Medmennesker

Først Mia, så Susanne – og nu undertegnede. For deres indlæg satte tanker i gang. Er vi så dårlige til at se andre, hilse og sende et lille smil?

Jeg nikker og smiler vist til alle jeg møder på min vej, for jeg kan ikke lade være. Ofte falder der en bemærkning af til en medpassager, en køkollega eller andre, som jeg for en kort stund deler rum med. Nogle gange føler jeg mig lidt som en gammel landsbytosse, når jeg får et forundret, måske endda surt, blik eller en ‘talende’ tavshed retur. Men de fleste reagerer positivt.

Da jeg var yngre spekulerede jeg ikke over, at jeg måske opførte mig lidt anderledes, men da jeg efterhånden fik flere bemærkninger om, at jeg var kendt som ‘hende den søde, der altid smilede’ fik det mig til at tænke. Så læste jeg et sted, at smil ikke bare viser glæde og venlighed, men også er et udtryk for afvæbning, underdanighed og (sådan fungerer det blandt dyr i al fald) underkastelse og jeg fik efterhånden en fornemmelse af, at jeg var alt for sød og bange af mig.

Den tanke plagede mig i mange år, men nu er jeg heldigvis fløjtende ligeglad. For jeg har opdaget, at både jeg og mine ‘ofre’ får det bedre, bliver gladere og mere positivt indstillet – og det er da dejligt. På biblioteket blev det en sport og en glæde at få trætte, sure, vrisne og mutte mennesker til at smile, inden de igen gik ud af døren. Ren win-win!

Forleden havde jeg en oplevelse der bestyrkede mig i, at det er godt at ‘se’ hinanden – og agere. I lokaltoget opdagede jeg en ung kvinde, med sortmalede øjne og ringe i næsen, der sad og græd stille. Folk skottede lidt til hende og småmumlede, og ja, hun var måske en type som nogle kunne føle sig provokeret af.

Jeg var bekymret for, om hun ville føle at jeg var påtrængende, men gik alligevel hen og spurgte om hun var ok. Det var hun ikke. Hun havde netop fået den triste besked, at en fra hende terapigruppe havde begået selvmord og hun var selvfølgelig rystet. Der var ikke så meget jeg kunne gøre, hun fik bare lov at fortælle og fik et par venlige klap, inden vi skulle hver sin vej. Til gengæld blev jeg takket mange gange for, at jeg havde spurgt til hende – og jeg var glad for, at jeg fik overskredet den usynlige grænse.

Ha’ en dejlig dag med smil og glæde – og husk at sende lidt videre til jeres medmennesker 🙂
Her er et stykke med blåt at glæde sig over… himmel

8 tanker om "Medmennesker"

  1. Inge

    Smil og glæde smitter, jeg ville blive glad hvis jeg sad og var ked i det offentlige rum, og du eller en anden viste omsorg. Tak på pigens vegne,

    1. Fiberfryd Forfatter

      Det gør det lige præcis, Inge. Jeg er ellers et ret privat menneske, men jeg tog mig sammen og er glad for det

  2. Ellen

    Åh, dejlige Ditte – hvorfor er jeg slet ikke forbavset over, at lige netop du gør den slags ting? Du er så privat, siger du. Og genert, siger du. Og alligevel er det dig, der gør det, vi andre først bagefter tænker på, at vi burde have gjort.
    Men et smil til ukendte fremmede på min vej – det kan jeg heldigvis godt finde ud af 🙂

    1. Fiberfryd Forfatter

      Jo tak, Ellen, men jeg synes da det var svært, for jeg ville jo ikke trænge mig på… heldigvis blev min nervøsitet gjort til skamme, så næste gang bliver det lettere. Har jeg sagt at jeg var genert? Det tror jeg nu ikke jeg er (mere), men indadvendt og privat, det er jeg altså 🙂

  3. Lona

    Kære Benedicte, det er præcis sådan jeg kender dig og vi kan meget hurtigt blive meget enige om et smil og gerne et lille grin gør enhver godt – og også omtanke – tak fordi jeg kender dig

  4. Pia

    En sød lille historie, om næstekærlighed. Flot gjort af dig.
    Jeg deler gerne smil og en bemærkning ud til dem jeg møder, og er også opmærksom på at give en hånd med i butikker, ved indkøbsvogne osv., men jeg må tilstå, at jeg KAN være så optaget af mine egne tanker, at jeg ikke registrerer. de der er omkring mig.
    Ingen er så fattige at de ikke har råd til et smil.

    1. Fiberfryd Forfatter

      Tak, men jeg synes nu både du, Pia, og I andre er lidt flotte med roserne, for mon ikke I ville gøre det samme? Det vigtige ved historien var, at vi ikke skal være bange for at se vore medmennesker og gøre noget. Som du også gør når du hjælper med varer osv. Jeg er sikker på de mennesker der får en hånd går gladere videre – og måske kan det smitte…

Der er lukket for kommentarer.