Tag-arkiv: tøj

En pakke til dagens vejrlig

I dag kom min med spænding ventede pakke fra Dresden og indholdet passer som hånd i handske til dagens ‘sommervejr’ med kølighed og småregn. parka0

Men historien starter et helt andet sted, nemlig i Sverige. På vores besøg hos Ellen og John i starten af maj, lykkedes det mig at glemme hele to jakker hos dem.
Det var ikke umiddelbart et problem, for jeg mente at have både en regnjakke og en cowboyjakke jeg sagtens kunne klare mig med til vi skulle ses igen. I mellemtiden er cowboyjakken også forsvundet; her har jeg dog ingen anelse om, hvor den er efterladt. (Den ligger vel ikke i Sverige også, Ellen? Så er det direkte pinligt!)

Jeg har ikke mistet tøj i årevis og da jeg samtidig, på et besøg hos min søn for nogle uger siden, lånte hans anorak og faldt for farven og kvaliteten med et brag – så mente jeg bestemt, at det alt sammen måtte være et tegn fra oven om, at det var nu jeg skulle slå til og få købt den anorak jeg havde drømt om i flere år.

Som tænkt, så gjort. Markedet blev eftersøgt for Fjällräven parkas og sørme om ikke Havhøkeren i Gilleleje havde den model jeg efterspurgte. Afsted gik det for at kigge og prøve. Jo, den passede fint og havde lommer nok til at rumme både kamera, telefon og de sten jeg uværgerligt samler op på mine ture, men farven! Jeg ser ærligt talt rædsom ud i khaki, beige og gul – hvilket var mulighederne – men jeg ville altså have en ‘Uncle blue’. Den havde de ikke – og de kunne heller ikke få den hjem fra Fjällräven.

parkaGode råd var dyre, eller, skulle det vise sig, faktisk billige. Der blev ledt på nettet og jeg fandt omsider både den rigtig farve og størrelse på Draussen.de. Oven i hatten fik jeg rabat så jeg, trods portoudgifter, sparede over 300 kr. Så er benzinen til Gilleleje og hjem da betalt – og mere til.

Jeg forstår altså godt at det er svært at drive detailhandel og at butikkernes udvalg i de mindre byer lader meget tilbage at ønske. Selv om jeg gerne støtter det lokale erhvervsliv, så er det uhyggeligt fristende at handle på nettet, når man slipper så meget billigere. Der var rigtig fin service hos Havhøkeren og jakken kunne prøves på – så jeg synes egentlig at det er lidt skidt, at mine penge endte i Tyskland.
Men jeg er godt nok glad for min nye jakke – nu håber jeg inderligt at jeg kan ‘holde på den’ i mange år.

Farver & Striber… farlige fristelser

Lidt for mange gange om året dukker en helt forfærdelige fristelse op i min postkasse. Det værste er at jeg selv har bedt om den (ellers har jeg frabedt mig alle reklamer) – og så er den ikke engang på glittet papir!

Den landede i min postkasse igen i går, fyldt med former og farver lige efter mit hoved;  mange med eksotisk knald på, men der er også plads til de blide nordiske. Der er mønstre i massevis, både den slags der er malet med brede penselstrøg og de små og sirlige.
Jeg bliver altid så glad af at kigge på al den farverige sprudlen i tekstiltryk og broderi.

Det er selvfølgelig forårskataloget fra Gudrun Sjöden jeg taler om. De kan altså noget med farver derovre på den anden side af sundet, men de er jo også naboer til Marimekko-land.

Den svenske tekstildesigner har sans for skandinaviske kvinder i deres (=min) bedste alder og meget af hendes tøj har plads til både balkon og bagperron – og det der fylder lidt rigeligt midt imellem 😉

Denne gang stiller hun selv op som model på forsiden.

Billigt er det desværre ikke, så jeg er klædeligt tilbageholdende; køber jeg endelig er det næsten kun på udsalg. Men åh, hvor det dog lokker og frister…
Denne her kunne jeg sagtens se mig selv spankulere rundt i de næste par år.