Tag-arkiv: nostalgi

Bolværksmatros

bolværk3Som I måske ved, er jeg hverken luft- eller søglad. Begge ben på jorden, det ved man hvad er. Men jeg elsker duften af nytjæret træ og garn.

Som helt ung tilbragte jeg, hvad der nu synes som uendeligt mange, dejlige somre på havnen i Vedbæk, der dengang ikke var særlig mondæn. Der var til gengæld Øresundsfiskere, masser af tjæret træ – og sandstrand med havvand. Jeg foretrak at bade her, frem for i Furesøens sorte, dystre plumrevand, hvor mine sørgeligt unødige svømmetimer ellers foregik. bolværk2At svømme lærte jeg først som voksen. Nu elsker jeg at svømme, selvom min stil, hvis man kan kalde den det, helt sikkert ikke er hverken korrekt eller køn.

Duften fra somrene ved Øresund og barndomshjemmets skur, har vi nu genskabt i haven (lige nu også hele huset) med finsk trætjære. Her er vi (læs: husbond) nemlig ved at lægge sidste hånd på det store ønskeprojekt.bolværk1

Tjæreduften var også en del af mit væveliv, da jeg arbejdede et år (1971/72) på Bodil Bødker-Næss’ væveværksted i Skovshoved. Hun var storforbruger af tjæregarn til sine vægtæpper og jeg har stadig en del rester af det herhjemme. Garnet gav forøvrigt nogle irriterende småsplinter i fingrene, der næsten altid gik betændelse i, så jeg tror bestemt ikke tjæren er sund for hverken hud eller luftveje, men duften… ahhh.