Kategoriarkiv: Strikkeliv

Kyndelmisse

kyndelmisseKyndelmisse har altid været en dag jeg har bidt mærke i, fordi det er dagen før min fødselsdag.
Ifølge Gourmethavens Almanak kan der drages mange vejrvarsler den 2. februar:

  • Hvis det blæser så voldsomt, at atten kællinger ikke kan holde den nittende ved jorden, er vinteren snart forbi
  • Snevejr denne dag lover tidligt forår
  • Hvis det er gråvejr, vil vinteren snart slutte
  • Hvis det er klart solskin, vil der snart komme megen sne
  • En grøn kyndelmisse giver en kold påske
  • Kjørmes tø er så godt som 100 læs hø (dvs. høsten bliver god)
  • Lige så mange dage, som stæren kommer før kyndelmisse, lige så mange uger derefter vil den tie, men sommeren bliver varm, når stæren kommer tidligt
  • Lige længe lærken synger før kyndelmisse, lige så længe vil den græde derefter
  • Som vejret er idag, vil det også blive 25. marts.

I år byder kyndelmisse på både udsprungne hasselrakler og grønne spirer, sol, gråvejr, temperaturer på frysepunktet og snevejr, så dette taget i betragtning, går jeg ud fra at foråret falder nogenlunde midt imellem, påsken bliver småkold og høsten gennemsnitlig.branddam

Dagens gåtur blev afkortet en del. Jeg lagde nemlig ud i dejligt solskin og lod hue være hue. Jeg har ikke fået strikket huen til mit nye sjal færdig og ingen af de andre matchede 😉
Det var så en fejl! Hellere ‘mismatche’ end få virkelig kolde ører. 200 meter hjemmefra begyndte det at sne og blæse. En tur på 2 km var nok, så fjorden fik lov at passe sig selv. Brrr…

Jeg er godt i gang med mit Strik 2-kursus (og en masse strikkeprøver). Louise Klindt er en dygtig lærer, ‘skrap’ på den gode måde, så tingene ikke får lov at sejle – og vi er flittige.
Første gang udforskede vi bobler og biser og hjemmeopgaven var, at fremstille et mindre stykke strik med brug af begge teknikker. Her ses min strikkeprøve samt resultatet af hjemmearbejdet – et sæt ‘Telegrafistvarmere’ med bølgemønster og morsetegn.bobler

Sidste gang strikkede vi jaquardstrik – både almindelig mønsterstrik på ret og vrangpinde, med fokus på dominant, samt gobelinstrik. Jeg er ingen ørn til vrangpinde med mønster, men jeg lærte mig endnu en måde at strikke vrang på, som gør det lidt nemmere. Og så er jeg ret vild med den tofarvede rib, som jeg lavede på ugens hjemmeopgave – prøver på Kaffe Fassett-teknikken, som også Christel Seyfarth og Charlotte Kaae bruger. strikkeprøver

Jeg føler virkelig at kurset sparker til min kreativitet. Jeg har allerede en del ideer til egne strikkedesigns og jeg strikker temmelig mange strikkeprøver – problemet er bare tid (efterlønnerens evige omkvæd), for der er andre, der har behov for mere ‘nødvendig’ hjemmestrik: Islænder og hjemmesutter til datteren, en bluse til Sylvester, et strikket vægstykke til svigerdatteren og en trøje til sønnen, når han engang beslutter sig for modellen og så skal der lige sys en fastelavnsdragt til Vilfred… og listen til mig selv er ret lang, men sat på stand by.

Der er allerede færdiggjort lidt småt strik i januar, sokker, sutsko og en ikke særlig køn vest til Sylvester, der gror, som var han betalt for det, samt et par keeedelige sokker til Vilfred (jeg bliver aldrig sokkerstrikker, selv om jeg strikker to på en gang).sokker

 

vest

Og så er der mit nye sjal, Metalouse, som jeg er svært glad for og den halvfærdige hue som skal passe til – en jeg selv brygger sammen. Begge dele strikket i Nettos Soyagarn i mine yndlingsfarver (en heldig indfarvning, der ikke er for spraglet) med sort Navia som kontrast.metal+wurm

Stephen West er altså en dygtig designer, selv om noget af det han laver er lidt for outreret til min krop og min personlighed. Håndværket er i orden, selv om han er uhyre produktiv og det er altså skønt med mennesker, der ikke lægger bånd på hverken kreativitet eller egen fremtoning 🙂

At lære hele livet

Tilmeldingen sendt og accepteret – og jeg glæder mig.
Forårskurset ‘Strik 2‘, som jeg har haft et godt øje til i et par år, er et kursus under UCC’s tekstilformidleruddannelse, hvor Louise Klindt underviser. Måske får jeg rigtigt blod på tanden og beslutter mig for også at tage et af de efterfølgende kurser…

Min tilgang til strik (og livet i det hele taget) er nørdens. Jeg er vild med at lære og tænder ikke nær så meget på at opleve. Jeg elsker at prøve nye teknikker og vil gerne i gang med at lave lidt mere strikkedesign, så jeg håber kurset kan føre mig i den retning. Men det hører I selvfølgelig mere om i det nye år.strik

Da jeg var i småtingsafdelingen forleden, glemte jeg helt Vilfreds nye varme sweater af ‘islænder’typen, Vimpelgenseren fra de norske Picklespiger. Måske fordi den faktisk er strikket i str. 6 år (den gratis størrelse) 😉
Min strikkefasthed var noget tættere, men da han er 4 år, mente jeg det ville passe. Jeg fulgte længdemålene og jeg er vældig tilfreds med den, faconen er perfekt til den lange dreng. Sweateren er strikket nedefra og op med rundt bærestykke. Jeg droppede, som mange andre, den sidste vimpelrække og lavede i stedet vendepinde, for at trække halshullet lidt fremad. Farven er antracitgrå, en kølig sennepsgul og lys grå (Rullesten).vimpel1

Garnet købte jeg på strikkeweekenden i Esbjerg i september. Det er Tusindfryds Hverdagsuld, som jeg gerne ville afprøve. Det er et sprødt og ikke særligt blødt garn, som til gengæld bærer sig rigtigt fint. Den lysegrå besluttede jeg mig for senere og det er dobbelt Blackhill Højlandsgarn fra gemmerne. Jeg blev bekymret for om trøjen ville kradse for meget, så jeg valgte at strikke halsribben i et andet, blødere garn (Drops Baby merino samt en tynd tråd alpaka) og det fungerer fint. Heldigvis blev trøjen, som jeg havde håbet, lidt blødere efter vask, men jeg vil nok ikke bruge hverdagsulden til børnestrik særlig tit.

Jeg har vist også glemt at vise lille Esthers allerførste trøje, fra august, strikket i Rasmillas Yndlingsgarn. Det er Lene Holme Samsøes Rilletrøje, hvor jeg har ladet den falske snoning i raglanen fortsætte ned langs sidesømmen – og sat en anden farve i kanterne som effekt, for at det ikke skulle blive det rene candyfloss.babyriller4

Fra småtingsafdelingen

Efteråret har, som tidligere nævnt, stået i færdiggørelsens tegn – i det mindste hvad angår strik (bortset fra babystrik til lillebror).

Faktisk har jeg så få projekter, at jeg forleden blev helt febrilsk og bare måtte finde på noget nyt. Nemmere sagt end gjort og tankerne var mange: Et nyt sjal – eller en varm trøje? Er det nu fornuftigt – er det noget jeg har brug for? Der ER jo stadig ting jeg burde gøre færdige…

Dåbsbarnets mor kom mig til undsætning, for kort før dåben fik jeg en ønskeseddel: En ny hjemmestrikket bluse til Esther; så jeg satte straks i gang. Det blev Lene Holme Samsøes ‘Hjerter’ fra bogen ‘Babystrik på pinde 3 1/2 – 4’.

På lageret fandt jeg et nøgle med tynd uld/bomuld i farven ‘Skovbær’ fra Garnudsalg. I alt brugte jeg 72 gram strikket dobbelt på pinde 3,5.

I ‘pinlige sager’ bunken lå også halvanden grydelap, som jeg ikke var tilfreds med. Jeg pillede op og er nu næsten færdig med et meget bedre sæt, strikket i falsk patent.

Det kan blive småt for enhver… 😉

 

En mere

Så er min koksgrå Beate også færdig – endnu et projekt startet i maj, hvor der åbenbart har været god grøde – og nu bliver der høstet 😉 beate01

Her ses den uvaskede model på ginen. Den er strikket oppefra og ned i Rasmillas Luksusgarn på pind 2,5 og 3 og der er brugt 140 gram garn – fra lageret. Jeg blev så træt af at strikke glatstrik (især fordi jeg måtte strikke selve kroppen to gange, da størrelsen efter ærmeudtagningerne var helt hen i vejret) at jeg valgte at tilføje en kant i hulmønsteret. Glemte så lige at tjekke med opskriften, så de første hulrækker er faktisk strikket forkert, men pyt – så er chancen for at udfordre de højere magter med et anfald af hybris da afværget…beate03
Færdigmonteret og vasket udgave. De fine stofknapper i laksefarvet med sorte prikker, er fundet for en slik i Rema – heldigt, for billige knapper er efterhånden en sjældenhed. Jeg tror faktisk jeg bliver rigtig glad for denne top, hvor farven er bedst på det sidste billede.

Afslutninger ønskes

Af en eller anden grund, får mange strikkere oparbejdet et problem med uafsluttede projekter, UFO’er. Således også jeg. Men nu prøver jeg at få ryddet godt op, så jeg igen kan smide skyklapperne og give plads til inspiration.

Min stribede ‘sag’, strikket med raglanærmer oppefra og ned efter mål, er blevet færdig. Ikke nogen hurtigløber, da jeg startede i maj, men her ses striberne på ginen. Strikket i Garnudsalgs tynde Uld/bomuld (Lakrids samt Rosmarin og Appelsinskræl), Rasmillas Yndlingsgarn (Jeans og Græshoppe) og tre små prøvenøgler Coast fra Garngaragen (Skylight, Tweed og Denim).
To tråde strikket sammen på pind 4. Nu skal den bare vaskes og have en lille tur i tumbleren for at samle sig.striber

Sommertoppen Beate, nærmer sig med stormskridt de sidste masker. Den vil nok ikke blive luftet ret meget i indeværende år, men næste forår kommer den helt sikkert i brug.

Derefter venter to halve ærmer (med flere striber), så min No. 3 (der passer til årstiden, sørme) endelig kan komme i brug – den har været meget tålmodig…

Og så er der min Surry Hills, som jeg slet ikke kan få hul på efter sommeren. Den får nok lov at vente til foråret, men tre ud af fire er da også pænt.

Skrantende…

Skal jeg virkelig forsøge at puste liv i denne hensygnende blog? Jeg vakler lidt, men jo; jeg vil forsøge mig med lidt kortere indlæg, som ikke tager så lang tid at skrive, men ved udmærket, at de har det med at vokse, næsten af sig selv 😉 Og så har jeg hentet Blogsy app’en, så jeg kan blogge direkte fra min iPad. Det burde gøre det lidt nemmere (selv om jeg ikke er helt tilfreds).
I sidste uge lå jeg brak, fældet af en fæl virus – jeg er oppe igen og det er bloggen måske også…

Eftersommeren har budt på vidunderligt vejr, som jeg har nydt i fulde drag. Temperaturen indbyder igen til strik med lune garner og der er blevet produceret lidt forskelligt. Om knap tre uger er Vilfreds lillebror parat til at se dagens lys – og han skal selvfølgelig have lidt hjemmestrik. Indtil videre er dette klar.

Et barnevognstæppe ‘Undercover’
En lille undertrøje ‘Baby i rib’

Vilfred skulle ikke snydes, han fik en halsedisse og et par sokker til leg i haven. Det skulle være gult (hans valg; han elsker gult), men jeg havde kun et enkelt nøgle, så jeg kombinerede med nogle blå rester. Ikke ligefrem skønhedsåbenbaringer, men under en jakke og nede i et par gummistølver, så ses det ikke..

 sokker

Sokkerne er med den ‘nye’ ‘fish lips kiss heel‘, som vel egentlig bare er en indvendig timeglashæl, men opskriften på hælen (der fylder 16 sider, gisp) indeholder en metode til at måle foden og få en sok der passer perfekt – det virkede.

Spindingen kører på lidt lavt blus. Jeg kom skadet ud af Touren, en overbelastet sene i højre ben
sendte mig på en 12 ugers pause(!) Den driller stadig, så jeg har brugt venstre ben, det virker, men jeg tager det roligt. I september var jeg til mit første spindetræf. Det var meget, meget hyggeligt, dejlige mennesker, dejlig mad, masser af snak – og rokkene kørte som smurt.
P.t. er jeg i gang med at spinde et forholdsvis tyndt (for mig) totrådet garn i røde nuancer. Første bundt er færdigt og løbelængden ligger omkring 400 m pr. 100 gram. Det er ok 🙂

Sendt via BlogsySendt via Blogsy

Det ser sort ud…

Ikke humøret, men strikketøjet, altså.

Jeg har altid undgået at strikke i sorte og mørke farver, da det er bøvlet at sidde med, hvis der ikke er masser af lys. En af mine gode strikkeveninder var så venlig at minde mig om, at det måske var kombinationen af sort og gamle øjne – og tak for det, Bente 😉 – men hun har jo nok ret. Ikke desto mindre sidder jeg nu med hele tre af slagsen og er taknemmelig for solskin og lyse nætter.

Først en rigtig fin sommertop af Sanne Bjerregaard: ‘Beate‘. Det er vist et helt nyt design; der er i al fald ikke mange projekter i gang på Ravelry. Den strikker jeg i det anbefalede garn, Rasmillas Luksusgarn, i koksgråt.beate

Og så er jeg med i Maria Magnussons ‘Surry Hills‘ KAL, som også kan følges på både Instagram og Facebook. En cardigan i ren lace med et ret enkelt blomstermønster. Jeg strikker i to tråde italiensk hør/bomuld fra Garnudsalg i antracit.  Her er det min strikkeprøve – øverste del blev den jeg valgte. Den nederste er en tynd Blackhill Højlandsuld med en hør/bomuld.surryhills

Mit tredje projekt, en hjemmegjort, hurtigstribet cardigan i tynd bomuld/uld (fra Garnudsalg), har heldigvis striber i lyse farver – det hjælper noget. Striberne er rester af Rasmillas Yndlingsgarn og Coast – og så vidt jeg kan vurdere, er de tre garner helt ens. Det er mit tv/netflix-strikketøj.striber

Alle projekterne strikkes af lagergarn – jeg pudser lige min glorie 😉

Forårsferiefornøjelser

Lørdag kom vi hjem fra hovedlandet, jeg med en smule garn (og mange ideer) under armen. Mit rov var to cones Alpaca Sky, fire dejlige farver Højlandsuld og fire nøgler Pacalina fra Garnudsalg, samt 6 nøgler lækker tynd merino fra Saltum (Garngaragen).garn

Søndag var det afsted igen, mod Odsherred, hvor vi skulle låne ‘Paradiset på Næsset’ en uges tid. Det vil sige, jeg skulle mest låne, for husbonden måtte også passe job og lidt forskelligt på hjemmefronten, så det resulterede i masser af alenetid, med naturen lige udenfor døren. Ahhh.svanerSvanerne i søen ved husetsydstrandDer var gang i bølgerne på sydstranden – ‘Badestranden’engenEngen – med blomstrende tjørn og engelskgræsnordstrandLæ på den stenede nordstrand. Rapsens blomster synger på sidste vers.

For ikke at falde i, havde jeg taget lutter ‘gamle’ strikkeprojekter med. Jeg fik da også afsluttet min ‘meget pink-orange-gule’, fluffy sommerbluse. Den skulle egentlig være endt som en cardigan, men jeg er stadig i tvivl. Skal jeg skal klippe den op – eller beholde den som den er…aftenrøde

Jeg havde også en noget ældre sag med, som jeg egentlig havde opgivet. En rustik sommertop i Kraka-mønster. Strikket i et loppemarkedshørgarn kombineret med en spunsilk fra mine vævedage i 70’erne, så her er virkelig tale om udmugning i lageret! Nu har jeg delt til ærmegab, så den skal nok blive færdig også. Jeg må lave en rigtig pæn sammenstrikning på skuldrene, for jeg er virkelig i tvivl om, hvilken side der er finest at vende udad?krakalike

Torsdag kom husbonden, sammen med Vilfred, som vi skulle passe et par dage. Det er dejligt, at have god tid alene med barnebarnet. Vi fik gået ture og soppet i det kolde vand i blæst og køligt gråt vejr. Vi legede, slog græs og reparerede græsslåmaskinen. Vi grillede og holdt picnic på stenene i den anden ende af grunden i den skønneste aftensol. Og vi startede morgenen med at bage lækre boller.kopffussleinEn fin Kopffüssel med arme, som Vilfred har tegnet – en hilsen til forældrene 😉vilfredLige til at kramme…

Lørdag, hvor vejret var helt fantastisk, kom forældrene så til frokost og vi fik en dejlig strandtur, hvor Vilfred, splitter Hansjørgen, plaskede rundt i vandkanten; brrrrr. De overnattede til søndag, hvor vi alle vendte næsen hjemad igen.

Men jeg er sørme ikke færdig med at holde ferie, for på torsdag drager jeg til Sverige med mine dejlige ‘strikketøser’. Vi skal strikke, drikke, spise, fnise og snakke i fire dage  i en dejlig rummelig hytte ved Markaryd (og måske se lidt af omegnen). Ren luksus og jeg glæder mig! Måske kan jeg tillade mig at starte på et nyt strikketøj?
Problemet er såmænd bare at vælge…

… og godt nytår!

Vi havde en rigtig dejligt nytårsaften med gode venner og familie og ALT for meget at drikke – helt ulig mig – som resulterede i en meget stille og ikke synderlig behagelig nytårsdag. nytaar1Min bloggemojo er åbenbart stadig på standby – eller måske er det ordene – eller ideerne; resultatet er i al fald, at det ikke bliver til meget. Jeg får dog læst hos jer (og måske nødtørftigt kommenteret). Ærlig talt sker her ikke en s…

Jeg havde besluttet, at jeg fra 1. oktober og indtil nytår, skulle slappe helt af og ikke kaste mig ud i projekter og planer for fremtiden. Det er kun den månedlig Bindestue, som jeg startede i efteråret i vores lokale vævehus, Raskmagerhuset, der har krævet lidt af mig. OLYMPUS DIGITAL CAMERASelv om ideen med at geare ned var rigtig god, så har jeg på det sidste næsten følt mig handlingslammet og apatisk. Jeg kan mærke, at mit behov for at lukke mig inde, kan gå hen og blive et problem – der er ikke så meget ‘ork’ i mig. Efter nytår er jeg startet på pilates og svømning igen og jeg håber det kan sætte lidt fut i mig, så jeg kan finde ud af, hvad jeg skal bruge al den gode tid til.

Nytåret ER sådan set allerede startet med et par møder på det lokale aktivitetscenter for ældre (fra 60 år og op). Her har jeg meldt mig som frivillig og skal fra februar stå for en ugentlig IT-cafe, hvor der er åbent hus for vejledning i livet som digital borger.

Jeg skal kunne guide dem i, hvordan de får oprettet NemID og digital postkasse, samt hvordan de bruger borger.dk, sundhed.dk og skat.dk. Rigtig mange ældre er, med god grund, bekymrede for, hvordan de skal klare kravene til den fremtidige kontakt med det offentlige. Jeg håber jeg kan hjælpe de fleste; eller om alt går galt, hjælpe dem med at få fritagelse. Formentlig kommer der også nogle der har andre IT-problemer, men mon ikke jeg kan hjælpe der også?

Jeg har desuden fået en aftale med biblioteket, hvor jeg skal holde et par workshops for de meget flittige strikkere, der holder til på Hundested bibliotek. Først en workshop i armstrik, hvor de skal strikke en blød og varm halsedisse som den i kan se herunder. Det er min datter, der har ‘selfie’et’ sig (ret nydeligt, synes jeg) med halsedissen, som hun fik af mig i julegave.bigcowlI starten af februar bliver der en workshop om estisk rib, hvor vi kaster os ud i et par muffedisser. Jeg har prøvestrikket og fabrikeret en nem opskrift til pind 4, som Merete har været så sød at teststrikke; den blev heldigvis godkendt.

ranne2Nu er jeg i gang med en lidt anden model i et tyndere garn, så de, der hellere vil bruge pind 3, også kan være med.

En glædelig jul

Jeg håber I alle har haft en glædelig og fredelig jul, for det har vi.

Det skete sørme igen – at virkeligheden overmandede bloggeriet. Tre uger er pist forsvundet. Har jeg haft travlt? Næh… Jeg har faktisk aldrig været så sent på den (og så sparsom) med juleforberedelserne, som i år. Men der er da bagt vaniljekranse og brunkager og lavet lidt konfekt.

Jeg nåede endnu et lokalt julemarked inden jul, nemlig det i Torup. Der er altid så hyggeligt og jeg kom hjem med to gode loppefund: ‘Stop spild af mad’ kogebogen (som ny, for en flad tier) og et stort, meget velholdt, teaksyskrin fra 50’erne. Jeg måtte slippe 200 kr., men kan se, at det selv samme skrin har været solgt på nettet for 500-750 kr. – så endelig har jeg gjort et fund! Her er god plads til strikkegrej eller broderiditto og jeg er virkelig glad for det.Loppefund

Trods de minimerede juleforberedelser, er der faldet adskillige hjemmelavede julegaver af til familien. Bløde, vamsede, armstrikkede halsedisser (som jeg lavede hele syv af) var hurtige at strikke; det tog længere tid at få dem monteret. Jeg slog op med ‘fremmed garn’, så jeg kunne sy dem usynligt sammen med maskesting. Desværre glemte jeg at tage billeder af dem (jeg må låne datterens en dag) – men de øvrige ting kan jeg da vise. Strikkede julegaverJeg har strikket et spindelvævstyndt halstørklæde i mohair med matchende halvvanter til min mor, en fiduskrave til niecens søn og en hue til husbonden. Desuden har jeg fået strikket et par fiduskraver til Vilfred (de to sidste), som han fik før jul. Genialt til små børn med flyverdragt. Opskriften er en tillempet udgave (strikket oppefra og ned) af Teshas hals. De sidder som smurt 😉

Mine egne julegaver viser vist med al tydelighed, hvad det er jeg brænder mest for: Mad og strik! Og se lige den labre chokolade fra Beier – den skal deles med husbonden, uhm. Af ham fik jeg en håndarbejdslampe, som vi skal se om  vi kan finde i morgen.Julegaver

Juleaften holdt vi hos husbondens bror og hans familie. Vi var kun otte, men havde en fantastisk hyggelig aften. Anden juledag holdt vi, som traditionen byder, julefrokost hos os, sammen med min familie. Her var vi 16, men da alle medbringer mad, er det er ikke så galt 😉 I morgen gælder det julehygge med barnebarnet og hans forældre, som har fejret julen sammen med morforældrene. Så kan vi få udvekslet de sidste gaver – og så er julen vist også godt brugt for i år.

Noget af det, jeg har brugt tid på, i stedet for at blogge, er InstagramJeg har afprøvet det tidligere og var ikke overbevist, men nu er jeg faldet pladask for konceptet, der er hurtigt, med focus på fotografier. Sådan ser den sidste del af min december ud, set med Instagramøjne.

instajul