Tag-arkiv: venner

En kold svensker

Sidste weekend tilbragte jeg, sammen med det meste af strikkebanden, i Språxhult i Sverige. Brrr… Koldt var det og blæsten hvinede om hushjørnerne, men latter, uld og pinde samt rigelig og god mad gav varmen. 

Torsdag mødtes vi først i Helsingborg til lidt frokost og fortsatte derefter til det dejlige, rummelige hus, ikke så langt fra Markaryd. Vi bor i den store, røde lade, der er moderne indrettet med otte værelser, fire toiletter, stort, lyst køkken og masser af fælles kvadratmetre. Det er fjerde gang, vi er heroppe, så det er lige før vi har faste pladser 😉 

Det blev ikke til de store udendørs aktiviteter, men strikkepindene glødede desto mere, afbrudt af talrige spisepauser. Nogen sørgede godt for os.

Heldigvis blev vejret bedre søndag og jeg gik jeg en tur i solskin, for i det mindste at få rørt mig en smule og for at tage et par billeder af den dejlige smålandske natur. Ganske vist består skoven her, på grænsen til Halland, mest af løvtræer og er temmelig lysåben, i modsætning til de mørke, troldeagtigt hyggelige nåletræsskove længere mod øst; den slags skov de fleste nok forbinder med Småland. Jeg er helt vild med de mange stenhegn og røser, der næsten ligner bløde puder, beklædt som de er med strålende, saftiggrønt mos.

Der var stadig friske, nye anemoner og ingen af træerne var sprunget ud endnu. Det store, døde træ herunder var fuldstændigt overgroet af enorme eksemplarer af fyrsvamp. En lidt frønnet bænk stod klar på et strategisk punkt i skovbrynet, med plads til stille nydning og udsyn over marker og hegn.

 

Påske med fyld

I år foregår al vores påskehalløj før påskedag. Så er der også mulighed for at puste ud (og slå mave) inden hverdagen starter igen. Jo da, det er hårdt at være pensionist 😉

Palmesøndag var der liv og glade dage, for børnene, børnebørnene og min far kom om eftermiddagen, så den årlige æggejagt og familiehyggen blev nået, inden sønnen og hans familie drog på påskeferie til Berlin.
De bytter bolig med nogle venner, som tidligere har boet i haveforeningen, og har dermed gratis logi med dejlig have og perfekt beliggenhed i Friedrichshain, tæt på Spree. Misundelig? Måske en smule 😉
Middagen bød på rijstaffel med ‘boller i karry’ (så er der både noget for børnene, de kræsne og os andre). Sønnen tog drengene med ud for at afprøve en bue med pile, som han havde bragt med hjem fra Venezuela, da han var 17 år. Det var skræmmende at se, hvor effektiv den var, for den ser ikke ud af noget særligt. Den gled, som i smør, igennem begge siderne på en papkasse, så der er smæk på. Men indianerbørnene bruger dem også til at skyde fugle, små aber og andre smådyr med, så det er bestemt ikke legetøj. Sylvester hjalp med at bære koggeret og Vilfred havde tegnet en ’sikkerhedslinje’ på terrassen, så ingen kom i fare 😉 

Tirsdag kom Ellen og John på besøg. Det er altid så afslappet og hyggeligt at være sammen med dem, så det var et par dejlige dage. Vi kørte lidt omkring, så de kunne se noget af området, men det var både koldt og blæsende, så fornøjelsen var ikke så stor, som den kunne have været. Tirsdag var solen fremme og pyntede på Arrsødalskoven, med broen der snor sig gennem rør og ellekrat ud til fugleskjulet på kanten af Arresø. Her blev kaffen nydt i nogenlunde læ sammen med en bid Lemon Drizzle Cake. Senere gik vi en lille tur ved Asserbo Slotsruin.
Onsdag var grå og blæsende, men ud skulle vi. Vi moslede op på Grævlingehøj, der har den flotteste udsigt, men kom hurtigt ned igen, for blæsten var for kold. Vi besluttede os for en tur rundt om Arresø med et stop ved Pøleåens udmunding i håb om at se havørne, men de holdt sig vist hjemme i den lune rede.
Vi rundede Pibe Mølle med de mange lækre oste og et stort udvalg af rom og næsten hjemme igen måtte vi lave noget der lignede en katastrofeopbremsning, for flaget var ud ved Uldgalleriet på Sandet i Asserbo. Det er en dejlig butik og når det handler om garn har Ellen og jeg lidt svært ved at sige nej. Det havde vore mænd heldigvis også 😉

Vel hjemme igen kunne vi nyde varmen, snakken, maden, vinen og ikke mindst kaffen fra den gode, nye kaffemaskine. Den er akkurat magen til den Ellen og John har, så John, der er morgenmand, havde ingen problemer med at få brygget sin elskede morgenkaffe.

Nu har jeg brugt skærtorsdag på at lave undervisningsmateriale til en workshop, jeg holder i næste uge i Karl-E. Der er allerede strikket prøver, men jeg skulle også have skrevet nogle vejledninger, som helst skulle være til at forstå.

Lørdag drager vi til den årlige påskefrokost hos min bror med hele den pukkelryggede og skal som vanligt smovse i den helt fantastiske mad, de to kan fremtrylle. De har blandt andet været ude at fange makrel, så jeg er spændt på hvad det ender med. Bagefter skal vi, traditionen tro, trille æg i Søndermarken – det bliver så hyggeligt!

🌿 🐥 God påske til jer alle 🐥 🌿

Long time no see …

Her gik jeg og troede, at min blog var helt og aldeles stedt til hvile; men, i takt med at foråret spirer og gror derude, dukker jeg op fra flere vintres hi, for jeg har tænkt.

I morges, da vi skulle til at vende hjem fra et dejligt besøg hos John og Ellen ved Præstø, vendte Ellen og jeg kort blogskrivningens glæder og kvaler. Jeg læser glad og gerne med hos jer andre og føler mig ret velinformeret om jeres gøren og laden, selv om jeg sjældent kommenterer.

Ellen savnede at kunne følge med i mine meritter (hun bruger ikke Instagram, som ellers er min foretrukne platform) og min lyst til at blogge ligger stadig og ulmer. Jeg synes bare, at det tager rigtig megen tid, mere end jeg egentlig har lyst til at bruge. Desuden er mit liv på ingen måde eventyrligt, snarere tvært imod, så jeg risikerer at gentage mig selv og køre i ring, hvilket sjældent er spændende. Men, jeg prøver altså og må se om jeg kan finde en knap så tidrøvende metode 😉

Som sagt har vi lige været et par dage sydpå. På vej til Lolland måtte jeg en lille omvej rundt om Svinø til Uldtrolden på Ægbækgaard. En helt fantastisk gårdbutik, der bugner af garn, spindefibre, rokke, vævegrej og meget andet helt uimodståeligt. Jeg fandt et smukt bundt merinosilke fra Grignasco i Ellens yndlingsfarve – og lidt småting til mig selv. Vi rundede Saxkøbing, kiggede på hotellet, der er blevet renoveret så fint og var indenom den lokale garnbutik, der desværre lugtede lidt for meget af røg, til at man havde lyst til at handle. En tur rundt om kirken bød på et overraskende syn af en smukt blomstrende løgplæne med sartblå scilla, vintergækker og hvide krokus med et lillebitte indslag af lilla.

Målet med turen var en overnatning på det herskabelige Bandholm Hotel (en fødselsdagsgave fra husbonden) med det helt store udtræk, Vi startede med et glas yderst velsmagende dansk cider (fremstillet efter champagnemetoden) som ledsagede en lille snack, derefter syv dejlige retter mad med lige så mange skønne vine og et grundigt punktum med kaffe og grappa.
Jeg drikker ikke alkohol så ofte, så jeg var glad for at kunne vakle direkte i den meget behagelige seng og sove som en sten.

Næste morgen stod vi op til det smukkeste forårsvejr og efter en god morgenmad mente vi nok, at den friske luft ville have god gavn af os! Det blev til en tur langs stranden og ud på havnen til badeanstalten ved Askøfærgens leje, mens vi nød den smukke lyseblå himmel og ditto hav, som nærmest gik i et.

Fredag fik vi besøgt Stokkemarke Kirke (det vil jeg fortælle lidt om senere) og landbruget Knuthenlund med den fine gårdbutik, som serverede en frokosttallerken fyldt med gårdens lækre produkter, øl fra Krenkerup (hvis hjemmeside man åbenbart ikke må kigge på, hvis man er under 18!?) og saft fra Bryghuset Møn. Turen gik videre til Fuglsang Kunstmuseum – et dejligt, overskueligt museum i de skønneste omgivelser med den smukkeste udsigt over Lollands flade marker. Meget apropos al den gode mad og drikke vi nød, hed den aktuelle særudstilling ‘Ved bordet – mennesker, mad og nature morte’ 🙂

Fra Fuglsang kørte vi direkte til John & Ellen, der stod klar med kaffe, endnu en skøn middag, vin og den dejligste dessertkage. Vi lever som sagt godt i disse dage! Masser af god snak, en meget træt gæst (mig), der nikkede flittigt i løbet af aftenen og måtte kapitulere på den absolut pæne side af midnat. John var så venlig at følge mit eksempel, mens Ellen og husbonden holdt lidt længere ud 😉

Efter det gode og rigelige morgenbord drog vi videre til Amager, for et kort pitstop hos søn og svigerdatter, så vi bl.a. kunne kramme lidt på børnebørnene, der vokser med lynets hast 🙂

Nu er vi hjemme igen og slår maver, læser blogs, tjekker Facebook og slapper af – og er helt, helt stille imens.

Når man nu ikke kom til Fanø …

Ja, så tager man selvfølgelig til Præstø!Den_stråtækte
En sms fra Ellen, der lokkede med en omgang ossobuco i ‘Den stråtækte’, passede fint til en ledig lørdag (og broderparten af en søndag, skulle det vise sig), så med dynerne under armen og strikketøjet i tasken, sadlede vi bilen og drog sydpå.

Ellen og John, de dejlige, gæstfrie mennesker, stod klar med picnickurven da vi kom, så vi tog straks på tur. Da det var Dansk Vindag, gik turen først til vinsmagning i Faksinge, hvor vi fik lov at smage på både hvid-, rød- og rosévin. Et lille hobbykooperativ passede de omkring 700 vinstokke og lavede i fællesskab vinen. Hvidvinen var absolut den der faldt bedst i min smag. Der var også adgang til en lille skovhave, med mange forskellige spændende buske og træer, så den måtte vi også lige kigge på (og smage lidt på blommerne).vin

Derefter gik turen til Sandvig havn. Sandvig

En lille, idyllisk perle ved Bøgestrømmen og det perfekte sted at nyde kaffe med hele to slags kage til; en skøn mandelkage fra Ellens hånd (som jeg skal huske at få opskriften på) og kirsebær/chokolademuffins medbragt af undertegnede. Solen og skyerne samarbejdede pænt, så der var sol det meste af tiden – men åbenbart ikke, da jeg tog dette billede 😉Sandvig2

Så satte vi kurs mod Kalvehave havn, hvor færgen til den lille ø Lindholm afgår.lindholmfærgen
Lindholm ejes af Statens Veterinærinstitut og kun medarbejdere, og folk med særlig tilladelse, må besøge øen. Her arbejdes der nemlig med diagnosticering af og forskning i forskellige virussygdomme, der kan skade produktionen af husdyr i Danmark, f.eks. svinepest og mund- og klovsyge. Fra havnen er der en smuk udsigt til Dronning Alexandrines Bro.Kalvehave

Efter også at have rundet Bakkebølle strand, hvor der igen var fin udsigt, denne gang over Storstrømmen og Farøbroerne, kørte vi hjemad, med et enkelt pitstop ved Rynkebjerg langdysse, som tog sig ekstra godt ud i den lave sensommersol. Ren guldalderidyl.Rynkebjerg

Aftenen gik alt for hurtigt med dejlig mad, vin, snak, mere vin, strik, kaffe, kage, calvados og (hvis jeg glemte at nævne det) snak. Til sidst var stakkels John segnefærdig (han havde også ført køretøjet, mens vi andre slappede af) og vi forbarmede os over ham og krøb til køjs.

John og Ellen var friske på endnu en omgang sightseeing søndag, og denne gang gik turen nordpå til KalklandetFaxe Kalkbrud er enormt, meget større end jeg havde forestillet mig og et ganske eksotisk syn sådan set fra oven.kalkbrud

På Stevns fik vi set både Rødvig, med det smukke krudttårn, og Stevns Klint med Højerup gamle kirke. Her besluttede en front af hidsige, sorte skyer at smide overskydende vand fra sig og vi flygtede ind på det nærliggende traktørsted i håb om kaffe. Desværre var der ikke plads, så vi kørte videre mod Stevns Naturcenter på Mandehoved.Højerup-Mandehoved

Fuglekiggerparadiset begavede os med synet af en fiskeørn og Ellen og jeg fik plukket lommerne fulde af flotte slåen, inden vi igen måtte kravle i ly for regnen. Vi besluttede, at det måtte være nok for denne gang og returnerede til ‘Den stråtækte’. Efter at have indtaget en sidste kop kaffe (med kage, ja), vendte den lille blå bil snuden mod nordsjælland, med to glade og indtryksmættede mennesker ombord. Vi takker for en skøn weekendSlåen-snaps 🙂

 

I år kommer der altså slåensnaps på julefrokostbordet, sammen med fyrrekogle- og paradisæblesnapsen. Efter et par dage i fryseren er der hældt vodka på bærrene og farven er allerede skiftet til en fin rosa.

Tiden går og jeg går med – og bager brød

Søndag samledes syv af Strikketøserne til ‘give gaver og strik-snakkedag’ hos Lona. Vi indledte med en måske lidt skræmmende ‘os-fie’… osfie😉

Derefter stod den på frokost (dejlig karrysuppe) og gaveudpakning. To af os havde haft fødselsdag siden sidst og det var, som altid, spændende at se, hvad alle pakkerne indeholdt. Her er mine dejlige gaver – bøgerne især, glæder jeg mig til at udforske nærmere. Jo, vi strikkede også…gaver2

gaver1Lørdag havde familien endelig tid til at samles til forsinket fødselsdagsfejring med brunch. Også her blev jeg begavet, med dejlige sager. En skøn engelsk serie, bygget på noveller af Elizabeth Gaskell – ren hygge. Dejlige træredskaber til køkkenet, hvor jeg gerne vil af med plastsagerne, en inspirerende bog om juice og saft på slowjuiceren (sådan en fik jeg af husbonden på selve dagen) og en jakke i den smukkeste rødlilla farve, som datteren havde fundet i loppemarkedsbutikken ‘Kirrpu’.gaver

Jeg var særlig glad for at mine forældre orkede at deltage. Min mor har det ærligt talt rigtigt dårligt og de er begge blevet meget ældre i løbet af det sidste halve år. De er ‘mætte af dage’, som det hedder. Vi bor heldigvis så tæt på, at vi nemt kunne køre dem hjem, da de havde fået nok.
Mine dejlige børn og børnebørn er altid en fornøjelse at have på besøg. Sylvester er bare sådan en glad unge og da Vilfred (og hans far) først fik fingrene i fars gamle Lego, så var de tabt for omverdenen. Alt Lego kom med hjem og Vilfred bygger og bygger i timevis, så det faldt på et tørt sted 😉bb-a

Til maden havde jeg bagt et, når jeg selv skal sige det, rigtigt godt brød. Hele historien er et selvstændigt blogindlæg værd, men nu kan lidt af det runde dagens indspark af…

En tidligere kollega, nu bosat i Sverige, har flere gange nævnt en gårdbutik med ‘eget’ mel (Sørisgård). Omsider fandt jeg ud af at den lå bare 15 km fra os! Vi måtte straks på besøg og her bliver det så til ublu reklame, for det var en ren åbenbaring, med alt hvad hjertet kan begære af økologisk mad! Spændende grøntsager fra mange lande, vin, saft, kød, pålæg, kolonialvarer, mel fra bl.a. Aurion, mejeriprodukter, brød, bøger osv.

Jeg er begejstret – og ganske beskæmmet over, at jeg ikke har opdaget stedet for længe siden. Men nu har jeg opsagt mit abonnement hos Årstiderne og har tænkt mig at tage på jævnlige indkøbsture til Sørisgård i stedet. Se f.eks. en video om stedet… – eller find dem på Facebook.mel

Tilbage til brødet. Søris producerer bl.a. et fuldkornshvedemel (som undertiden kan fås i Netto og i Irma) med en virkelig god bageevne og masser af smag. Melet bliver malet i Sverige på langsomtkørende sten, så melets temperatur holdes nede og næringsindholdet bevares bedst muligt. Jeg miksede en opskrift sammen af flere ‘husopskrifter’ og det gik som sagt godt.

1 liter koldt vand
5-10 gr. gær
1 spsk salt (jeg holder af et ret salt brød, så jeg gav den lidt ekstra)
5 dl havregryn
1 dl durummel
Søris fuldkornshvede – tilsættes lidt ad gangen, indtil dejen er spændstig, men ikke helt fast.

Jeg lader min gode gamle Ballerup mixer om æltearbejdet. Når dejen er samlet får den lov at køre 15-20 minutter. Derefter hviler dejen køligt i 12-18 timer. Deles i to, eller måske tre, dele, æltes og foldes og lægges på et klæde i hævekurve, indtil de er pænt hævede.
Ovnen sætter jeg på fuld skrue med en bagesten i. Når ovnen er helt varm sættes et fad med kogende vand i bunden. Brødet vender jeg ud på en brødspade, snitter på langs med en skarp kniv, drysser med durum og lemper ind på stenen.
De får 15 min. ved 250-275 grader, derefter yderligere 15 min. ved 200 grader.
Bank på bunden – lyder den hul, har de fået nok, hvis ikke så giv dem lidt mere.brød

Svensk stamina

Kl. 10.30 torsdag ‘morgen’ hentede John og Ellen undertegnede på Solrød Strand station og så gik turen ellers østpå, til deres skønne hus nær Glimåkra. Et større syprojekt stod på dagsordenen. Og der blev arbejdet.

Under kyndig ledelse af Ellen og med en fin skriftlig vejledning hun havde lavet til lejligheden, blev jeg guidet gennem projektmappefremstillingens mysterier.  sy10
sy2Med forbløffende få brølere, trods min jomfruelige omgang med noget så eksotisk som rulleskærer, skæreunderlag og skærelineal (nu er flere ønsker føjet til ønskesedlen), Ellens drøm af en symaskine med indbyggede sære, men nyttige funktioner – samt mine allerførste forsøg med quiltning.sy1

Ellen havde sørget for at alle materialer var indkøbt, jeg medbragte bare stoffet jeg ville bruge. Ganske langsomt (på andendagen var jeg, til min bekymring, kun nået gennem den første af vejledningens seks sider) fik jeg klippet, quiltet, sømmet, kantet og strøget til den store guldmedalje. Fredag aften – hvor husbonden sluttede sig til os – fik jeg omsider håndsyet kantebåndet rundt om selve mappen fast.sy9

Lørdag blev brugt på at sy et par enkelte sider og klargøre flere – resten bliver gjort færdig herhjemme. Se flere billeder af vidunderet nedenfor.

Samtidig med undervisningen, klarede Ellen både at sy smukke julede grydelapper og dækkeservietter i patchwork OG sørge for vidunderlig mad til os. Hvem elsker ikke confit de canard med pommes sarladaises eller svensk elgsteg med langtidsbagte tomater med mozarella; nej vel? John var praktisk og vaskede op, hentede brænde, købte ind, sørgede for hyggemusik og pepparkakor – samt udholdt uanede mængder af sysnak og andre ‘kvindagtigheder’ – noget af en bedrift.  Jeg, ja bortset fra at forbedre mine sykundskaber, så fik jeg lært at brygge kaffe på Senseoen – fine sager 😉

På grund af Lenes insisteren på lidt motion, trods stor indehyggefaktor, så var vi ude for at trække frisk luft. Vejret var gråt og fugtigt, men den svenske natur bød på masser af smukke farver at fortabe sig i…s1-2-3

s5

s7

s6

Og nej, de er ikke specielt nedbøjede, men studerer bare åens vand….

Her er lidt flere billeder af mappen, der skal rumme alt mit strikkegrej…
Det tomme omslag samt en enkelt side til strømpepindesy3

Mappen er sat ind og her ses indersidens må lommer forrestsy4

Indersidens store lomme bagestsy5

Mine, til husbehov, nydelige quiltede mappekantersy6

Lommer med elastik (til KnitPro spidser) og lynlåsrum på vejsy7

Færdig side med strømpepinde sat ind i mappensy8

Så er den lige til at slænge over skulderen. Altid strikkeberedt!sy11

 

En kæmpestor TAK til Ellen for hendes gode forberedelse og opmuntrende hjælp – og overmåde dejlige værtsskab.

Åndehullet

Vi har tilbragt endnu en weekend i Det Lånte Paradis. Hver eneste gang vi er der, bliver jeg glad og  taknemmelig for, at vi har denne mulighed. Forleden læste jeg hos Mænd af betydning et citat af Gowings søster :  ‘Man skal ikke eje, man skal kende nogen der ejer’.
Det gør vi!græs

Roen, dyrelivet, den høje, høje himmel, søen, kikket over Sejrøbugten til Sjællands Odde, stenstranden mod nord, sandstranden (en vidunderlig badestrand) mod syd – og ikke mindst Næsset – alt er lige udenfor og kan nydes i gåafstand, meget af det endda fra hus og terrasse.dyreliv

Vejret var meget blæsende – og lørdagen dramatisk med blåsorte skyer mod nord, mens solen skinnede mod syd og vi lå lige på kanten af fronten. Her rapsmarken i sol mod regnskyerne.drama

Midsommernat var skyerne få og små i horisonten.
Billedet her er taget fra terrassen kl. ca. 01, hvor det aldrig blev helt mørkt.midsommernat

Søndag, stadig blæst, men blå, blå himmel fra morgen til aften og da det altid lader sig gøre at finde en krog med tilpas læ, så kunne strikketøjet motioneres under åben himmel. Husbonden slog græsset og samlede op på nogle af de VM fodboldkampe han ikke havde nået at se. I sandhed en fredelig weekend!

Jeg besøgte Butikken ved Højen ved Asnæs. Lone, der et meget sødt menneske, holder butikken åben for strikkehygge hver søndag fra 12-16, så det måtte jeg lige prøve. Timerne gik hurtigt og der smuttede også lidt af Rasmillas Yndlingsgarn med hjem. Det er nemlig perfekt til babystrik… jo, rigtigt gættet, vi har barnebarn nummer to på vej 🙂 Gæt selv kønnet.yndlingsgarn

I dag fik vi hurtigt kaffebesøg af Ellen og John. De hentede deres gode brændeflækker, som har hjulpet os af med de stormvæltede træer. Nu ligger træet som fine stykker brænde og tørrer, så de er klar til næste vinters forbrug. Tusind tak for lån!

Faktisk nåede vi knap nok hjem fra Odsherred, til vores aftale. Selv om vi forlod sommerhuset lidt for sent (af en eller anden grund kommer der altid noget i vejen for os – dårlig planlægning), så måtte vi lige en omvej, forbi Brogård og Søren Wiuff, for at hente 2 kilo af årets sidste asparges. Uhmm, siger jeg bare; store og fede – og lige til at spise…asparges

En begivenhedsrig weekend

Overskriften er nu lidt misvisende, for det var egentlig kun fredag der var fyldt med oplevelser, men resten af weekenden blev brugt på at fordøje dem. Især nætterne har været urolige, så søvn er det blevet lidt skralt med.

Det var en fantastisk dag
Kl. 16, da biblioteket lukkede, mødte stort set hele personalet, samt min familie (fire generationer) op og de næste tre timer fløj afsted. Fyldt med snak, gaver, blomster, dejlige taler masser af rosende ord, nærmest skamrosende, skøn mad og vin, knus og tårer. Mange, mange tårer. Det var så rørende og overvældende og jeg var slet ikke så standhaftig som Ellen – men jeg var ikke den eneste. Faktisk kunne hele flokken have tjent en pæn skilling som grædekoner den dag, inklusive husbonden! En af mine kvikke kolleger havde forudset mine og bossens tudeture, så vi fik en enorm toiletrulle samt skraldespand ’serveret’ fra start 😉

I får lige et par billeder fra dagen… ikke helt så fantastiske, men lys og indstillinger drillede den lidt uvante fotograf.

buffet

Skøn mad fra Hundested fiskehandleren ‘Røgeristen’. Til min store overraskelse har han også en restaurant, som jeg slet ikke har opdaget! Det kan anbefales.

gamlegarde

Den gamle bibliotekargarde. Vi fire i midten er forhenværende, mens de to på fløjen er jævnaldrende med mig og ’still going strong’.

familie

Søn og svigerdatter ved familiebordet sammen med min mor

taler1

En noget uskarp og lidt bevæget ‘boss’, måske set gennem tårer? Det var i al fald en flot tale med mange pæne ord.

taler3

Tre dejlige kolleger med et muntert indslag. Uh, jeg kommer til at savne dem!

Vilfred

Vilfred tog sig ikke af al virakken, men hyggede sig i bibliotekets legehjørne. Pludselig dukkede han op i abekostume…

taler5

Og jeg klarede mig gennem min tale til kollegerne; her ganske vist i et meget vaklende øjeblik, med aldeles fortudet fjæs.

 

Puha, nu strammer det til…

Den blev sværere end jeg regnede med, den sidste uges tid på jobbet. Der har været mange følelser i spil og en underlig rastløshed. I morgen efter lukketid holdes der en lille reception for personale og familien og vi siger officielt farvel til hinanden  (og så har jeg jo lige den lørdagsvagt at liste afsted på…)

Jeg har skrevet lidt ned som jeg gerne vil sige til mine kolleger, og håber det ikke bliver alt for grådkvalt. Tasken er fyldt med papirlommetørklæder;  min chef har nemlig besluttet at vi kommer til at vande høns begge to – og jeg er ikke utilbøjelig til at give hende ret. Jeg er faktisk allerede startet!

Forleden kom jeg hjem til en overraskelse. Mine dejlige strikkeveninder havde sendt mig en stor buket blomster i skønne, varme efterårsfarver, to flasker vin og en lækker chokolade. Sådan en tyvstart på efterlønslivet tegner da godt 🙂

1016094_10151824610574798_1173197273_n

 

Gaveregn

Forrige søndag havde jeg fødselsdag og fejrede den med hele familien til søndagsbrunch. Og som jeg dog er blevet begavet…

Husbonden gav mig en strikkestol til mit arbejdsværelse. Jeg havde set at IKEAs Ektorp både har rigelig plads til albuerne, når der skal strikkes og samtidig er vældig komfortabel at slænge sig i, så den stod højt på ønskesedlen. Jeg fik også en stor puf med opbevaringsplads til at lægge benene op på, så jeg er allerede nærmest flyttet ind i herligheden.
Oven i hatten fik jeg en vidunderlig middag på den lokale gourmetrestaurant Tinggården. What’s not to like?

Af mine forældre fik jeg en stor Mega Mussel termokop og ungerne gav mig en Bamboo tegneplade der kan bruges både til min mac og min pc. Den glæder jeg mig meget til at lege med. Vilfred havde (næsten selv) købt en stor pose af de gode saltmandler fra den lokale grønthandler; det er min allerbedste yndlingssnack.

Som om det ikke var nok ankom en dejlig forhenværende kollega om eftermiddagen for at få lidt strikkehjælp – udover godt selskab medbragte hun to glas honning af egen høst; en forårs- og en sommerhonning. Uhm.

Sidste søndag havde jeg så inviteret min strikkegruppe til fødselsdagsfrokost og strikkehygge.
Glemte jeg at tage billeder?
Ja selvfølgelig, der var alt for megen hyggesnak.

De ankom også med en stak pakker…
To skønne strikkebøger af hhv. Lene Holme Samsøe og Susi Haumann, så nu skal der strikkes til både børn og voksne. De kom også med lækre garner: En smuk rød Merinosilk fra Grignasco, et Laceball i farven ‘Brombeere’ fra Schoppelwolle samt et ufatteligt blødt, hvidt nøgle mohair/silke, Sensai, fra det japanske garnfirma Ito.
Og så var der et Mega Mussel termokrus mere (juhu – så er der et til os hver), velduftende bodyshampo, mørk chokolade og en glasvase med de smukkeste blomstrende forårsløg, bl.a. vibeæg og perlehyacinther.

En helt anden fødselsdagsgave, som jeg har foræret mig selv, er en timereduktion på jobbet kombineret med supplerende efterløn. Det betyder at jeg kan holde helt fri fem ud af seks fredage. I dag er det anden gang jeg holder fredagsfri og ih, hvor jeg dog nyder det.