernes julemarked, et dejligt arrangement, men ikke helt det samme. For et par år siden kom AOH-messen til Rødovre og tidligere i år fik vi den herlige Pop-up strik. Og så kom den sørme – den ‘rigtige’ strikkefestival, som jeg har ventet med længsel på, Knitwork. To ildsjæle har knoklet for at skabe denne strikkefestival i centrum af København, hvor Indre Bys Kulturhus satte de gode rammer og vejret var perfekt.knitwork1

Fredag aften var jeg til min første workshop, ‘Farvernes Mekka’, med Charlotte Kaae og Katrine Wohllebe som undervisere. Begge farveglade kvinder, men med forskellig tilgang til emnet. Charlotte er vild og sprudlende, mens Katrine er mere målrettet og systematisk – gæt hvem der ligner mig mest 😉 Det var første gang de skulle undervise sammen og det gav selvfølgelig lidt overlap og gentagelser, men det var en god ide at bruge begge, fordi de supplerer hinanden så fint.ck

Jeg fik skabt min personlige farvecirkel, ud fra mine yndlingsfarver, legede med garner i alle farver og fik gode fif. Bl.a. hvorfor mobiltelefonens kamera er guld værd, når man vil vurderer farvernes valør (men husk at bruge den neutrale mono s/h, ikke et af de andre filtre).valør

Lørdag var jeg optaget af en familiefødselsdag i Hillerød (hvor billedet øverst er taget), men søndag morgen tog jeg afsted igen. Denne gang til en workshop med svenske Maria Gustafsson om tvebinding, en gammel nordisk strikketeknik, som især er blevet brugt i Sverige. Lige noget for mig, der elsker at lære nye teknikker. Selv om jeg har snuset til tvebindingen tidligere, er det noget særligt at få kvalificeret undervisning. Her er et udpluk af Marias mange fine vanter.tb1

Det er en uhyre langsommelig teknik, så man kommer helt ned i tempo. Man strikker med to tråde (der begge holdes i højre hånd) og garnerne (som helst skal være z-tvundne) snos mellem hver maske, så det bliver et meget varmt, tæt og ikke særligt elastisk stykke strik, som egner sig rigtigt godt til f.eks. vanter. tb
Det tager lidt tid at vænne sig til at holde garnet i den ‘forkerte’ hånd, men nu går det helt fint med garnføringen. Jeg er i gang med et par pulsvarmere og er allerede halvvejs med den første – det er jeg faktisk lidt stolt af.

Resten af søndagen brugte jeg på at ose rundt imellem de mange dejlige stande og snakke med kendte og ukendte strikkere. Lidt indkøb blev det også til: booklets

En gave til en veninde – og til mig selv to nye ‘booklets’ af henholdsvis Katrine Wohllebe og Signe Strømgaard og selvfølgelig lidt garn. Et enkelt fed Malabrigo Lace i en perfekt, kølig rød, som skal supplere i et sjal, hvor garnet ikke rækker så langt som jeg havde håbet, og en cone med hele 2000 m. kobberfarvet glimmertråd. Pænt mådeholdent, når jeg selv skal sige det.garn

Sidste punkt på dagsordenen var en interessant paneldebat om ophavsret og strikkedesign, med bl.a. designer Charlotte Kaae og open source fortaler Henrik Chulu – interessant debat.
Tak for denne gang; jeg glæder mig til næste år.knitwork3

Fanø lever og har det godt

B_nyby klitEn dejlig, lang weekend på skønne Fanø er vel overstået. Vejret var lunt og til tider solrigt, så vi kunne mageligt sidde på sydterrassen ‘hjemme’ i huset og nyde livet mellem ‘strabadserne’.
B_terrassestrik2Igen i år var der omkring 10.000 strikkere der invaderede øen med hvæssede strikkepinde og fyldte tegnebøger. Jeg tog det stille og roligt, fik kigget lidt på alle standene, men var (syntes jeg selv) behersket i mine indkøb. Hjembragt blev lidt bøger: Susie Haumanns booklet ‘Grey days‘ og Annette Danielsens ‘Østen for solen‘. Modellerne til de to bøger var udstillet på Fanø Rådhus og det er altid godt at se dem ‘live’, inden man investerer.
Ved Rådhuset var der desuden et par gode bænke til frokostnydningen.

B_frokostHos Karen-Ditte fandt jeg Berit Dürrs fine kompendie om ‘Vævestrik‘ som jeg har haft et godt øje til længe. Hyggeligt er det når man støder på masser af mere eller mindre kendte ansigter; jeg fik bl.a. hilst (lidt for hjerteligt, beklager) på Ann og Mona hos Uldsnedkeren og på Strikkefeen og nogle af hendes strikke’kumpaner’ i Kunstladen.

På min søndagsvagt hos Gavstrik på Sønderho Skole, fik jeg snakket med mange forskellige, også udenlandske, strikkenørder. Det var sjovt at stå lidt på den anden side af bordet og fortælle om foreningen, som flere heldigvis gerne ville meldes ind i. B_gavstrikbodDet afstedkom også et sæt nye vedhæng til ørenringe, for Birthe Sahl holdt til lige ved siden af. Det er jo næsten ubærligt med alle hendes knappefristelser, dog – ingen knapper denne gang! Karen Noe fik også lov at sælge mig et par nøgler Karneval på tilbud, men så var det slut.

Stranden ved Nyby Klit blev gået tynd flere gange og det lykkedes husbonden at finde et (denne gang nærmest mikroskopisk) stykke rav. Det hører sig til, at der SKAL findes rav, når den familie er på Fanø!

B_strand1B_strand2Lørdag spiste vi, som traditionen også byder, en dejlig middag i Nanas Stue i Sønderho og fik særdeles fin behandling af deres sommelier, som bød på ekstra smagsprøver. Kik ind næste gang du er på Fanø; det er nemlig også øens flisemuseum, med mange smukke, gamle kakler.

Søndag, mens køen ved færgen nåede rekordlængde, nød vi eftermiddagssolen. Først i Heksehaven med pandekager fra Hans og Grethes Creperie, derefter turede vi lidt rundt på øen, hvor der ligger flere fine gamle sommerpensionater, her Ville Nina ved Fanø Bad.

B_villaninaSenere gik turen til Fanø Bryghus, hvor vi vist nåede næsten hele vejen rundt i sortimentet!

B_fanøbrygDet bliver nok ikke sidste gang vi snupper en miniferier i Inges dejlige sommerhus, hvor  halvtamme fasaner, kaniner (der vist er en plage) og rådyr vrimlede omkring os.

B_terrassestrikMandag gik turen atter hjem mod djævleøen. Først kørte vi dog til Ribe for at snakke om slægtshistorie hos husbondens fars kusine (90 år, frisk som en havørn og ejer af sommerhuset på Fanø). Hun er fornylig er flyttet ind i en lejlighed på Ribe Kloster.

B_klostergang B_klosterhaveDet må være fantastisk at bo i de smukke omgivelser med hele Danmarkshistorien omkring sig. Desværre var der lige mørkt nok i klostergangen til at få et rimeligt foto…

Fanø kalder

I morgen tidlig tager jeg og husbonden turen til Fanø, sammen med en stor del af landets strikkende kvinder og enkelte ditto mænd. Vi låner sommerhus hos noget familie og skal  slappe af, nyde naturen, livet i gaderne – og jeg skal selvfølgelig strikke.

Jeg skal ikke på workshops denne gang, kun høre Christine Feldthaus (også passioneret strikker) holde foredrag fredag aften. Det skal nok blive sjovt. Desuden skal jeg passe Gavstriks bod søndag formiddag, så kig forbi og hils på, hvis I er på de kanter.
Jeg vil være iført mit Gavstriknavneskilt, hvis I skulle være i tvivl 😉

slange navneskiltPakningen er startet!

Der var engang… hvor denne blog var en strikkeblog.
Ja, det har I nok hørt før, men jeg synes, at jeg ind imellem bør forsøge at leve op til ‘genren’. Derfor er det tid til at opdatere jer med mine uldne meritter.

blaa_druer1blaa_druer3

Faktaboks for Blå druer
Opskrift
: Grapevine af Heidi Kirrmaier – med 3/4 ærmer og forlænget til tunikalængde
Garn: Silke Tweed fra Drops i en dejlig varm mørk lilla – jeg elsker det garn og ærgrer mig over at det ikke fås mere
Pinde: KnitPro rundpind 3,0 og 3,5
Bemærkninger: Tunikaen blev afsluttet i marts; som det kan ses med vintergækker i plænen og let snedrys. Jeg er rigtig glad for den og glæder mig til det bliver så køligt, at jeg kan holde ud at have den på igen.

weekend6_medium

Faktaboks for Lang weekend
Opskrift
: Weekendvest af Sanne Bjerregaard
Garn: Peruvian Highland Wool fra Filcolana
Pinde: KnitPro rundpind 7,0
Knapper: Rester fra Ruth Sørensen købt på en webstrikfestival, derfor to slags, men jeg synes de passer perfekt
Bemærkninger: Jeg er slet ikke vild med tykke pinde, så det blev en langstrakt proces, men jeg er rigtig glad for resultatet, selv om jeg var meget i tvivl undervejs.

nyx3Faktaboks for Nyx’s petals
Opskrift
: Zuzu’s petals af Carina Spencer
Garn: Yarn Edition Wool & Seacell købt hos Handmade Berlin. Skønt blødt og let garn, der dufter temmelig meget af hav/tang når den bliver våd, så den er nok ikke til regnvejr 😉
Pinde: KnitPro 3,5
Bemærkninger: Sjov konstruktion, så den falder godt. En absolut vinder som let forårs/efterårshalsedisse i luksusklassen.

ringa8 Faktaboks for Ajas Ring’a’Roses
Opskrift
: Little sister’s dress (Kjole til lillesøster) af Tora Frøseth
Garn: To tråde Blackhill Uld & Bomuld
Pinde: Knitpro 3,0
Bemærkninger: Vilfreds kusine skulle have lidt hjemmestrik og jeg havde lyst til ‘ægte tøsestrik’, så kjolen fik tilføjet ekstra riller og roser forneden og knapper der matchede. Rosenmønstret stammer fra bogen Strikkemønstre fra Gotland. Kjolen  var rigelig stor til Aja, så jeg gav mig straks efter i kast med en mindre model.

tiny6Faktaboks for Små bånd
Opskrift
: Tiny Ribbon Baby Dress af Astrid Colding Sivertsen
Garn: Hjertegarn Blend/Tendens Garnet var i den rigtige farve og ok at strikke med, selv om jeg ikke bryder mig om garn med akryl i…
Pinde: Knitpro 3,5
Bemærkninger: Dejlig opskrift, med et nemt lille mønster, som vist nok stammer fra Japan. Denne kjole passede perfekt – og Aja synes selv den var sjov at kigge på og pille i, så det var ren win-win.

sommerriller5Faktaboks for Sommerriller til Astrid
Opskrift
: Rilletrøje by Lene Holme Samsøe
Garn: BC Garn Semilla Fino og en smule ukendt strømpegarn i rosa
Pinde: Knitpro 3,0
Bemærkninger: Min niece fik en lille pige i august, så der kom lidt mere babystrik på pindene. Trøjen har stadig ikke fået knapper, de er forsvundet for mig, men det varer også lidt før hun er vokset til den, så jeg håber de dukker op.
Den tynde kant fik jeg ideen til her og nu kan man se at modtageren er af hunkøn. I dag går mange forældre op i at det skal være de ‘rigtige farver’, noget jeg selv aldrig har bekymret mig om. Min knægt arvede pigetøj i lange baner og jeg tror ikke han har taget skade 😉